Er der håb forude?

De sidste måneder har jeg, lidt i sjovt og henkastet, snakket med forskellige fagpersoner om et alternativ til den psykiatri vi har i dag.

I onsdags var jeg med i en paneldebat i København (se eventet her ) og måske er de drømmeforestillinger jeg havde i hovedet for få måneder siden, slet ikke er så uvirkelige.
Det er SÅ vildt at mærke, at der begynder at komme fokus på psykiatrien og at der er flere og flere der tør stå frem med ikke blot kritiske holdninger, men også mod på at begynde at udvikle idéer til et alternativ.

Jeg står klart frem med holdninger til at psykiatrien skal ændres markant. Til at vi skal tænke ud af kasserne, både i diagnoser og behandling.
Jeg synes det er skræmmende, at vi har skabt en psykiatri som passiviserer patienterne.

Jeg lullede mig ind i psykiatriens trygge arme og frasagde mig ethvert ansvar. Jeg kæmpede for at få ligestillet mine psykiske lidelser med de somatiske, alene i et forsøg på at andre skulle forstå hvor alvorligt det var. Men jeg så ikke hvor meget jeg spændte ben for mig selv. Jeg tog ikke ansvaret, jeg lagde det over på alle andre. Jeg havde en forventning om at behandlerne kunne redde mig, at piller ville løse alt. Hvis jeg mødte nogen der forsøgte at styrke mine evner, og alt det jeg var FORUDEN mine symptomer, så bakkede jeg totalt. For så tog de mig jo ikke alvorligt. Så forstod de ikke hvor alvorligt, kronisk syg jeg var.
Jeg hadede ordet ressourcer, jeg kunne slet ikke forholde mig til, at jeg også kunne andet. Meget andet.
Jeg slugte psykoedukation, som læren til livet. Hvordan jeg skulle leve med mine symptomer, bivirkninger og begrænsninger.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke er plads til at udvikle og have fokus på hver enkelt i psykiatrien. Vi lukker alle de safe-spaces, hvor patienterne har mulighed for at have fokus på det der ikke handler om medicin og symptomer. Vi ser i stigende grad at flere og flere genindlægges, og stagnere i en ulidelig tilstand af håbløshed og manglende drive.

Systemet er med til at sætte patienterne i den bås der hedder, at de ikke behøver at tage ansvaret. Og vi er simpelthen nødt til at tænke anderledes i behandlingen af de mennesker med sådanne udfordringer.’

Tilbage til drømmescenariet…. Tænk hvis vi blev tilbudt forskellige muligheder når de alvorlige symptomer banker på. Tænk hvis vi selv kan træffe et valg om, hvilket form for behandling vi gerne vil have. At det ikke er et dominerende og meget skævt hierarkisk autoritets-system. Hvis vi havde et ”privat-hospital” hvor der er rummelighed, omsorg, fokus på de nære relationer, kreative værksteder, psykoterapi, selvudvikling, motion, mindfulnes. Hvor vi kan få styrket os selv som enkelte individer, så vi står stærkere mod de udfordringer der måtte være. Og hvor vi hele tiden udfordres på hvem vi er som menneske og ikke som diagnose.

Jeg sidder og læser mange gamle mails igennem i tiden, og jeg har modtaget rigtig mange fra gamle studerende der var med-kontaktpersoner for mig under mine indlæggelser. Og der var så fint en der havde skrevet efter hendes praktik var afsluttet; ”Husk nu, at når jeg engang er ”rigtig” sygeplejerske, så skal vi opbygge vores eget psykiatriske sygehus, dig og mig, G**** og L***. ”

Og det var så fint en bekræftelse, at jeg allerede den gang drømte om at kunne samle alle dem der var fantastiske behandlere for mig, fordi jeg kunne mærke hvor stor en forskel nogle gjorde, og hvor meget jeg ofte kæmpede mod et system og mistede fokus på mig selv – ja mistede mig selv.🙏

Lige lidt inspiration herfra – den her rejse er altså eventyrlig og jeg er så taknemmelig for alt hvad der åbner sig af muligheder for at kunne bidrage til en forandring. Eller i det mindste forhåbentligt at så spirende frø til inspiration.💫

I kan som sædvanligt læse mere fra mig her

-Sidsel

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min hjemmeside www.sidselhoeg.dk eller facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg kommer her til at tænke på, hvordan det var tidligere. Jeg var i sin tid indlagt på Skt. Hans i Roskilde, og min tilstand var sådan, at jeg i den grad havde brug for, at andre tog over og besluttede alt for mig. På Skt. Hans var der dengang meget af det, Sidsel her efterlyser. Men nu er langt det meste lukket ned og forsvundet. Jeg tør holde meget på, at der er masser af psykiatere, som kan se meget rigtigt i det, Sidsel her fremfører, men der er ikke midler til det. Og hvad medicinen angår, så må vi jo ikke glemme den historiske baggrund, hvor statshospitalerne dengang var kæmpemæssige asyler, hvor folk var lukket inde til de døde af alderdom. Den funktion er der stadigtvæk brug for for nogle patienters vedkommende, men i stedet stuves de væk på pensionater, hvor man ikke kan tage hånd om deres særlige psykiske vanskeligheder. Og den der med medicinfrie psykiatriske hospitaler er efter min opfattelse ren teori. Vel er der patienter, som ingen medicin virker på, men det er et fåtal, og det ville være hul i hovedet ikke at udnytte alle de fordele, den medicinske behandling indebærer. Men oveni alt det psykiatriske ligger jo det psykologiske, og det er et svært kapitel, fordi der dertil kræves menneskelig og kompetent arbejdskraft. Der er folk, der kan dette, men behovet er enormt og voksende, mens politikerne har skåret ned og skåret ned på hele det psykiatriske område. Kort sagt: At ville er ikke det samme som at kunne.

    Svar
  2. Kurt Hegested

    Hej Sidsel.
    Jeg har i årevis været lige så frustreret som du. Har også været ramt af psykisk sygdom. Så hårdt, at jeg ønskede at der snart kom et S-tog forbi.
    Du var med i en paneldebat. Psykiatrien skal ændres markant. Tænke ud af kasserne. Finde på noget alternativt, var nogle af de sætninger jeg læste. Jeg er helt enig. Jeg har løsningen. Intet mindre. Jeg er i skrivende stund i færd med at udvikle råskitsen til et færdigt projekt, der har til formål at gøre syge mennesker raske. Jeg har arbejdet på det nu i 3 måneder. Der er stadig nogle måneder tilbage før jeg har alting på plads.
    Du har også været patient i det psykiatriske system. Jeg oplevede både noget godt, og noget mindre godt. Det gode var, at lige her og nu blev jeg pumpet op med medicin så jeg nærmest var bedøvet. Det gav mig ro i en kort tid, hvor der så kunne arbejdes med andre ting. Det dårlige var så, at man bliver jo ikke rask. I mit koncept gør vi syge mennesker raske, – helt uden medicin. Og det gør vi meget hurtigt, og virkningen er vedvarende.
    Jeg vil gerne fortælle mere om dette, men skal lige vide om du er interesseret.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.