Nu vil jeg fortælle om en tid, som gik meget hurtigt og jeg valgte at ændre mit liv meget drastisk.

Jeg var 17 år og jeg var begyndt på handelsskolen efter 9. klasse. Desværre blev det hele lidt uoverskueligt. Hver dag skulle jeg tage to busser for at komme frem og tilbage. Tænk, at sådan en lille ting, gjorde mig så nervøs.. Jeg kendte slet ikke byen, hvor skolen lå.

Alt var anderledes, klasserne var fyldt med 30 elever og undervisningen var faktisk rigtig fint, men jeg havde lidt svært ved alle de mennesker.

Det var noget af et kulturchok fra at gå på en lille skole, hvor man kendte alle til en kæmpe skole, som var svær at finde rundt på og jeg kunne slet ikke finde ud af at være social med de andre elever.

Hver dag var jeg så ked af det og desværre gik det heller ikke så godt på hjemmefronten.. Det eneste, der holdte mig oppe, var at besøge min kæreste i weekenderne og ferier.. Alle mine veninder var helt forsvundet.

Efter tre måneder droppede jeg ud af handelsskolen og jeg endte med at flytte til den anden ende af landet, da jeg gerne ville være tættere på min kæreste.

Det var ekstremt stort, dels flytte hjemmefra og samtidig så langt væk.. På det tidspunkt havde jeg fået godt styr på min OCD og min kæreste passede godt på mig.

Vi var så forelsket og vi troede jo, vi kunne klare alt. Vi begyndte at snakke om at få et barn sammen, hvilket var lidt mærkeligt, for vi boede hos hans forældre, hvor vi delte værelse.

Min kæreste pressede meget på og børn var jo søde. Havde jeg ikke været så forelsket, ung og meget naiv, havde jeg nok stoppet op og tænk, måske skulle vi lige prøve at bo sammen og det kunne jo også være smart, at jeg fik en uddannelse inden man stiftede familie.

Men sådan gik det ikke. Jeg smed min sertralin, da jeg var blevet gravid. Jeg var ikke så klog ang. medicin, så jeg lod være med at tage pillerne. Egentlig skal man trappe langsomt ud af anti-depressiv medicin, men det vidste jeg ikke dengang. Det kunne virkelig mærkes på min krop, men det gik over igen.

Når jeg var til kontrol var jeg meget ærlig om min OCD, men jeg gjorde det meget klart, at jeg havde været i terapi og jeg havde det under kontrol.

Det havde jeg også til dels, men det var hårdt og jeg var bange. Tankerne kørte rundt kunne jeg nu også klar det og vi skulle jo også finde et hjem.

Vi fik vores første lejlighed, men jeg havde svært ved at være alene hjemme i så mange timer. Min kæreste arbejdede ufattelig mange timer. Han stortrives med det. Jeg var jo stadig ny i byen og jeg kendte ingen udover hans familie og de var ikke altid så nemme at omgås.

Så dagene var lange..  Jeg endte med at få en depression. Vi gik fra hinanden i en periode under min graviditet.. Savnet til familien og især min mor var blevet for stort.. Jeg var meget ensom og jeg var meget splittet.

Min kæreste forstod ikke, hvorfor jeg var gået. Det hele var et stort kaos og vores økonomi hang overhovedet ikke sammen.

Efter et stykke tid flyttede jeg tilbage til ham igen, da vi var blevet enige om at give det et forsøg mere. Vi troede, det værste var overstået.

Jeg nåede at blive 18 år inden jeg fødte den sødeste lille pige. Det var en stor mundfuld for mig i starten. Desværre følte jeg mig meget svigtet af min kæreste, for han havde mere travlt med at passe sit arbejde end at være der for mig og vores datter.

Da vi kom hjem fra sygehuset og det for alvor blev hverdag, tog jeg mig selv i at være bitter. Selvfølgelig var jeg så lykkelig for, at jeg havde født en sund og rask datter, men mit humør var meget svingende. Jeg gjorde alt med vores datter. Stod op om natten med hende og da amningen ikke fungerede, vaskede jeg sutteflasker op i hånden og kogte flaskerne. I starten skulle jeg også skiftet alle bleer, fordi min kæreste var alt for usikker på sig selv om han nu også gjorde det rigtigt.

Igen begyndte vores forhold at smuldre.. Jeg havde haft en lidt hård fødsel af min datter og havde mange fysiske smerter og det påvirkede min psyke utrolig meget.. Så jeg kunne jo nok have haft brug for mere hjælp.

Min familie kunne desværre ikke hjælpe pga afstanden.

Vi gik igen fra hinanden inden vores datter blev 2 år gammel.. Igen var økonomien dårlig og min kæreste løj for mig med nogle af regningerne.

Igen lovede min kæreste guld og grønne skove, at nu skulle det nok gå bedre.. Så vi gav det et sidste forsøg.. Da jeg kom tilbage til lejligheden, bestilte jeg en tid ved lægen om at begynde på medicin igen.. Efter et par uger gik tingene bedre og jeg fik det bedre i kroppen og min psyke fik jeg lidt mere styr på.

Desværre ville min kæreste flytte i hus langt ud på landet ved siden af sine forældre.. Han ville absolut flytte derud for han kunne ikke lige at bo i byen og her var jo masser af plads.

Igen fik jeg det rigtig skidt for jeg kunne ikke se mig selv bo der, men jeg ville jo omvendt heller ikke blive boende i lejligheden pga for mange problemer med støj fra naboerne.. Så jeg måtte jo bare bide i det sure æble.. Heldigvis havde jeg fået kørekort, men jeg var meget bange for at køre bil.. Jeg trænende mig selv til at køre bil, for min datter skulle jo i børnehave og jeg var i gang med en uddannelse.

Jeg var pisse stolt over at jeg kom over min frygt.

En dag fik jeg nok af at bo i huset, som var koldt og vi kunne pludselig stå uden varmt vand pga pillefyret i huset gik hele tiden i stykker.. Min kæreste havde altid undskyldninger for hvorfor vores udlejer ikke havde tid til at lave det og det skulle jo nok blive ordnet.. Strømmen kunne også pludselig gå, hvis vi havde for mange ting i gang på samme tid.

Efter jeg havde været helt nede med flaget i længere tid, var jeg nødt til at gøre noget.. Hvis jeg skulle være noget for min datter, var jeg nødt til at tage en endelig beslutning om vi virkelig skulle blive sammen.. For det liv sammen med min kæreste var meget låst, han skulle hele tiden arbejde, hjælpe sin familie eller være spejderleder to gange om ugen.. Hvis jeg havde planer, kunne jeg jo bare spørge hans forældre om hjælp.

Min holdning var og er stadig, man får ikke børn, for at andre skal passe dem mere end højeste nødvendigt.

Da min datter var 7 år gammel, flyttede vi ind til byen igen i en fin lille lejlighed, hvor alt fungerede.. Men der var ikke ro for nu gik kampen om hvem der skulle have bopælen og hvordan skulle samværet være.

Han mente jo, at han skulle have bopælen, fordi det mente han var bedst. Han brugte min sygdom imod mig, for at sætte sig selv i et bedre lys.

Han havde så travlt med at fortælle om hans store netværk, som kunne hjælpe ham og han var bange for at jeg ville tage min datter med til Nordjylland igen, hvor jeg kom fra.

Men det ville jeg ikke, jeg havde besluttet at blive hvor jeg var for min datters skyld for hun var startet i skole.

Vi var igennem byretten og landsretten, hvor jeg vandt bopælen på trods af sygdom og intet netværk.. For jeg havde været primær omsorgsperson for vores datter.

Jeg var så lettet og glad.. Vi fik en 7-7 ordning, selvom det ikke var det jeg ønskede, accepterede jeg min datters valg.

Ja, det har været noget af en rejse.. I dag bor jeg stadig i den samme lejlighed sammen med min datter, hvor hun er hos sin far hver anden uge.. Til oktober bliver hun 12 år og det er jo slet ikke til at forstå..

Desværre er der mange tabuer om at være unge forældre og det gør det ikke nemmere, hvis man har en psykisk lidelse oveni.

Det er rigtig vigtigt, at vi husker, at på trods af udfordringer, sygdomme eller andet, kan man stadig være en god forælder.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.