Vi er ved at runde 2 måneder med lockdown, hjemmearbejde og hjemmestudie herhjemme og coronasituationen har ikke kun været en dårlig ting for os. Det har været en mulighed for min kæreste og jeg, at lære hinanden bedre at kende og min søn har været har oftere end normalt. For mig personligt tror jeg, at oplevelsen med at have været indlagt på en lukket afdeling, hvor man har skulle genopfinde en hverdag under svære betingelser har været positiv i den nuværende situation. Jeg har bevidst struktureret (hver)dagen, så vi har haft nogle strukturer og faste aftaler for hvad vi har lavet og skal lave. Især har vi struktureret dagene rundt om måltiderne, hvor vi har gjort noget ekstra ud af det. Til morgenmad får vi en hjemmelavet smoothie bowl med et blødkogt æg til siden og en kop kaffe. Til frokost får vi anrettede madder og til aften hjemmelavet mad, f.eks. ramen, vegetarisk spaghetti bolognese, butter chicken, falafel wraps mm. I forhold til min søn har vi lavet en hjemmekokkeskole som en del af hjemmeundervisningen, hvor han har været med til at vælge hvad vi skulle lave og selvfølgelig deltaget i madlavningen. Ud af det har vi lavet en krisekogebog med de retter vi har lavet sammen.
Min kæreste har arbejdet hjemmefra med kommunikation fra Københavns Universitet og skal fortsat arbejde hjemmefra indtil august, mens jeg har haft forelæsninger over zoom samt skrevet eksamensopgaver. Indtil videre har jeg i det ene fag Socialisering og hverdagsliv skrevet en policy-analyse om førtidspensions- og fleksjobreformen og de bagvedliggende ideer og problemrepræsentationer. I det andet fag Uddannelse, institution og politik i et komparativt perspektiv har jeg skrevet 4 essays om henholdsvis medborgerskab i et feministisk perspektiv, et intersektionelt syn på conditional cash transfers i Latinamerika, Hannah Arendt og ”The meaning of politics” samt medborgerskab i det antikke Grækenland. Selvom meget af undervisningen har været aflyst, har jeg arbejdet med studiet i tidsrummet 10-16 i hverdagene og har haft rig mulighed for fordybelse, tænkning og udforskning af ny litteratur.
Mit normale arbejde som studentermedhjælper har været aflyst, men jeg er blevet ansat som vikar på en række socialpsykiatriske botilbud i sommerferieperioden, så økonomisk ser det egentlig ret fornuftigt ud, især nu hvor der ikke bliver brugt penge på koncerter, biografture og cafébesøg. Psykisk tror jeg egentlig vi har haft det ret godt herhjemme, da vi begge er introvert anlagte og nyder at fordybe os i bøger og arbejde. Derudover har coronaperioden også været anledning til nogen af de store snakke, som f.eks. at få børn sammen. I den sammenhæng sidder det stadig i mig at have fået at vide som patient i psykiatrien, at man ikke kunne noget (og ikke skulle noget) og det også selvom jeg nu har arbejdet 6 år i psykiatrien som peer-medarbejder og socialpædagog og har været afsluttet i psykiatrien i 4 år. Forventningen om ikke at kunne noget sidder stadig kropsligt i mig, på trods af at jeg har en hverdag og arbejdsliv uden støtteforanstaltninger. Jeg håber virkelig, at recovery-bølgen og indtoget af peermedarbejdere kan genindføre håbet i behandlings- og socialpsykiatrien på den korte og lange bane, hvor psykiske kriser ikke nødvendigvis ses som stopklods for et meningsfuldt liv.
Foto: Pixabay