Dagen startede fint med morgenmad. Jeg havde ikke planer for resten af dagen, hvilket gør det svært at overskue dagen. Og det har samme virkning, hvis jeg har mange planer på en dag. Trætheden fra gårsdagens begivenheder var væk. Der manglede noget i dag – jeg fornemmede det også i går nat, da jeg var på vej i seng. Jeg manglede en plan for dagen. En rutine. Jeg fornemmede en tomhed. Nu, begynder jeg at få det lidt dårligt.
Der er gået mange timer. Jeg skal besøge familie i dag. Men der er nogle timer endnu inden det sker. Jeg ville have åbnet døren til altanen, men det er kold så jeg lader være. Jeg er lige blevet udskrevet og skal finde en ny hverdag. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er syg, og jeg kan ikke altid mærke det. Nogen gang er det en blanding af følelser. Somme tider føler jeg mig rask men blot træt. Hvorfor laver jeg så ikke noget eller lægger store planer for min dag? Holder en fest. En middag. Det er ikke let at at vurdere éns helbred hver gang. Jeg har det ikke så godt siger lægen – det kan være svært at føle sig frem til, hvordan man lige har det. Måske kan det ses på mit trætte ansigt eller udmattede krop. Jeg bliver langsomt træt igen.
Jeg tænker på fortiden. Jeg sammenligner lidt min tilstand med dengang jeg turde, da jeg udfordrede mig selv. Jeg havde mere udholdenhed. Min hverdag var en anden, selvom jeg dengang gjorde ekstra indsats for at opnå de mål som jeg havde sat mig. Jeg havde gjort planer om at nogle mål, og man det lykkedes ikke med dem alle. Desværre.
Det er svært. Mange ting har jeg ikke opnået endnu. Sygdommen tog bl.a. over. Jeg fik det skidt. Jeg turde heller ikke af personlige årsager. Jeg er typen, der ikke vover ud i mange ting. Og nu er jeg i en helt anden situation. Men jeg ville godt, og jeg ville godt føle mig sikker i flere ting. Fx at præstere, at kunne tale flydende på et fremmedesprog, uden at konstant tænke over om jeg fejler. Det er ekstra hårdt at være syg, fordi jeg føler, at jeg intet kan i samfundet sammenlignet med andre og pga. mit helbred. Samfundets forventninger til én er større en hidtil. Det er f.eks. ikke let at få job. Der forventes, at man gøre en stor indsats. Nogen skal ikke yde mere end andre. De er heldige, i og med de har talevnerne, de er lærenemme og har andre kompetencer, der gør det lettere for dem at opnå det de ønsker. Det er mine tanker her i eftermiddagen.
Jeg prøver at læse. Lysten til læsningen er der slet ikke. Jeg lægger bogen fra mig. Jeg prøver. Men misundelsen forhindrer min sunde tankegang. Jeg tænker og bekymrer mig om min kunnen og fremtid. Medicinen har hjulpet med det psykiske og det hjælper mod søvnløsheden, men det er der stadigvæk. At tage sin medicin er deprimerende. Hvornår slipper jeg for dem? Hvornår bliver jeg til noget igen? Mit selvværd påvirkes af andre. Hvorfor kan jeg ikke det samme som dem? Jeg vil køre i bil og jeg vil præsterer ligesom alle andre på SoMe. Jeg bliver usikker og nervøs. Jeg vil have overskud og være energisk. Jeg vil kunne mere. Kompetencer og evner.
Der er gået mange timer, og jeg har fået det lidt værre. Jeg føler mig dum. Jeg keder mig også. Jeg kommer i mit flotte tøj, og idet jeg tager et fint rosa tørklæde på, strømmer alle mine tanker om, hvad jeg vil nu. De negative tanker er glemt for en stund. Blandt tankerne er at gå en tur. Jeg ærgrer mig meget. Hvorfor kom jeg ikke i tanke om det før? Jeg kunne have gået en tur og pakket mig varmt ind i en jakke og halstørklæde som jeg gør nu. Den friske vind. Jeg savner sommer. Tre timer er spildt med tanker som medførte forværring af min tilstand. Jeg ville have lavet noget kreativt eller noget, der optager mig. Tale med fremmede som vejret. Jeg prøvede at lave noget i hjemmet i dag – bare et eller andet, men det var ikke muligt. Jeg får lidt duft på og jeg får lige husket at sætte en ring på min smalle finger. Nu er jeg klar til at gå ud.
Jeg er på vej ud i kulden, og det giver en glæde at komme ud. Forhåbentligt får jeg bagt en lækker kage i morgen. Det er min plan for i morgen.