Klar opfordring fra psykiatere: Skjul diagnosen i ansøgninger

Tabuet omkring psykisk sygdom er stadig så stort, at du bør undlade at nævne din diagnose, når du søger et job, mener førende psykiatere. Ikke alle psykisk syge er enige.

Af Kim Engelbrechtsen

Som psykisk syg kommer du virkelig i et dilemma, når du skal skrive jobansøgning og cv eller deltage i en jobsamtale. Skal du være ærlig eller helt undlade at nævne din diagnose? Du får i opdragelsen at vide, at du kommer længst med ærlighed – og får tudet ørerne fulde med, at du skal være åben om din sygdom, fordi det er sundest og fordi, det kan være med til at nedbryde tabuerne.

Spørger man psykiaterne til råds, er svaret klart: Snyd!

– Min hidtidige praksis på det område har (desværre) været at fraråde mine patienter at skrive i deres cv, at de har været i behandling for en psykisk lidelse, siger professor Merete Nordentoft, Region Hovedstadens Psykiatri.Merete Nordentoft

– Man kan håbe, at jeg bedømmer situationen forkert, men jeg tvivler. Jeg har flere patienter med skizofreni, som overvejede, om de kunne hævde, at de havde undervisningserfaring, fordi de havde undervist patienter og pårørende, men jeg har rådet dem til ikke at fremhæve det. Jeg har haft en patient, som havde en klar mani, men som fortalte på sit arbejde, at det var stress. I det tilfælde synes jeg egentlig, det ville have været lettere for arbejdspladsen at forstå og håndtere sygdomsforløbet, hvis de havde hørt sandheden. Desværre er der nok stadig så meget tabu omkring psykisk lidelse, at de fleste vil foretrække at prøve at skjule deres sygdom for ikke at blive prioriteret ned i ansøgningsbunken.

Overlæge Maj Vinberg, Psykiatrisk Center København, er enig langt hen ad vejen. Hun råder de mange bipolare patienter, hun har i behandling i langvarige gruppeforløb, til at lade være med at nævne sygdommen i ansøgninger, på cv´er og til jobsamtaler.Maj Vinberg

– Du har heller ikke pligt til at sige det, hvis du har diabetes – og du bliver siet fra blandt hundreder af andre ansøgninger, hvis du er ærlig omkring din psykiske sygdom. Sådan er det bare, siger hun.

– For nylig bragte DR en udsendelse, hvor tre erhvervsfolk skulle udvælge tre ansøgere blandt otte hvoraf nogle havde en psykisk diagnose, og andre var helt raske. De tre, der blev valgt, havde alle en diagnose. Interessant! Psykisk syge har meget at byde på, er ofte kreative – og gode til at passe på sig selv. Men hvis de tre havde søgt på almindelig vis og nævnt sygdommen, havde resultatet nok været anderledes, siger Maj Vinberg.

Professor, overlæge Poul Videbech, Århus Universitets Hospital, er enig i, at man gør bedst i at skjule diagnosen:

– Det er ikke alle arbejdsgivere, der kan forstå og kan håndtere den viden ordentligt. Desværre, siger han.

Tegning - jobsamtale
Bare et sidste spørgsmål: Lider du af en kronisk sygdom?

Over halvdelen tier om diagnosen

Diskussionen om åbenhed i jobansøgninger tog i psykiatriske kredse for alvor fat med offentliggørelsen af en undersøgelse, som viste, at mere end hver anden handicappede i Århus undlader at skrive handicap på cv’et.

Ifølge rapporten, der er lavet af konsulentfirmaet Ankerhus for Jobcenter Aarhus, angiver 54 procent af mennesker med handicap i Aarhus Kommune, at de undlader at omtale handicappet i deres jobansøgning.

Og det er en tendens, der gælder handicappede i hele landet, lyder det fra Danske Handicaporganisationer, der repræsenterer 320.000 handicappede. 27 procent oplever, at de har fået afslag på stillinger, som de ellers var kvalificeret til. Det er især mennesker med psykiske lidelser, der oplever handicappet som en hindring for at få et job og derfor ikke nævner handicappet i jobansøgningen.

I landsorganisationen SIND, der repræsenterer handicappede med psykiske lidelser, er problemet velkendt.

Organisationen har set eksempler på, at handicappede er blevet mobbet ud af arbejdspladsen efter at kolleger har fundet ud af deres fortid som psykisk syge. Men hvad råder foreningen så sine medlemmer til at gøre, når de søger job?

Formanden, Knud Kristensen, siger:Knud Kristensen

– Hvis der er skånehensyn, der skal tages, så er du NØDT til at være åben, ellers klarer du ikke jobbet og risikerer at skade dig selv. Er der ikke skånehensyn, så er det op til dig selv at vurdere. I sidstnævnte tilfælde bør du vurdere, om du har lyst til og kan magte at arbejde et sted, hvor du er nødt til at skjule din sårbarhed og må leve med risikoen for at blive opdaget. Er du kommet dig helt, vil jeg anbefale, at du ikke taler om det, før du er ansat, og bagefter udelukkende, hvis du har lyst til det. Der kan være huller i dit CV, og det bør du som udgangspunkt ikke lyve om men gerne tale udenom. Man kunne godt argumentere for, at mere åbenhed er med til at mindske stigmatiseringen, men det kan den enkelte nok ikke bruge til så meget – slet ikke hvis åbenhed fører til nederlag på det personlige plan.

Og der er god grund til at skjule skavankerne, vurderer Finn Amby, der er i gang med en ph.d. om virksomhedernes forhold til mennesker med handicaps.

Han har interviewet 397 midtjyske virksomheder, og undersøgelsen viser, at 81 procent af de personaleansvarlige vil være usikre over for at ansætte en person med et handicap.

 

Kan ikke holde ud at ”gemme” mig

Vi har lavet en rundspørge i BAL, der er en selvhjælpsgruppe under DepressionsForeningen med 24 medlemmer. BAL er en forkortelse af Bipolar Affektiv Lidelse. Her er man mere nuanceret i spørgsmålet om snyd eller ærlighed:

Chastine Ostenfeld Luther har kun haft et job efter, at hun fik diagnosen, men hun nævnte det stort set med det samme.Chastine Ostenfeld Luther

– Jeg tilbød at lave en kontrakt på et par måneder, hvor jeg kunne opsiges med uges varsel, hvis det blev et problem. Jeg blev hængende i fire år. Jeg er meget åben omkring det og ville ikke kunne holde ud at skulle ‘gemme ‘mig og holde styr på, hvem der vidste hvad. Hvornår skulle man sige det? Det er jo sjældent noget, der kommer naturligt ind i en samtale.

Kim BacKim Bachh siger, at han vil lade det komme an på en vurdering ud fra, hvilken type arbejdsplads det er, og hvilke værdier de har.

– Spørgsmålet er, om jeg vil være interesseret i at arbejde et sted, hvor man ikke accepterer psykiatriske diagnoser.

Sirry Nielsen fortæller, at hun har prøvet at blive fyret, fordi hun var syg.Sirry Nielsen

– Jeg har skrevet 100 ansøgninger og nævnt min bipolare lidelse et par gange, hvor det var relevant men ellers ikke. Jeg er kommet til 10 samtaler og har to gange nævnt, at jeg har været sygemeldt, og jeg fik ikke jobbet. Men jeg har været i et dilemma. Egentlig vil jeg gerne fortælle om sygdommen, da den er en pænt stor del af mig selv, men jeg vil heller ikke diskrimineres. Jeg har nu gjort op med mig selv, at jeg fremover vil fortælle det – ellers kan jeg ikke holde det ud. Min læge siger ellers, at jeg skal holde det skjult.