Der er tre tekster – to sange – skrevet af meget talentfulde tekstforfattere, som jeg her vil præsentere og forsøge at sammenholde. Det kan altsammen, i originaludgaverne, findes på nettet. Der er tale om meget iørefaldende melodier:
*****
De tre efterfølgende sangtekster er midlertidigt fjernet af Outsideren, da hele sangteksten citeres, hvor vi umiddelbart mener, at det kan være et problem – eller i hvert tilfælde skal undersøges nærmere – i forhold til ophavsret, jævnfør:
Distribution af musikværker
Hvis man vil distribuere (videregive eller sælge):
Noder, akkorder og sangtekster i digital eller fysisk form, skal man indgå aftale direkte med rettighedshaverne. Sørg for at aftalen nedfældes på skrift.
https://www.musikipedia.dk/ophavsret-og-musik#5
****
Sæsonen er slut
C.V. Jørgensen, fra albummet ”Tidens Tern”, 1980.
I dit korte liv
Dagmar Revyen 1941.
Tekst: Poul Henningsen
Melodi: Kai Normann Andersen
Blev i revyen fremført af Liva Weel.
Poul Henningsen skrev teksten med inspiration i Shakespeares skuespil ”Stormen”.
Hyldest til hverdagen
af Dan Turell og Halfdan E 1993.
Om C. V. Jørgensens tekst forlyder det, at det faldt ham meget svært at få den helt rigtig, og at det skete, at han udførte de sidste rettelser umiddelbart før han gik i studiet. Endvidere fortælles det, at han fandt på mange originale ord, der ikke var set før.
Hvad har disse tekster tilfælles? Jo, de handler om menneskelivet i forskellige perspektiver og set fra forskellige vinkler. Liva Weels tekst (undskyld, Poul Henningsens) var jo præget af besættelsestiden, som jo var tekstens samtid. C. V. Jørgensens tekst har et vist anstrøg af tristesse, mens Dan Turells tekst har det spræl, som hverdage i fredstid også kan rumme. I denne tekst er vi helt nede på jorden, de små ting, som vi, når tankerne ellers tager et filosofisk schwung ud i universet, er tilbøjelige til at glemme og overse. Jeg vil mene, at den person, der taler i C. V jørgensens tekst, ikke har den rummelighed og agtpågivenhed på detaljer, som kommer til udtryk i Dan Turells tekst. Til gengæld har han stor enkelhed og præcision i udtrykket, hvor Dan Turell snarere tapetserer os de ting, han lægger mærke til.
Det, der egentlig satte mig i gang med at lave denne præsentation, var C. V. Jørgensens verselinie ” Endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager”. Jeg kom til at tænke på mig selv som blind passager i livet. Der var så mange ting, man ikke gjorde eller fik gjort – og det ledte mig hen til verselinierne ” I dit korte liv er det meste spildt./Tænk igennem punkt for punkt/Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt/Håndtryk blev glemt/chancer blev spildt” i Liva Weels sang. Der var så mange ting, vi ville, og hvad blev det til? Der skal nok være dem, der mente, at de skulle lave verden om til et bedre sted – men sådanne tanker hører ungdommen til, ja, de hører vel egentligt menneskelivet til, ihvertfald i en fase af livet. Vi gamle har jo alle de der erfaringer, som er de unge så uvelkomne. Vi har alle, mere eller mindre, foretaget nogle valg. Nogle af vore talenter blev udfoldede, mens andre blev valgt fra – selvom de havde været mulige. Som de individer, vi er, kan vi ikke alt. Men jeg tror, at jeg taler på manges vegne, når jeg priser det, der lykkedes for hver af os.
Et emne, som jeg undertiden har skrevet om, et tidens irreversibilitet – det, at det forbigangne er uigenkaldeligt forbi. Det kan ikke køres én gang til. Når livet er passeret os forbi, kan det ikke gøres om – vi har den alder, vi har, og den kan ikke forhandles. Her er Vorherre ikke forhandlingsvillig. Salmedigtere har undertiden lamenteret over livets korthed, men jeg har aldrig været enig heri – jeg synes, at livet har været langt. Men muligvis ligger der også det i salmedigterne, at livet på den tid, hvor salmerne blev skrevet, VAR kort, og givetvis kortere, end man skulle syntes, at det skulle have været, på grund af den ringe sundhedstilstand i befolkningen. Men dertil kommer, at der er noget med tid og med alder, idet jeg i dag, hvor jeg er gammel, oplever, at en dag er meget hurtigt overstået, mens, da jeg var barn, var en dag enormt lang tid.
Det der med, at de tanker, vi gjorde os, mens vi var unge, og som viste sig at være urealistiske, og som senere oplevelser satte i perspektiv som sådanne, efterlader nogle ældre mennesker i en tilstand af bitterhed. Når jeg tænker på mit eget liv, har jeg mange gange måttet konstatere, at en vej, jeg havde regnet med, nu var mig spærret. Jeg har mistet meget, både materielt og personer, der døde, som betød noget for mig. Derfor kan jeg let konkludere, at livet indebærer tab. Men dertil må jeg så sige, at pilen må pege indad. Jeg ser ikke megen pointe i at være bitter, men snarere en pointe i at se muligheder i de omstændigheder, livet nu en gang præsenterer én for. I mine øjne er et bittert endepunkt et symptom på mangel på talent. Her er det vigtigt at fremhæve Dan Turells tekst om alt det andet, som kan bibringe et menneske glæde. Det kræver bare, at vi hver især har øje for disse ting.
På den anden side er det jo en kendsgerning, at vi mennesker er meget forskellige, og at nogles respons på et tilværelsens lammende slag er en permanent følelse af at være sat udenfor tilværelsen, af livet. Det er ikke os alle, der har den evne at fortrænge og lægge ned det sæt af følelser, der griber os umiddelbart som reaktion på en skelsættende begivenhed eller omstændighed. Jeg har for min del været godt hjulpet i denne sammenhæng af den medicin, jeg får, idet den har bragt mit naturlige psykiske filter til at fungere tilfredsstillende. Alene det at være fri for angst er mig en stor ting. Ofte har jeg i samtaler med medpatienter stødt ind i en mur af manglende forståelse af, hvad det vil sige, at en medicin fungerer efter hensigten. Hvad jeg ikke har måttet lægge øre til af historier om, at medicinens formål skulle være at pacificere, eller måske endda at straffe folk, kan jeg slet ikke gengive. Kendsgerningen er, at mange bliver hjulpet betydeligt af den medicinske behandling, men da det ikke flugter med kværulantparanoïkernes valgprogram, vælger mange at tie stille med deres gode erfaringer. Men det skal også siges, at psykologisk set er det ret indviklet at forsøge at karakterisere, hvad det egentligt er, medicinen udretter, når den virker korrekt. Jeg vil mene, at den forløser nogle muligheder i hjernen, som potentielt er til stede, men som visse sygdomsprocesser stiller sig i vejen for. Det er ikke medicinen, som ER psyken, men den får visse af de mange tandhjul i psykens komplicerede maskineri til at fungere, så man bliver et menneske igen.
Dertil er så at føje, at psykisk sygdom rummer nogle muligheder for indsigter, som folk, der er normale gennem et helt liv, aldrig når frem til. Det er bestemt ikke rart at have psykiske lidelser, og det er godt at slippe af med dem, men for mig har det betydet en helt anden grad af indsigt i, hvad et menneske er, og hvad psykologi er, end hvis jeg ikke havde haft disse oplevelser. Nu kan jeg jo sagtens tale for min syge moster, når jeg nu er sluppet ud af sygdommens kløer, mens andre er i helvedet. Men foreligger der ikke nogle kommunikative barrièrer, når undersøgelser viser, at en del af den raske befolkning er af den opfattelse, at de psykisk syge blot skal tage sig sammen, samt at man fra offentligt hold stadigt ikke er interesseret i at give psykiatrien det økonomiske løft selv beskedne fordringer ville tilsige? Dér har vi, der er vendt tilbage til livet, en kommunikativ rolle at spille.
Billedet er fra unsplash. Link: https://unsplash.com/photos/o9-1B958cvE