Der er mange måder at være til på og mange måder at udtrykke sig på, men på mange måder har perioden med Corona-pandemien indskrænket det sociale liv, og det er min opfattelse at denne krise har sat fokus på det værdifulde i hverdagslivet. Hverdagslivet er struktureret rundt om rutinerne, vanerne og det at leve meningsfulde liv i social samhørighed. Når det sociale liv sættes under pres og indskrænkes, er det netop de gode vaner og rutiner som både udfordres, men også kan være redningskransen i en turbulent periode.
Jeg tænker, at den klassiske grundsætning om ”ro, regelmæssighed og renlighed” kan være en udfordring at leve op til, men også at det kan være en redningskrans i en periode med aflysninger, hjemmearbejde og hjemmestudie. Jeg tror, at der er mange psykisk sårbare som har oplevet udfordringer i hverdagslivet, f.eks. ved lediggang eller perioder med sygdomsudbrud og med en krise som Corona er dette blevet sat ekstra på spidsen. Modsat tror jeg også på, at man kan bruge erfaringerne med at have haft udfordringer eller være i krise fremadrettet til at løse nyopståede problemer.
Det jeg har oplevet under Corona, er at rutinerne omkring planlægning af ugerne der kommer, de daglige rutiner med at læse, skrive og lave aftensmad har betydet at jeg egentlig har haft det meget hyggelig. Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har følt mig presset, men i sammenligning med at have været indlagt på en psykiatrisk afdeling i en livskrise, er dette vand i forhold til. Den daglige rutine med at stå op, drikke kaffe, læse nyheder, spise morgenmad, cykle ud på biblioteket, læse og skrive, handle ind, lave aftensmad og se film, har på mange måder været fyldestgørende for mit liv.
I sådanne kriser som Coronapandemien repræsenterer, følger der ofte eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt man er på rette vej, hvilke værdier, der er vigtige osv. Her har der for mig været en overvejende orientering mod det nære og hverdagslivet, min kæreste, min familie og mine tætte venner. For mig har Coronapandemien også givet plads til en nyorientering i forhold til det liv, jeg lever og en grundlæggende accept af, at jeg har en introvert personlighedsstruktur, hvor jeg før har prøvet at efterleve en samfundsforventning om ekstrovert livsudfoldelse. Grundlæggende tror jeg ikke, at kriser kun er for det onde, og at det netop kan give plads til nyorienteringer, ny erfaringsdannelse og ny erkendelse.
Photo: Unsplash.com