For mig har de små sejre været en vigtig grundsten i min lange rejse. Det har været med til at skabe et fundament og et holdepunkt. Det har gjort mig både stærkere og mere stædig. Det har gjort at jeg kæmper mere og står mere op for mig selv. Jeg gør det, som jeg kan mærke i maven, er rigtigt for mig. Der er ingen, der skal diktere, hvad jeg skal og ikke skal. Jeg bestemmer over mig.

I februar sidste år begyndte jeg som blogger her hos Outsideren, og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Her fandt jeg et forum, hvor jeg trygt kunne skrive om de ting, der havde hobet sig op i mig; godt som skidt. Jeg har været så heldig at kunne fortsætte som blogger, selvom mit psykologforløb er afsluttet. Og derudover har Outsideren tilbudt mig flere opgaver hos dem. Flere opgaver betyder mere ansvar. Jeg må indrømme, jeg har været meget i tvivl, om det nu var det rigtige jeg gjorde. Men fordi der som sådan ikke er krav til mig, og jeg kan komme ind en gang om ugen, så tror jeg, det er en god start. Som frivillig hos Outsideren er mine opgaver blandt andet research, formidling og promovering. I oktober var jeg med til Don’t fear the weird-festivalen sammen med Outsideren i Cinemateket. Det var en stor oplevelse. Det gav mig mod til at fortsætte med at sætte fokus på psykiske lidelser og dele ud af egen erfaring.

I november blev jeg kontaktet af Outsideren, der spurgte mig om, jeg kunne være interesseret i at hjælpe en RUC-studerende med en bacheloropgave i socialvidenskab; han skulle bruge information om hvorfor så mange unge mennesker i tyverne bliver diagnosticeret med angst. Det sagde jeg med det samme ja til. Vi mødtes og snakkede i et par timer. Jeg var ikke kun stolt af mig selv, jeg var også overrasket. Det var grænseoverskridende og angstprovokerende. Jeg havde siddet sammen med en fremmed ung mand, uden at føle mig bange eller utryg. Jeg var mentalt meget træt efter vores møde. Han fik min personlige beretning; hvordan startede det hele for mig, og hvordan har det set ud, og hvordan ser fremtiden ud, og hvad var min mening om samfundet og uddannelsessystemet, som også har indflydelse på unges ve og vel.

Jeg tog min eksamen fra handelsskolen i foråret 2018, selvom jeg var hårdt ramt. En sejr? Hmm. Jeg har det meget ambivalent med den eksamen. Mest fordi, at jeg ikke var parat til skoleforløb. Motivationen var der egentlig heller ikke. Grundforløbet tog jeg kun fordi min sagsbehandler fik det til at lyde som om, at der ikke var andre muligheder. Der var kun én vej: det hed uddannelse.
Puh, for en mavepuster, men… Jeg klarede den. Jeg klarede de ti uger, det tog. To beståede eksamener; begge mundtlige. Den ene et projekt, den anden en case. Jeg er bestemt ikke en 12-tals-pige, og det bestræber jeg mig heller ikke på at være.

I december 2018 klagede jeg over en psykiater, og selvom der næsten gik et år, så har jeg endelig fået ro på og styr på klagen. Jeg har været til et dialogmøde om klagen og valgte at sende den videre til sundhedssystemets Disciplinærnævn. De er gået i gang med at bearbejde klagen. Det er fedt. Jeg føler, at jeg er blevet taget seriøst og set på som et voksent individ af autoritære personer inden for sundhedsvæsnet.
Jeg har fået udgivet en bog. Jeg var 22. Jeg har været i praktik på et forlag, og har holdt kontakten med min chef, som er en meget stor støtte i mit liv.

Det her indlæg skal ikke læses som pral. Det skal læses som vigtige begivenheder i mit liv. Det skal egentlig være en inspiration, så andre også får lyst til at dele deres små sejre i livet. Jo mere man kan hjælpe og støtte og inspirere hinanden, jo bedre bliver man til at overkomme sine forhindringer på vejen frem.

Jeg har valgt at kalde det her indlæg for part I, fordi jeg ved at der kommer til at ske mange, spændende ting i løbet af 2020. Noget af sker her til sommer. Det glæder jeg mig til at fortælle jer om.
Håber I også vil dele jeres sejre.

Kærligst,
M

Foto: Flickr

Om Forfatteren

Jeg er 28 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.