Jeg føler mig meget deprimeret, som om at jeg har en kronisk depression.. Jeg får nogle voldsomme dyk, hvor jeg bliver ked af det og er bange for ikke at være god nok..
Jeg har svært ved at få nye relationer, fordi jeg er så ængstelig og skal være meget tryg i en relation, før jeg tør at tro på, at de vil mig det godt.
I et parforhold bliver jeg fuldstændig afhængig af kæresten, fordi jeg ikke har andre.. Jeg er altid bange for at blive forladt og jeg ikke er god nok til ham. Jeg har brug for meget bekræftelse på, at han virkelig elsker mig.
Min familie besøger jeg nogen gange om året pga afstanden. Nogen gange synes jeg, det er hårdt at være så langt væk fra dem, men omvendt kan jeg ikke falde til deroppe og har svært ved de forventninger, der hører med til at besøge hinanden og invitere på kaffe.
I perioder er jeg virkelig langt nede og spørgsmålet melde sig hvorfor mig? Livet kan være udfordrende nok i forvejen uden at have det her kaos i mit hoved..
Jeg kan virkelig få en følelse af at være fortabt. Ville folk overhovedet opdage, hvis jeg ikke var her.. Det handler ikke om selvmord, men mere hvem har brug for mig??
Jeg har selvfølgelig min søde datter, som kun bliver større og jeg vil ikke være en irriterende mor, som hægter sig på hende, at nu skal vi også være sammen.
I mange år har hele mit fokus været på min datter.. Men nu har jeg fået mere tid både ved en 7-7 ordning og jeg har fået afklaret min arbejdssituation..
Det tog 4 intense år og endelig fik jeg drømmen opfyldt om flexjob, men det er en længere historie, som jeg vil skrive om en anden gang.
Jeg mærker også ensomheden i, at jeg ikke føler, at jeg hører til nogen steder.. Ensomheden kan også komme, fordi at folk har svært ved at forstå mine udfordringer.. Jeg har oplevet, at folk siger kan du ikke bare lade være med at tænke på det. Men det kan man jo ikke, hvis man kunne, så tror jeg mange psykiske problemer ville blive løst ret hurtigt.
Det frustrerer mig virkelig, at jeg har været så god til selvhjælp og bare arbejdet med angsten selv, ligesom jeg gjorde med angsten for at køre bil. (tidligere blog indlæg)
Men lige præcis det med at blive mere socialt og få nye relationer er bare meget sværere, for jeg kan sagtens tage ud til arrangementer og small talke med folk, men mere bliver det ikke. Nogen gange kommer andre tanker om at acceptere sig selv for den man er, men igen sker der ikke noget ved at prøve.
Til september skal jeg til lægen, hvor vi snakker om, hvordan det går og en snak om min medicin. Her har jeg tænkt mig at snakke med ham om en henvisning til psykolog eller noget lignende.
Så jeg kan arbejde med, at det ikke er farligt at møde nye mennesker og det er ikke alle der vil mig ondt. Det er desværre den måde jeg møder nye mennesker på, fordi jeg er blevet såret, ked af det og skuffet over, når folk vælger mig fra eller at jeg er nødt til at cutte forbindelsen, hvis jeg kan mærke at relationen ikke er god for mig.
Senere vil jeg give en update på hvordan det gik vil lægen.
Indtil da pas godt på jer selv