Der er ingen tvivl om, at havde det ikke været for tvang, så havde jeg ikke været i live i dag. Det er en sørgelig erkendelse, men den er sand. Det er trist at tænke på, at det har været så nødvendigt så mange gange i mine forløb i psykiatrien, og stadig kan blive det. Jeg har været i det psykiatriske system siden 2012, og selvom jeg er kommet langt på de otte år, så piner det mig, at jeg stadig kan finde mig selv så forpint og til fare for mig selv, at personalet på afdelingen må tage over imod min vilje.
Mit første møde med tvang var, da jeg var 13 år gammel og var indlagt for anoreksi. Jeg var i spisestop og mit væskeindtag var også minimalt. Det blev min første erfaring med at få lagt en sonde med tvang, og dermed få den næring, der jo skulle til for at holde mig i live. Det var første gang, og desværre blev det langt fra den sidste. I godt og vel 2,5 år var jeg indlagt for svær anoreksi, hvor sonden og tvangen fulgte mig gennem hele forløbet.
Jeg har været fastholdt, tvangstilbageholdt, fikseret med bælte og remme samt tvangsmedicineret- og ernæret flere gange end jeg kan tælle. Det forfærdeligt at blive udsat for. Jeg tror aldrig jeg har råbt, skreget, grædt og kæmpet så meget imod, som når jeg har været udsat for tvang, og det værste er, at jeg ikke kan komme med et alternativ.
Jeg ved bundærligt ikke, hvad personalet ellers skulle have gjort. Jeg var død, hvis jeg ikke havde fået næring og væske. Jeg kunne have skadet mig selv alt for voldsomt, hvis de ikke havde grebet ind. Jeg har været så syg, og forsvinder stadig helt væk, og så vil jeg ingenting. Ordet “vil” er måske ikke helt det rigtige at bruge for selvom, at jeg udemærket er klar over, at jeg “bare” kan samarbejde, så er det ikke nemt, når man er forsvundet fra virkeligheden og er blevet væk i sit syge og mørke sind. Jeg holder stærkt på, at hvis man kunne gøre noget andet, så havde man gjort det.
Tvang har reddet mig, men tvang har sat sine dybe, smertefulde spor i mig. Alt det tvang, der er blevet anvendt, har sine konsekvenser for mig. Jeg har mareridt om tvangs episoder. Små ting kan trigge mig: lyde, lugte, berøring. Det kan få mig til at forsvinde fuldstændig ind i mig selv, og da begynder episoderne at spille i mit hoved som en film, som jeg ikke kan stoppe. Jeg kan mærke alle følelserne i forbindelse med episoderne, som for det meste er panik og desperation. Min krop husker følelsen af at blive holdt fast og spændt fast. Imens alt dette sker indeni mig er mit blik tomt, og ingen kan se, at jeg genoplever de oplevelser, som har været dybt traumatiske.
Tvang er for mig et overgreb uden lige, og det er derfor så frustrerende, at jeg til de efterfølgende eftersamtaler ikke kan fortælle, hvad personalet kunne have gjort anderledes. For hvad kunne de gøre, når den raske del af mig var forsvundet? Hvad kunne de gøre, når jeg ikke kunne formå at samarbejde? Jeg har ikke svaret, og derfor bebrejder jeg dem heller ikke efterfølgende for at gøre det, der i situationen var nødvendigt for at passe på mig.
Jeg ville dog ønske, at det ikke var en nødvendighed. Det er nemlig hverken sjovt for personalet eller mig. Jeg hader så inderligt, når det bliver nødvendigt, og jeg kæmper en hård kamp for, at det en dag bliver et overstået kapitel.