Hej.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at skrive et indlæg vedrørende det at miste. Det er noget, som er enormt tabubelagt, hvilket jeg på sin vis godt forstår. Jeg forstår godt, at man har brug for tid til sigselv, måske ikke snakke meget om det, som er sket, fordi man højst sandsynligt er rigtig ked af det. Jeg har oplevet sorg og tab enormt mange gange i mit liv. Det er svært at sætte ord/følelser på, for mig. Men jeg kan prøve.

Der er en eller anden tomhed. En ny tomhed. Jeg hungrer efter at udfylde denne tomhed med noget nyt, som kan skabe mening. Samtidig skal jeg også huske at tage mig tid til at sørge og komme ovenpå igen. En slags venteproces.

Når man mister, så tror jeg, at man helt sikkert bliver påvirket i en eller anden grad – præcis hvordan er enormt forskelligt fra person til person. Jeg har brug for tid for migselv. – Sådan helt alene, helst. Det kommer selvfølgelig an på, hvem/hvad man har mistet.

Jeg kommer til at tænke på, hvad det at miste kan gøre ved psyken. Især hvis man i forvejen har en psykisk sygdom.

For det første, så er vi jo allesammen mennesker. Jeg tror, som jeg skrev før, at jeg vender det meget indad.

Hvis man har mistet en person, som man har kendt hele livet, så gør det bare ekstra ondt… Men hvis det er tid, så er det tid. Livets gang må alle lære at acceptere.

Som mit familiemedlem sagde til mig, “når man når op i alderen, så er det nemmere at acceptere livets gang,” eller noget i den retning. Og dét er sikkert meget sandt – det vil jeg i hvert fald håbe. Jeg bliver nok aldrig helt god til at håndtere tab – men hvem er egentlig også det? Det er kun en total naturlig reaktion at blive ked af det, når man mister.

Hvordan man kommer videre?

Ved at sætte ting på stand-by, så vidt muligt. Holde en pause i det travle hverdagsliv – meditere, gå ture. Rydde op, gøre rent derhjemme. Sørge for at tage sig godt af sigselv. Lækker, sund mad, ansigtsmasker m.m.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at tage sig godt af sigselv under sorgfaser. For ikke at isolere sigselv alt for meget, er det selvfølgelig også vigtigt at holde kontakten med venner og familie.

Og livet går jo videre. Måske ikke med det samme. Omsider gør det…

Livet er op- og nedture. Forhåbentligt flest opture. For os med psykiske lidelser kan der måske forekomme mange nedture… Men jeg tror og holder fast ved, at vi skal leve for de gode stunder. Fælles for mange med psykiatriske diagnoser tror jeg, at livet kan føles rodet og uoverskueligt. Måske forstærkes disse følelser, hvis man mister og sørger.

Som jeg skrev før, så går livet jo før eller siden videre og man kommer lige så stille ovenpå igen, har lært af tabet/sorgen og får det godt igen. Det kan også være svært at definere for den enkelte (i hvert fald for mig), hvad som er sorg og hvad som er én selv/egne problematikker. Jeg lever da med en konstant følelse af, at jeg hele tiden “burde tage mig sammen”, blive bedre til dit og dat, sådan totalt perfektionist-gen/høje forventninger til mig selv. Jeg føler mig da ofte ikke god nok. Jeg kommer ofte til at sammenligne mig med andre jævnaldrende, som studerer, har styr på tingene/livet (eller sådan synes jeg i hvert fald, at det virker til), har et godt socialliv osv. osv… Det kan være hårdt, fordi dér er jeg bare ikke, og somme tider er det svært for mig at acceptere, at jeg ikke er dér, hvor jeg gerne vil være. Den der proces kan være virkelig svær, og sommetider er mit liv/hoved ét stort rod, og jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Her forsøger jeg virkelig, virkelig at tage én ting af gangen, håbe på det bedste – og for det meste, så ender tingene jo også helt fint i mit liv, eller hvordan kan man sige det, jeg er ekstremt taknemlig for alt i mit liv trods alt, fordi jeg ved, at jeg er priviligeret med mine muligheder. Det handler om at gribe mulighederne. Carpe Diem, osv.

Jeg er god til at gribe muligheder, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan være spontan og tage imod de ting, der kommer min vej. For at tage imod muligheder er det vigtigt at være et sted mentalt, hvor man også kan klare mosten, hvis det giver mening. F.eks. ved jeg med migselv, at jeg nok ikke skal lave de vildeste aftaler ude, hvis jeg har rod derhjemme i min lejlighed. Så er jeg ikke mentalt til stede til dén aftale, fordi jeg desværre med stor sandsynlighed har i hovedet, at jeg “burde” rydde op/gøre rent derhjemme.

Det er faktisk også svært at blotte sig på den her måde. Jeg tror godt, at jeg kan komme til at give et eller andet billede af, at “her går det godt”, måske fordi mit hår sidder godt, jeg går op i mit tøj m.m., men indeni er jeg ét stort rod. Haha.

Med en alkoholisk mor, skizofreni, som kan påvirke mig på dén måde, at jeg ikke føler, at jeg har styr på en hylende fis (selvom nogle siger det modsatte…), økonomi som kunne være bedre grundet personlige problemer. Så er mit liv lidt op af bakke nogle gange.

Men hey. Hvem sagde også at livet skulle være nemt 😉

Mit liv er måske ikke det nemmeste i hele verden. Men det er spændende. Og dét er nok for mig. Mere end nok.

 

Foto: Privat

En kommentar

  1. Mari-Louis

    Hej
    Tak for dit indlæg.. Der er mange ting, som jeg kan relatere mig til. Jeg har oplevede desværre at miste to familiemedlemmer på under en måned.. Det var noget af en mundfuld.. Men på en eller anden måde kommer man jo videre.. Jeg synes også det er nemt at komme til at sammenligne sig med andre.. Men de har ikke oplevet de samme ting og jeg tror tingene ske af en grund.. Jeg ser anderledes på livet end som mange andre, fordi jeg har været nede mange gange men har også fundet styrken til at rejse mig igen.. Så selvom en psykisk lidelse kan være hård så kan man være utrolig stærk alligevel

    Mvh

    Mari-Louis

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.