Hvordan har I det, i disse corona-tider?

Jeg må indrømme, jeg har det ikke særlig godt – for jeg er langt fra min comfortzone. Der er lukket ned, og jeg lukket inde. Klaustrofobien og tankemylderet trænger sig på og fylder i mit lille hoved. Jeg kan ikke koncentrere mig, ikke slappe af; jeg har det som om, jeg har myrer i kroppen og mit hoved er ved at eksplodere.

Ligesom alle andre, kan jeg ikke tage ind til redaktionen eller være sammen med nogen, og så er det at ensomheden kommer snigende. Det er frygteligt. Jeg prøver at slå kedsomheden ihjel ved at læse bøger og skrive dagbog, og også blogs, høre musik og se Netflix. Men det er ikke nok. Jeg savner at se min familie og min bedste ven. Tiden går langsommere end en snegl – og det er dræbende!
Man skulle tro, at jeg var i min comfortzone, fordi jeg ikke er ude blandt andre. Men det jeg mener er, at jeg har brug for impulser fra andre.

I går var det lige ved at gå galt. Jeg var ved at udvikle et anfald af panikangst, da min far sagde: “Husk lige at trække vejret og tæl til ti.”
Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og prøvede så vidt muligt at slappe af. De sidste par dage har føltes så lange og tunge. Jeg tænker for meget; jeg kan ikke slå hovedet fra. Jeg tænker tilbage på 2018, og jeg kan huske flere ting nu; ting, som jeg allerhelst vil have ud af min erindring, for det er simpelthen for voldsomt at tænke på. Min vrede kommer til overfladen.

Jeg bliver ked af det og føler afmagten, og det er gået ud over mine forældre – selvom det ikke er deres skyld. Jeg snakkede med dem om det for et par dage siden, og fortalte, hvor vred jeg havde været på dem. Det anede de ikke. Jeg har ikke sagt det til dem. Jeg skammede mig. Jeg skammede mig over at have så voldsomt meget brug for dem, at det har føltes som et gigantisk svigt, når de ikke har været hos mig, da jeg havde brug for det. Men jeg surmulede bare, lod som ingenting og tudede, når jeg var alene.

Jeg var vred, fordi de ikke hjalp mig med at blive i comfortzonen, da jeg havde allermest brug for det. Jeg var vred, fordi de ikke fik standset mit forløb i 2018. Men var det overhovedet deres opgave? Altså, det syntes jeg jo, selvom jeg er voksen og myndig. Det er mine forældre, så selvfølgelig har de et vist ansvar for mit ve og vel.
Jeg var vred fordi jeg tabte kontrollen. Fordi min comfortzone pludseligt blev revet fra mig, og det har været svært at genopbygge den og tilliden til omverdenen.

Jeg har grædt mange tårer. Jeg har følt mig noget så svigtet. Følt mig dum, fordi jeg glemte. Følt mig utilstrækkelig. Følt at ingen troede på mig, ingen tog mig alvorligt.
I de her dage fylder tankemylderet alt, alt for meget. Ja, der har også været sket dejlige ting, og der kommer til at ske mange spændende ting i år. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne komme tilbage til 2017, for det var mit livs bedste år. Jeg tog kontrollen tilbage, og brød min comfortzone, og fik bygget et nyt op på forlaget og hos min daværende chef.
Jeg er en kontrolfreak. Jeg har brug for at have kontrol over mig selv og min situation. Jeg vil bestemme tempoet. Det er min comfortzone.

Det her indlæg skal ikke opfattes som brok, men lige som alle andre har jeg brug for at få noget luft for frustrationerne og tankemylderet. Det kan jeg her i dette forum.

Håber I alle har det godt og passer på jer selv og hinanden derude.Vi ses forhåbentligt snart.

Mental krammer
M

Foto: Privat. Taget ved Roskilde fjord, februar 2020.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Ja, jeg synes, at det betyder meget for mig, i min alene-hed, at tænke på alle dem, som jeg kender, og at tænke på, at de, ligesom alle andre, gør deres bedste for at få tiden til at gå. Der var en overgang, hvor jeg talte en del i telefon, men det er hos mig afløst af en form for indelukkethed, som harmonerer med min situation. Men af og til er der nogen der ringer til mig, og så er det jo med at være nærværende og at give lidt af sig selv. Nu er der det mærkelige, at min medicin har taget al ensomhedsfølelse – det er derfor, jeg i starten har skrevet “alene-hed”, og ikke “ensomhed”. For der er forskel på disse to – den sidste er en følelse, og hvis man har den, kan den jo være svær at forhandle med. Men kan det ikke hjælpe at tænke på hvor mange mennesker i verden, der er nødt til at afholde sig fra al selskabelighed? Vi er alle sammen sammen om dette her.

    Svar
    • Mit liv med angst

      Et par ekstra tanker.

      Tanker, som jeg har haft svært ved at dele, fordi jeg har følt mig så egoistisk.
      Jeg ved godt, at hele verden er ramt, så jeg ikke står alene. Men jeg har følt mig meget alene. Alene med tankerne og uroen. Derfor havde jeg brug for at få det ud.

      Der er blevet talt meget om, hvordan vi skal passe på vores ældre og dem med svækket helbred.
      Men hvad med os, der ikke er fysisk sløje? Hvad med os med en usynlig sygdom? Os med sygdomme, der ikke sidder i lunger eller luftvejene, men i hovedet? Kan vi modtage nogen former for hjælp?

      Jeg kæmper med angsten. Jeg har det som om, jeg er ved at blive skør. Jeg har svært ved at finde ro; stikken og snurren i fingrene, urolige ben, tankemylder, mareridt og underlige drømme og dårlig søvn. Tanken om at jeg ikke kan komme i gang med sorgterapi før en gang efter påske, gør mig mere anxious og stresset.

      Uvisheden er det værste. Hvor længe fortsætter det her? Hvornår kan vi kramme vores nære og kære igen? Ja, der er da FaceTime, men det har jeg ikke lyst til, fordi jeg bliver ked af det, når jeg ser dem jeg elsker, men ikke kan gøre noget.
      Jeg mødte tilfældigvis min bedste ven i dag, da jeg gik en tur med min hund, og det med at der var et par meter mellem os, og det at vi ikke kunne give hinanden en krammer, var fucking ubehageligt.

      Jeg synes selv at jeg gør hvad kan for at skåne andre (samfundet). Det her skal på ingen måde lyde som en kritik eller et surt opstød eller noget som helst. Disse tanker har jeg haft svært ved at skrive i selve indlægget. Simpelthen fordi jeg i disse dage er lidt mere ængstelig end ellers, så jeg bliver hurtigt mere nærtagende og nervøs for hvordan mine tanker bliver modtaget.
      “Du er ikke alene” kan opfattes både kritisk og positivt, hvis man kan sige det sådan. Vi er alle i samme båd. Jeg vælger at opfatte det på den rare måde. At samfundet står sammen og passer på hinanden. Med negativt mener jeg, at indlægget opfattes egoistisk. Ja, jeg er egoistisk i disse dag, men ligesom alle andre har jeg brug for at få noget luft for frustrationerne. Jeg prøver altid at være så neutral som mulig – selv i de sværester perioder.

      Jeg håber, at I alle har det godt. Vi ses på den anden side.

      – M

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Kære Mit liv med angst!
    Nej, du er ikke egoistisk – tværtimod. Alene det, at du har mod på at dele dine tanker med os andre, viser jo, at du ingenlunde er uden tanker for andre. I mine meget unge dage – jeg var seksten – debuterede jeg i psykiatrien med generaliseret angst. Jeg var helt færdig og fortvivlet. Så jeg ved, hvor svært det er. Jeg blev medicinsk behandlet, og det løste problemet. Men jeg ved ikke, i hvilket omfang denne behandlingsmåde er en mulighed for andre. Der er jo også det, at den ensomhed, som mange er blevet påført i forbindelse med denne epidemi, ikke er godt for personer med problemer af denne type. Men egentligt er det ikke godt for nogen. Men prøv at tænke på det på den måde, at ved at holde dig rask, smitter du heller ikke nogen. Det er den rent praktiske opgave, vi alle er blevet stillet overfor i disse tider. Med de bedste ønsker fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.