Hvad er psykiatriens berettigelse, som den ser ud idag?
Det er et spørgsmål, der for mig at se er meget relevant at stille. Man læser det ene opslag efter det andet om svigt, om manglende behandling, om svingdørspatienter. Min egen historie passer rigtig fint ind i dette billede. Jeg blev en del af psykiatrien i 2009. I 11 år var psykiatrien omdrejningspunktet i mit liv. For jeg troede, som så mange andre, at det var der hjælpen var, når man havde ondt i psyken. Jeg blev klogere. Meget klogere.
Jeg anerkender fuldt ud at for nogle er psykiatrien det rette valg, for nogle er medicinsk behandling det rette valg. Men det virker som om psykiatrien måske har udspillet sin rolle, som den er skruet sammen nu. Den virker gammeldags, autoritær. Der kan være en kraftig tendens til at føle sig hævet over patienterne. Den meget tydelige hierarkiske inddeling af diagnoser, langt de fleste patienter kender tydeligt er simpelthen ude af trit med nutiden. Ideen om at nogle diagnoser skal tages mere seriøst end andre, ideen om at nogle patienter er besværlige med vilje er simpelthen ikke okay.
Vi skal have rystet op i behandlingssystemet, vi skal have rystet op i måden man udreder patienter på. Vi skal have rystet op i tilgangen, ellers kommer vi ingen steder.
Da jeg for 11 år siden, som 25 årig havde min første kontakt med psykiatrien, var jeg frygtelig naiv. Jeg stolede blindt på autoriteterne. Men med årene gik det op for mig, at psykiatrien gjorde langt mere skade end gavn for et menneske som mig. Psykiatrien ville have mig til at passe ned i den kasse, de havde besluttet at jeg hørte til i. De glemte at møde mig som menneske, de havde på forhånd besluttet hvem og hvad jeg var.
Men årene gik det mere og mere op for mig, at jeg ikke ville passe ind i deres kasser. At jeg er mig og ingen skal forsøge at konkludere på mig uden at spørge mig. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal arbejde med, hvad mine problematikker er uden at tage mig med på råd.
I de sidste år i psykiatrien var jeg ved at have fået nok. Jeg var træt af bare at være en opgave, der kunne løses af hvem som helst. Jeg var træt af, at jeg ikke havde retten til at sige til og fra, at få at vide, at jeg var til besvær. At det var hårdt for personalet at være i nærheden af mig. Jeg blev træt af, at det var okay at nedbryde mit selvværd, at forsøge at tage min vilje og min personlighed fra mig i et forsøg på at få mig til at passe ind i deres verdensopfattelse.
Efter 10 rejste jeg mig op i min fulde højde og forlod psykiatrien. Det var enormt skræmmende, men det bedste valg, jeg har taget. Angsten og den konstante stresstilstand slap lige så stille sit tag i mig, jeg blev mere og mere menneske. Jeg sover langt bedre end jeg har gjort i årevis. Mit funktionsniveau er steget betragteligt. Jeg finder det faktisk lidt skræmmende, for betyder det, at psykiatiren i nogle tilfælde gør mere skade end gavn?
Er dette ikke netop et eksempel på at vi bør omtænke den måde hvor på vi møder mennesker med ondt i psyken ?
Jeg vil ikke kalde mig selv psykisk syg, jeg er et menneske med massive traumer og store ar på sjælen. Psykiatrien har blot givet mig endnu flere traumer, endnu flere ar. Jeg tror ikke, det har været gjort i nogen ond mening, jeg tror blot, at man blev for fastlåst i sin opfattelse af, hvad jeg var for en. Man glemte at lytte til mennesket, man glemte at se indad og se effekten af den tilgang, man mødte mig med. Jeg stiller mig selv det spørgsmål, om folk med massive traumer overhovedet hører til i psykiatrien. Mit svar er nej, for psykiatrien er på ingen måde i stand til at forstå et traumatiseret sind.
Jeg finder det skræmmende, at vi som samfund har en naiv tro på vores velfærdssamfund. Jeg finder det skræmmende, at omsorgspersonalet i mange tilfælde synes at være blevet ramt af forråelse. Der findes fantastiske medarbejdere derude, dem har jeg heldigvis mødt. Men rigtig ofte siger de op, fordi de ikke kan holde rammerne ud. De kan ikke holde tilgangen til patienterne ud, de kan ikke holde ud at de ikke kan gøre et ordentligt stykke arbejde.
Jeg håber, at vi som samfund en dag bliver i stand til at møde vores psykisk sårbare medborgere med ligeværd og respekt i stedet for ofte at behandle dem som en besværlig klods om benet, der blot skal være taknmelig for, at nogle gider arbejde med dem.
Jeg håber, at den tilgang, jeg har mødt hos de fantatiske medarbejdere, en dag bliver den styrende, for så tror jeg, at vi kan komme langt. Ikke alt handler om ressourcer, rigtig meget handler om måden, man møder det enkelte menneske på.
Jeg har en drøm og et håb, vil i håbe med mig?