Hvis du slår tilfredshed op i ordbogen, vil det lyde nogenlunde sådan her: ”følelse af at være glad for eller have affundet sig med noget og ikke forlange, forvente eller ønske mere”. Denne følelse af tilfredshed har jeg ”kæmpet” med det sidste stykke tid. Hvad vil det sige at være tilfreds? Er det okay at være tilfreds? Og kan man være tilfreds, men også ambitiøs? En del i min omgangskreds har et ønske om (flere) børn, et større sted at bo, at rykke ud på landet eller i forstæderne, men hvornår er nok nok? Jeg har en idé om, at den kontinuerlige udvikling og udvidelsestrang sætter en stopper for en egentlig følelse af tilfredshed hos mange.
Jeg bor centralt, men ikke i verdens største lejlighed og lever af SU plus lidt studentermedhjælper timer på universitetet. Ligesom så mange andre har jeg et ønske om et arbejde og en månedsløn, men jeg har efter mange år (ca. 8 år) på et skrabet budget på omtrent kontanthjælpsniveau, egentlig haft det okay. Det har ikke været et prangende liv, men jeg har stadig haft mulighed for lidt af hvert, inklusiv at rejse. Herunder Corona-epidemien, står det klart for mig, at man sagtens kan leve et interessant og meningsfuldt liv uden de store udskejelser, i form af f.eks. rejser og koncerter og det er min tanke, at jeg som psykisk sårbar har lært at navigere i komplekse systemer og at have et godt liv uden økonomisk kapital.
På mange måder er det en følelse af at være fri men fattig og tilfreds men ambitiøs. På engelsk kan man bruge begrebet feeling content, hvilket betyder, at man både er tilfreds og glad. I dens oprindelige betydning har Recovery-begrebet en individualistisk betydning, som nemt kan forveksles med en kontinuerlig udvikling mod det gode liv, men på mange måder ville jeg ønske, at udviklingen blev sat i parentes og der blev sat fokus på tilfredshed (feeling content) og social sammenhørighed (connectedness) som parametre for det meningsfulde liv. Det er ikke alle, der kan udvikle sig og burde det ikke være okay at modsætte sig den udviklingstvang, der efterhånden er blevet normen i det senmoderne samfund som psykisk sårbar?
Foto: Unsplash.com