Jeg er vant til enten ikke at mærke mine følelser, at lukke ned for dem, at gemme dem væk eller at skære smerten bort. At skære alle de svære følelser væk. At vælge den fysiske frem for den psykiske smerte.
Jeg har ar i hundredevis, et for hver gang jeg ikke har kunnet håndtere min hverdag, mine følelser, mit liv. Et for hver gang jeg ville dø, et for hver gang jeg ikke kunne holde ud at leve. Mange mange ar. Ar på krop og sjæl. En ansat på en afdeling sagde en gang til mig, at hun aldrig ville glemme lugten af mit blod. Jeg havde skåret mig så meget og så tit, at den simpelthen hang i næseborene på hende. Min selvskade har næsten kostet mig livet, jeg har set døden i øjnene og overlevet.
Jeg har skåret mig i flere år, jeg husker præcis den første gang jeg fandt ud at smerten var min måde at kommunikere på, at smerten fik folk omkring mig til at se hvor skidt jeg havde det. At blodet skulle flyde før jeg blev hørt. Det var den 21 december 2010. Langt om længe var der nogen, der forstod at mit liv, min verden, mime følelser og mit selv var et kaos, et helvede jeg ikke kunne se mig selv ud af. Langt om længe behøvede jeg ikke råbe på hjælpen, jeg kunne skære smerten ud og dermed få den hjælp, jeg havde så akut behov for. Jeg kunne hænge mig og være døden nær, gå i kramper og blive reddet. Jeg ønskede det ikke på denne måde, men det var min eneste måde at vise verden omkring mig at jeg ikke kunne leve mere. Jeg ønskede døden mere end noget andet, men Døden ville ikke have mig. Jeg er inde i mit femte år som selvskader, som dramaqueen, som borderliner. Jeg har stået på kanten af livet, leget kispus med døden og har overlevet.
Jeg har ledt i mig selv, ledt i verden for at finde meningen med livet. I lang tid har jeg ledt forgæves, været inde og ude af psykiatrisk afdeling. I bælte, ud af bælte, fast vagt på, fast vagt af, Tvangstilbageholdt osv. osv. Det blev en vane, noget jeg var tryg ved, noget jeg kendte. Hvis jeg sagde A var der altid nogen, der sagde B og så blev alt ansvar taget fra mig. Et ansvar jeg ikke selv kunne bære, et ansvar der var alt for svært. Jeg ønskede ikke at det skulle gå sådan, jeg ønskede det stille og rolige liv. Men istedet er min verden blevet vendt på hovedet.
Jeg troede aldrig at det ville være mig muligt at skrive denne blog, at bryde den selvskadende vane. At vinde kampen mod dissociationer og deraf følgende selvskade. At vinde kampen mod smerten, at vinde kampen mod de udefinerbare svære følelser. At vende mit liv på hovedet og gøre noget andet.
Og hvad er det der andet så for en størrelse? Jeg ved det ikke helt, men jeg tror at jeg er godt på vej til at finde ud af det. Det der andet er noget med at mærke sine følelser, mærke efter og tage sig selv seriøst. At tage sine følelser seriøst, ikke at gemme dem væk, men lære at leve med dem. At lytte til dem, at tage dem alvorligt.
At det måske er okay at det gør ondt til tider, at det er okay at holde af, ja måske endda føle kærlighed til et andet menneske. At det er okay at græde, at det er okay at grine og smile og mene det. At det er okay at mærke alle sine følelser og hele sit jeg. At livet faktisk er okay og måske på det nærmeste kan gå hen og blive sjovt med tiden.
Jeg har ingen forventninger om en rosenrød tilværelse uden sorg og nederlag, jeg ønsker mig bare et liv, et helt almindeligt liv. Det liv som almindelige mennesker lever, men hvad er almindeligt?
Jeg ved at det er unormalt at selvskade, jeg ved at det er unormalt at ville dø og det har jeg virkelig ønsket mig i en rigtig lang periode. Jeg ved ikke om behovet for selvskade og død nogensinde forsvinder, jeg ved ikke om jeg lærer at leve med mine ar. Men det er slut nu. Foråret kommer, blomsterne vågner og folder forsigtigt deres kronblade ud mod solen ,der så småt er begyndt at varme.
Jeg vil mærke livet, jeg vil leve livet. Jeg vil give slip på min selvskade og bryde vanen.