Jeg ligger ikke skjul på nogen steder, at jeg er en stressfølsom, sansesart person, men har jeg overhovedet nogle psykiatriske diagnoser? Ja, på papiret har jeg mange. Hvad med virkeligheden?

Jeg er begyndt at overveje at rydde GRUNDIGT op i min journal og få styr på ALT hvad jeg er, har, ikke er og ikke har stående af diagnoser.

Min eneste bekymring er, om det i værste fald kan påvirke min førtidspension, fordi jeg fik den pga disse fejlagtige diagnoser.

Men om jeg har diagnoser eller ej, så gør det ikke nogen forskel på min dagligdag, og det at jeg ikke bare lige passe ind på det ordinere arbejdsmarkedet.

Tør jeg?

Tilfældigt og heldigvis er min dejlig (osv, jeg er smask forelsket 😀 ) kæreste ergoterapeut (osv. osv. jeg er så stolt af ham <3 ) og han fandt på et tidspunkt ud af, at det er meget sjældent at førtidspensionister får taget deres pension.

Så det giver mig et håb om, at jeg godt kan “tillade” mig at få ryddet op i min journal og gøre den væsentligt tyndere og mere korrekt og uden at miste min førtidspension.

Jeg bliver meget hurtigt overvældet i dagligdagen af indtryk, lyde, lys, lugte, fornemmelser og mennesker. På mange områder er jeg meget sansesart, stressfølsom, svært ved at vende mig til nye rutiner, men det er jo ikke nødvendigvis psykisk sygdom.

 

Det kan takles

I weekenden blev jeg en times tid paralyseret af trommer i bygningen, dvs lyd, udefra kunne det ligne et angst anfald og min reaktion kunne virke “borderlinsk” voldsom og overdrevet, men min kæreste holdt om mig, jeg fik min 11 kg tunge kugledyne over mig, og det var sådan set bare det. Så lå jeg der i sengen en time, jeg faldt i søvn i takt med hans åndedragt og vågnede frisk igen.

Er jeg bange for at det sker igen? Ja selvfølgeligt. Og det kommer til at ske igen. Det er først en dag, når vi bor langt ude på landet, at jeg ikke skal bekymre mig om naboer på den anden side af væggen. Jeg glæder mig til den dag.

Angst kan behandles. Borderline kan behandles. Psykiatriske diagnoser kan behandles. Nogle kan ikke blive raske. Jeg har været igennem møllen i 10-15 år i behandling, I Know My Shit, men mange af mine sanser er bare fucking sarte, de kan ikke behandles raske, men at være sansesart er ikke det samme som at være fucking psykisk syg.

Min journal siger, at jeg er temmeligt psykisk tosset, men jeg tvivler meget på alle de diagnoser. (På nær spiseforstyrrelser, skal i den grad siges.) Der er mange fagpersoner, der i tidens løb har nævnt dette for mig, ink min kæreste, og ja… det er påfaldende, at der er mange diagnoser, der passer lidt, men ingen klokkeklart.

Beslutningen kom dér

Forleden skulle jeg tale kort med en privatpraktiserende læge og var nødt til at præsenterer mig som “personlighedsforstyrrelser, ex anorektiker”, osv diagnoser, og dér… lige dér kunne jeg mærke at jeg ikke gad sige denne sætning mere. “Der er et stort kaos i min journal”…. Mellem linjerne, uden de diagnoser, ved jeg ikke, hvordan jeg skal præsentere mig i sådan en situation. Lige der nytter det jo ikke noget at fortælle, jeg er forfatter.

Jeg har en travl hverdag med at passe mit forfatterskab, min motion og vores lejelighed, men når der bliver lidt luft i min kalender, så vil jeg undersøge, hvordan jeg kan få ryddet op i min journal og få den gjort tynd… for den sags skyld må min journal godt få livsfarlig anoreksi 😛 Sorry, not sorry min sjove humor.

Om Forfatteren

Jeg er førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

6 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er sjovt, så forskelligt, man kan have det, med alt det der journalskriveri. Jeg har aldrig set min journal. Jeg kan huske, i sin tid, da jeg indledningsvist var indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, at jeg blev nægtet journalindsigt. Så vidt jeg ved er der en undtagelse i psykiatriloven, der giver denne mulighed for lægerne. Men jeg er sidenhen kommet til den opfattelse, at jeg egentligt er græskkatolsk i forhold til journaler, der omhandler mig. Jeg bilder mig ind, at når det gælder mig, er jeg den der ved mest, ikke mindst fordi jeg har førstehåndskendskab til mit tilfælde. Jeg husker, at mens min skizofreni var under opsejling, at jeg ofte havde de flotteste visioner, når jeg lukkede øjnene. Det var de flotteste mønstre i grelle farver, men uheldigvis er det jo ikke indenfor det mulige at tage et screendump, så andre kunne delagtiggøres i oplevelserne. Andre gange var det filmsekvenser, men disse var kun i svage gråtoner, og ikke med noget særligt epokegørende indhold. Men min optagethed af dette “filmeri” var nogen gange upraktisk, når nogen krævede noget af mig udadtil. Så måtte jeg afbryde filmkiggeriet. Jeg erindrer ikke at have delagtiggjort nogen læge i disse oplevelser, men jeg tror, at der har foreligget andre tegn på sygdommen, som jeg nok den dag i dag er uvidende om. Der er jo også den der test på skizofreni, der består i, at lægen tager patienten ved albuen og fører armen, så at den bøjer. Hvis der her er en udpræget “tandhjulsfornemmelse”, så er patienten skizofren. Den normale har en fuldstændig trinløs armbøjning, og jeg har selv iagttaget denne ændring i forbindelse med min helbredelse. Men journaler – rend mig i Peddersen! Desuden er der jo den ofte gjorte erfaring, at lægerne i ingen henseende kigger i journalerne i forbindelse med samtaler mellem læge og patient, men udelukkende indskrænker sig til selv at tilføje til journalen. Det er jo meget ofte tilfældet, at man som patient har skiftende psykiatere, og fælles for dem alle er, at de ikke betragter det som relevant at læse, hvad tidligere psykiatere har skrevet. Endnu et eksempel på, hvordan det offentlige dokumentationsvanvid er skønne, spildte kræfter. Også det forhold, at man som patient ingen mulighed har for at referere til punkter i journalen, gør det hele til et absurd skuespil. Læssevis af papir, der bliver brugt til ingenting. Men jeg erindrer en gang, hvor jeg uheldigvis var blevet belemret med en psykiater, som var en ubehøvlet idiot. Efter 20 minutters samtale kontaktede jeg min kontaktperson, hos hvem jeg fyrede psykiateren på gråt papir. Sådan en idiot kan nå at udrette megen skade, hvis vedkommende får lov til at udbrede sig i ens journal, og det er jo en kendt sag, at man som patient i høj grad har et omdømme at forsvare, på trods af enhver fordring om fortrolighed. Vi har jo alle hørt om eklatante brud på fortroligheden i det offentlige. Stalin skulle have sagt, at “tillid er godt, kontrol er bedre”. Det gælder jo også, set fra patientens side. Som patient har man en, ofte skjult, interesse at varetage, og talrige er beretningene om patienter, som er gået fejl af denne problematik.

    Svar
  2. Mit liv med angst

    Wow, for et indlæg. Det er så flot fortalt og formuleret.

    Jeg tænker, at du sagtens kan rydde op. Jeg tror også, at det vil give dig et bedre overblik. For mange diagnoser kan gøre mere “skade” en gavn. Med “skade” mener jeg nok mere forvirring.

    Jeg har, på en måde, måttet gøre det samme. Ikke at rydde op i alle mine journaler, osv., men i mit liv. Simpelthen “smide tasken med de mange kampesten”, starte forfra og fortælle min historie.
    Jeg kender til de skærpede sanser. Pga. min angst, så er mine sanser også bare “wide open” lige i øjeblikket. Og får mange indtryk gør mig både urolig og træt. Måske har du det på samme måde? Eller kan nikke genkendende til følelser som disse?

    Jeg er diagnosticeret med panikangst og agorafobi. Derudover lider jeg af seperationsangst, dødsangst, klaustrofobi (som ikke er en diagnose) og katastrofetanker.

    Jeg kan læse, at du kæmper. Kæmp videre. Ja, du vil opleve nogle virkelig hårde dage, men som jeg læser det, så er din kæreste er en stor støtte, så hold fast i ham 🙂
    Det er dejligt at have en – eller flere – i sit liv, som er trofast og beskyttende, uden at det bliver overbeskyttende. 🙂

    Svar
    • Arne Nielsen

      Mange tak for svaret. Mht. skærpede sanser, så er jeg så vidt i min helbredelse i dag, at jeg ikke mere har disse oplevelser, hvilket har muliggjort, at jeg bedre kan anvende mine personlige ressourcer udadrettet. Det er faktisk ikke så smart at man er optaget af begivenheder på de indre linier. På den anden side er jeg åben overfor den tolkning, at jeg måske blot er kommet frem til at have sådanne evner på det ubevidste plan, så at de i grunden ikke er helt væk. Jeg ved det ikke, og hvor godt kender vi os selv? Desuden er der jo også det, at blot det at huske at have haft sådanne oplevelser, er et aktiv i sig selv, idet man på den måde er blevet gjort opmærksom på egenskaber, man kan have – de være sig ubevidste eller bevidste. Hvad angår det at kæmpe, så har jeg ikke mere brug for det. Jeg hygger mig i stedet. Kan man nå dertil, synes jeg, at det er en bedre ethos end det at stå kampberedt.

      Svar
    • Ida Eowyn

      Tak 🙂 Du kan tro jeg kender det med “for mange indtryk” <3 Jeg har brugt en ordentligt bunke penge på de aller bedste noicecanselation hørebøffer der er på markedet. Bose QC 35 De hjælper temmeligt meget på lyd.
      Ja det bliver godt at få ryddet op en dag i journalen. Det hjælper meget at skrive på det rod der er/var i livet 🙂 Der er Outsideren et godt sted at være 😉

      Svar
  3. L. Schmidt

    Hej Ida,
    Du har den ny førtidspension og den kan tages op til revision hver 5. år.

    Vil anbefale dig i stedet, at lave en rengøring i dit eget hoved. Beslut dig for, hvad du er enig med og hvad du mener, er forkert.

    Jeg tvivler på, at der er nogen praktiserende læger, der læser din journal. Det har de ganske enkelt ikke tid til.

    Mit råd til dig er: begrav det journal. Kom videre. Der kan være mange fejl. Dem behøver du ikke forklare. Mød de læger og sundhedspersonale som den du er. Brug din energi på at vise hvem du er og skabe relationer. Det er en mere positiv måde at bruge dine kræfter på. Læg det journal bag dig. Vær glad for, at du har fået en førtidspension og ikke skal slås med de dele af systemet, som du nu er fri for. Lad være med at definere dig ud fra diagnoser og koncentrer dig om, at forklare hvorfor du er mødt op for at få hjælp. Mht de nye mennesker, du møder, kan du sige at du har en førtidspension. Mere forklaring skylder du dem ikke.

    Håber at du kan bruge din energi på at være til, i stedet for at forholde dig til gamle diagnoser og fejlslutninger. Nyd livet.

    Svar
    • Ida Eowyn

      Hey L Schmidt

      Får næsten lyst til at sige jeg er ved at udgive en bog, det har virkeligt ryddet op i mit hovedet at skrive den.

      Hilsen Ida

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.