Det er langt tid siden, at jeg har skrevet her på siden.
Jeg vil bruge det her opslag til at fortælle om min svære tid.
Marts sidste år var jeg bare så glad, endelig var jeg blevet berettiget til flexjob og havde allerede et job.
Det var en mindre virksomhed, hvor jeg i starten havde lidt på kontor og lettere rengøring i udstillingen samt et enkelt toilet.
Jeg fik nogle gode rutiner på mit arbejde og følte, at jeg kunne nå de ting, jeg satte mig for. Der var ingen deadlines og jeg kunne selv planlægge min dag.
Jeg var så glad for, at jeg ikke bare var praktikant, men ansat hvor det var mine opgaver og mit ansvar.
Det hele kørte godt i en periode og så ville jeg gerne have flere kontoropgaver, da det var det jeg brændte for. I starten betalte jeg regninger til både danske og udenlandske leverandører.
Jeg var så stolt over at der var tillid til, at jeg godt kunne klare det. Men så skete der pludselig nogle ting, som vendte op og ned på alt.
Først fik jeg at vide, at jeg skulle have ansvaret for en praktikant fire timer om ugen. Hun skulle hjælpe mig med rengøring, da jeg havde fået mere at se til på kontoret.
Da jeg møder hende første gang, for jeg at vide, at hun ikke må lave noget pga fysiske skavanker. Så det blev kun til at sætte papirer i mapper.
Min chef havde ingen plan for, hvad hun skulle. Hun endte med at sidde på kontoret hos mig og hjalp med at putte papirerne i mapper eller bare snakkede løs, indtil vi fik fri.
Hun var her kun et par gange og havde et meget ustabil fremmøde. En jobkonsulent fra jobcentret skældte mig så meget ud at jeg brød fuldstændig sammen og min chef tog intet ansvar.
Det var påstand mod påstand og blev beskyldt for at være for negativ og det var jo min chefs ansvar at sørge for, hvad hun skulle lave.
Jeg fortalte jobkonsulenten at det var et dårligt match for begge parter, da arbejdsprøvning ikke kunne lykkedes med de opgaver, der var på mit arbejde kontra hendes skånehensyn.
Jeg endte med at sige at jeg havde forstået det og så valgte jeg at gå ind i et andet rum uden at sige farvel, for jeg kunne ikke klare mere.
Aldrig har jeg oplevet noget så uprofessionelt og hun udnyttede at jeg havde været samme situation.
Min chef var egentlig ikke sur, men mere irriteret over at brug tid på det pjat og det forsinket hans arbejde.
Jeg fik tid til lige at sunde mig og fik fuldført min arbejdsdag.
Det værste er, at jeg ikke har et filter eller en pyt knap for jeg var helt ødelagt efter den episode. På trods af det tog jeg stadig på arbejde og i lang tid havde jeg ondt i maven. Heldigvis blev jeg overbevist om, at jeg sagtens kunne mit job.
Tiden gik så stærkt og der var masser af arbejde. Det gjorde mig pænt træt, når jeg kom hjem og havde tit bruge for at sove i to time, før jeg var klar til resten af dagen.
Jeg følte, at jeg havde fået en balance mellem arbejde og privat. At jeg havde mere overskud til min datter og mine hobbies. At jeg følte mig, som alle mulige andre mennesker med en stabil hverdag.
Følelse af succes varede desværre ikke så længe for en dag brød jeg helt sammen over en opgave. Min kollega kom kun til at sige hey, hvad så? For han kunne nok se på mit ansigtsudtryk, at noget var helt galt.
Jeg havde fået en kæmpe opgave på kontoret, som tog flere dage for mig at løse, fordi jeg arbejdede to timer om dagen. Det var vigtige papirer, som skulle gennemgås inden de skulle afleveres til revisoreren.
Min chef var ekstremt stresset og utålmodig. Han kom ind på kontoret flere gange og spurgte, om jeg snart var færdig med opgaven. Ellers måtte han få sin kone til at gøre det, da hun vist havde erfaring med den slags ting.
Jeg blev så gal og følte, at han indirekte sagde, at jeg var for langsom. Problemet var jo, at jeg var ny på den her opgave, plus at jeg fik opgaven for sent.
Jeg forsøgte at forklare min chef, at jeg gjorde det så godt jeg kunne. Jeg ønskede flere kontoropgaver, men at der skal være tid nok til, at jeg kan nå det. Vi blev enige om, at vi måtte snakke sammen en gang imellem for at se, hvor langt jeg var nået.
Næste dag tog jeg på arbejde igen og jeg blev fritaget fra denne opgave et stykke tid, så jeg koncentrerer mig om de andre opgaver.
I takt med at jeg fik mere adgang til de forskellige systemer, begyndte jeg at tage opgaven op igen for at vise, at jeg godt kunne finde ud af opgaven, når det blev gjort i god tid.
Støvsugning skulle også klares og ved et fliselager lagde min chef fliser på gulvet, for at kunderne kun se, hvordan den så ud. Desværre var der et problem for min chef har ingen ordenssans og jeg har flere gange ryddet op efter ham.
Inden jeg skulle støvsuge, skulle jeg flytte tunge fliser og sætte op af væggen for at gøre ordentligt rent. Jeg havde flere gange bedt om hjælp til det, da det også tog ekstra tid. Der manglede generelt meget udstyr til at gøre rent med.
I februar i år blev jeg sygemeldt med stress og det der fik bægeret til at fylde over var pga et skænderi mellem mig og min chef.
Han havde skrevet noget på en kreditnota, som jeg havde misforstået, så jeg udbetalte kunden sine penge retur. Da min chef snakkede med en ny praktikant under uddannelse. Spurgte han ganske kort til den bunke papir, som jeg tit har mødt, når jeg kom på arbejde.
Lige pludselig opstår der en stor tvivl inde i mig og søge rundt på netbank og mobilepay for at tjekke, at kunden havde betalt dobbelt, for det var grunden til at han skulle have penge tilbage fra os.
Jeg tror, jeg var kørt lidt træt, for jeg kunne ikke finde nogen dobbelt betaling. Jeg fik det så skidt over at jeg skulle fortælle ham den dårlige nyhed. Han blev så sur, for han havde jo mistet mange penge og kunden havde jo fået sine varer.
Det var første gang, at jeg har set ham være så gal og senere viste det sig, at alt var i orden, for kunden havde betalt dobbelt.
Om mandagen tog jeg på arbejde igen efter en meget hård weekend, fordi jeg var så ked af det og selvom at jeg fik at vide, at det var en misforståelse, så sad oplevelsen i mig og kunne ikke ryste det af mig.
Aldrig har en dag været så lang, som denne og følte mig meget ignoreret af ham, imens han grinede og pjattede med den kvindelige praktikant, for hun var jo gratis for ham og lavede en masse markedsføring.
Jeg havde lige fået et større kontor, hvor jeg skulle sidde alene og var bestemt ikke glad for at skulle dele det, fordi jeg kunne bedre koncentrere mig, når jeg var i rummet alene. Jeg var så drænet af, at der sad en praktikant, som snakkede med sig selv om hendes opgave.
Hun talte nærmest ned til, hvornår jeg gik, for så kunne hun spise frokost. Hun var jo meget sulten, for hun var jo gravid med sit tredje barn.
Egentlig var det jo meningen, at vi skulle arbejde lidt sammen, men det var hun ikke interesseret i.
Da jeg kom hjem forsøgte jeg at skrive til ham, om hvordan jeg havde det med hele situationen, for at se om det ville gå bedre med at kommunikere.
Desværre fik jeg bare at vide, at jeg tog tingene for nært, men han har vist, at jeg var sensitiv fra starten af. Det er en af grundene til at jeg har flexjob.
Selvfølgelig skulle han også lige blande praktikanten ind i konflikten, da jeg skulle have antydet, at hun skulle støvsuge. Det virkede for mig noget så åndssvagt, for det har jeg aldrig gjort.
I dag skulle vi så have et møde, som jeg havde fået en besidder til at arrangere, som ligesom skulle mægle lidt imellem os for at undgå misforståelser.
Han havde selv foreslået at mødes til en snak. Jeg fik at vide i går, at han ikke kunne sige et bestemt tidspunkt på, for det kunne jo være en travl dag.
I stedet for at mødes og finde en løsning, valgte han at aflyse, fordi han havde travlt.
Det var ikke den store overraskelse, men så har jeg mit på det rene og kan fokusere på at få det bedre.
Er stille og roligt i gang med at søge noget andet.
Det vigtigste for mig er, at jeg har bevist overfor mig selv at jeg kan varetage et arbejde.
Ja, det blev en lang fortælling.
Det er så vigtigt for mig at dele min historie for at fortælle, at man skal passe på sig selv, som flexjobber for nogle arbejdsgivere kan udnytte situationen til sin egen fordel.
Det er virkelig et problem at have en arbejdsgiver, som ikke kender reglerne og faktisk ikke vil sætte sig ind i det.
Fremtiden er stadig lys og er stolt over, hvor langt jeg er kommet.