Inden jeg blev blogger her på outsideren.dk, var jeg administrator på en side ved navn Tabubrydere. Det er en personlig blog, hvor vi deler ud af vores liv for at bryde tabuet om psykiske lidelser. Efter jeg startede her valgte jeg at trække mig fra siden, for at bruge min tid på min blog her.
Jeg har fundet nogle tidligere opslag, som jeg vil dele i løbet af tiden. Dette er en af dem.
I mange år havde jeg en tendens til at isolere mig selv. Især da jeg lige havde fået OCD, havde jeg det så svært ved at være sammen med mine veninder eller at jeg skulle overnatter hos dem.
Da jeg fik rimelig styr på min sygdom, kunne jeg lige pludselig klare tingene, fordi jeg fik redskaber til at tackle den.
Det gik godt et par år… Men da jeg gik ud af 9. klasse, mistede jeg de få veninder, som jeg havde kæmpet for at få. Selvfølgelig set i bakspejlet er det egentlig meget naturligt, at vi alle starter på et nyt kapitel.
Jeg startede på handelsskolen i Frederikshavn, men det gik ikke særligt godt. Det hele var så stort og jeg kom fra en lille tryg friskole. Det var noget af et kulturchok. Efter 3 mdr. måtte jeg desværre droppe ud, for det var så svært for mig. Fagligt kunne jeg sagtens følge med, det var mere det sociale, som var svært. Bare det at sidde i et klasseværelse med over 30 elever, var rigtigt svært for mig at rumme.
Jeg var så ensom og den eneste glæde jeg havde var, når jeg skulle besøge min kæreste i Sønderborg. Bare det at komme væk hjemmefra, hvor tingene heller ikke altid gik lige godt i kraft af, at jeg blev ældre.
Jeg tog beslutningen om at flytte til Sønderborg for at få luftforandring. Det var virkelig grænseoverskridende at flytte så langt væk, men jeg var også meget spændt. Jeg tog et tog med en taske fyldt med alt mit tøj, mit smykkeskrin og min bibel. Lige de ting, som betød allermest for mig.
Min ensomhed forsvandt desværre ikke, den blev kun værre for den eneste, jeg var sammen med, var min kæreste. Da vi så også var blevet forældre til vores datter, blev det heller ikke bedre. Jeg tog al barslen og endte med at isolere mig selv sammen med min datter. Min sundhedsplejerske havde ikke nogen mødregruppe for unge mødre, som måske ville have hjulpet mig ud af ensomheden.
Jeg brugte al min tid og kærlighed på min datter, imens jeg skubbede ensomheden i baggrunden. Min kæreste, som er far til min datter, arbejdede rigtigt mange timer. Derfor følte jeg mig, som enlig mor uden et netværk.
Efter mange års samliv med min datters far gik forholdet i stykker. Jeg kendte Sønderborg rigtig godt nu, men lige pludselig følte jeg mig palle alene og var endnu mere ensom. Jeg fik et par kærester efter, men det gik hurtigt i stykker og det hjalp ikke på min ensomhed.
Jeg søgte lidt rundt på nettet, for hvor skulle jeg gå hen og hvordan skulle jeg få styr på min angst for nye ting. Jeg fandt Blæksprutterne i Sønderborg, som både er et mødested og som også laver socialt frivilligt arbejde. Jeg havde det sådan lidt, at det der med frivilligt arbejde var overhovedet ikke mig, men jeg blev klogere.
Den første gang jeg kom, var virkelig svært og hvad skulle jeg lige sige eller gøre. Jeg havde to sider af mig selv: angsten skreg ”nej, bliv hjemme!” Fornuften sagde Du kan godt, hvad er det værste, der kan ske? ”
Jeg valgte, at jeg skulle prøve at komme forbi et par gange, inden jeg bare afskrev noget.
Jeg er glad for, at jeg tog springet, for jeg har lært rigtig mange mennesker at kende. Da jobcentret ville have mig i endnu en praktik, fik jeg lov til at være i blæksprutterne, hvilket jeg er meget glad for.
Jeg har noget nyt at lave, når Anne er hos sin far. Jeg havde brug for at få mit eget liv op at køre, især nu hvor min datter er blevet ældre. Jeg følte, at jeg leve mit liv igennem hende i rigtig mange år, for jeg kunne ikke rumme mere end det.
Jeg tog et aktivt valg om, at det var på tide at finde vejen ud af ensomheden og lade være med at isolere mig.
Ensomheden er ikke helt væk, men jeg er ikke bange for den mere og har også lært at nyde mit eget selskab.
Selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg kommer tilbage til det gamle spor, men så går det bedre igen den næste dag. Jeg har også accepteret, at jeg også har brug for at være alene for at få energi og overskud til at være sammen med andre mennesker. Det er hele tiden en balance, som ikke altid er lige let.
Jeg håber, at min historie kan være en inspiration til at bryde ensomheden.
Dette opslag blev delt d. 6. Juni af
En af os
Deres tekst fra deres opslag
Tabubrydere er et fællesskab af skriveinteresserede, som deler personlige historier om og refleksioner over livet – på godt og ondt – med en psykisk sygdom/sårbarhed.
Initiativtagerne bag siden ønsker at skabe et rum, hvor tabu er bandlyst og hvor fordomme udfordres.
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk