Hvordan har I det, i disse corona-tider?
Jeg må indrømme, jeg har det ikke særlig godt – for jeg er langt fra min comfortzone. Der er lukket ned, og jeg lukket inde. Klaustrofobien og tankemylderet trænger sig på og fylder i mit lille hoved. Jeg kan ikke koncentrere mig, ikke slappe af; jeg har det som om, jeg har myrer i kroppen og mit hoved er ved at eksplodere.
Ligesom alle andre, kan jeg ikke tage ind til redaktionen eller være sammen med nogen, og så er det at ensomheden kommer snigende. Det er frygteligt. Jeg prøver at slå kedsomheden ihjel ved at læse bøger og skrive dagbog, og også blogs, høre musik og se Netflix. Men det er ikke nok. Jeg savner at se min familie og min bedste ven. Tiden går langsommere end en snegl – og det er dræbende!
Man skulle tro, at jeg var i min comfortzone, fordi jeg ikke er ude blandt andre. Men det jeg mener er, at jeg har brug for impulser fra andre.
I går var det lige ved at gå galt. Jeg var ved at udvikle et anfald af panikangst, da min far sagde: “Husk lige at trække vejret og tæl til ti.”
Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og prøvede så vidt muligt at slappe af. De sidste par dage har føltes så lange og tunge. Jeg tænker for meget; jeg kan ikke slå hovedet fra. Jeg tænker tilbage på 2018, og jeg kan huske flere ting nu; ting, som jeg allerhelst vil have ud af min erindring, for det er simpelthen for voldsomt at tænke på. Min vrede kommer til overfladen.
Jeg bliver ked af det og føler afmagten, og det er gået ud over mine forældre – selvom det ikke er deres skyld. Jeg snakkede med dem om det for et par dage siden, og fortalte, hvor vred jeg havde været på dem. Det anede de ikke. Jeg har ikke sagt det til dem. Jeg skammede mig. Jeg skammede mig over at have så voldsomt meget brug for dem, at det har føltes som et gigantisk svigt, når de ikke har været hos mig, da jeg havde brug for det. Men jeg surmulede bare, lod som ingenting og tudede, når jeg var alene.
Jeg var vred, fordi de ikke hjalp mig med at blive i comfortzonen, da jeg havde allermest brug for det. Jeg var vred, fordi de ikke fik standset mit forløb i 2018. Men var det overhovedet deres opgave? Altså, det syntes jeg jo, selvom jeg er voksen og myndig. Det er mine forældre, så selvfølgelig har de et vist ansvar for mit ve og vel.
Jeg var vred fordi jeg tabte kontrollen. Fordi min comfortzone pludseligt blev revet fra mig, og det har været svært at genopbygge den og tilliden til omverdenen.
Jeg har grædt mange tårer. Jeg har følt mig noget så svigtet. Følt mig dum, fordi jeg glemte. Følt mig utilstrækkelig. Følt at ingen troede på mig, ingen tog mig alvorligt.
I de her dage fylder tankemylderet alt, alt for meget. Ja, der har også været sket dejlige ting, og der kommer til at ske mange spændende ting i år. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne komme tilbage til 2017, for det var mit livs bedste år. Jeg tog kontrollen tilbage, og brød min comfortzone, og fik bygget et nyt op på forlaget og hos min daværende chef.
Jeg er en kontrolfreak. Jeg har brug for at have kontrol over mig selv og min situation. Jeg vil bestemme tempoet. Det er min comfortzone.
Det her indlæg skal ikke opfattes som brok, men lige som alle andre har jeg brug for at få noget luft for frustrationerne og tankemylderet. Det kan jeg her i dette forum.
Håber I alle har det godt og passer på jer selv og hinanden derude.Vi ses forhåbentligt snart.
Mental krammer
M
Foto: Privat. Taget ved Roskilde fjord, februar 2020.