MØDET MED LOUIS
Af Morten Wojtynka
Jeg oplever i denne tid, at den ene dag tager den anden. Dagene bliver heldigvis længere og lysere. Jeg får lyst til at komme udenfor og stoppe den ene dag fra at tage den anden.
Gennem den sidste måned har jeg sagt godmorgen til Louis hver torsdag, når jeg kommer på produktionsskolen. Louis står og ryger sammen med de andre fra køkkenlinjen, når jeg parkerer min bil. Den får mange kommentarer med på vejen, at den skal vaskes og andet i den dur.
Jeg har lagt mærke til Louis. Jeg har en følelse af han vil i kontakt med mig. Gennem de sidste par uger har jeg stoppet op og talt med Louis og drengene om løst og fast. Hvad er løst og fast har jeg tænkt en del over?
For Louis, drengene og jeg har det været, hvad hverdagen bragte på køkkenlinjen. Skulle der mad ud af huset? Kom der gæster i huset? Og den slags. Det der har gjort samtalerne rare, har været nærværet, hvor fokus har været øjeblikket her og nu. Samtalerne har været kortvarige, men de har fået mig til at reflektere over det store stykke arbejde, produktionsskolen gør for Louis og de andre unge på skolen. Grundholdningen på skolen er venlighed, og der arbejdes på, at man vil hver af de unge det bedste i et samarbejde med eleverne.
Døren til mit kontor står åben. Louis kommer og spørger, om jeg har fem minutter. Han er tydeligt nervøs og anspændt i hans kropsholdning. Blikket er flakkende. Jeg byder Louis ind og henter et glas juice. Vi sidder lidt, uden der bliver sagt noget. Louis følger mine bevægelser nøje, hans nervøsitet er fremtrædende.
Han spørger, om vi kan tale om hverdagen, som vi har gjort om morgenen. Men med lidt flere ord denne gang. Jeg spørger lidt mere til ordene, og Louis begynder at tale sagte om de udfordringer, aftenerne og nætterne giver ham. Hans tanker og bekymringer for at være alene i lejligheden. Vigtigheden i at lyset er tændt om natten og den evige kontrolleren at døren er låst. Mine forforståelser begynder i mine tanker. Hvad har Louis været udsat for? Jeg skubber tankerne til side og hægter mig igen på Louis’ fortælling.
Oplevelserne fra barndommen, hvor Louis fik tæsk af sin stedfar, hvis tænderne ikke var børstet i fem minutter. Ordentligt! Tæsk der har medført, at Louis ikke kan høre på det ene øre. Uforudsigelige ting og kontrol er Louis blev fysisk straffet for. Jeg lytter til Louis, men udtrykket i hans ansigt ændrer sig. Han spørger mig, om det er for voldsomt at lytte til. Jeg får fremstammet, at han skal blive ved med at tale. Mine forforståelser er aktiveret igen, og Louis kan aflæse at jeg er berørt og vred.
Voksne skal ikke slå på børn, får jeg forsigtigt sagt og leder tankerne hen på min egen trygge barndom, hvor der skulle tales om alt.
Jeg får smagt på Louis tanker og bekymringer. Tanker og bekymringer, som han gemmer væk i hashen om natten, men Louis møder hver morgen på skolen, da han her føler sig velkommen. Han vil ikke smides ud, som han er blevet på de sidste seks skoler. Jeg lader hashen ligge og koncentrerer mig om Louis. Jeg får spurgt, om det har været OK at være her i dag, og om vi i fællesskab kan tænke over, hvordan de næste dage skal forløbe.
Vi bliver enige om, at hverdagen og dagtimerne skal fungere, og at Louis vil komme i skole hver dag og ringe til sin mor i aftentimerne. Louis ved hvad hun vil sige, og det giver en form for tryghed. Vi vælger at tale om ordet tryghed næste torsdag, og Louis vil gerne invitere sin lærer Jørn med til mødet. Louis vil, at Jørn skal vide, at han giver Louis tryghed ved at behandle ham venligt og værdigt hver dag i skolen.
_ . _
Essayet er anonymiseret og viser et uddrag af hverdagen, som ungebehandler i Rusmiddelcenteret FMK.
AT MØDE DE UNGE MED ÅBEN DØR OG ÅBENT SIND
Af Jacob Linnemann Andersen
Morten Wojtynka er ungebehandler ved Rusmiddelcentret i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her hjælper og støtter han unge mennesker i deres udfordringer med blandt misbrug og psykisk sårbarhed.
I hans arbejde med de unge, arbejder han ud fra en tilgang om ”Åben Dialog”. Derudover skriver Morten Wojtynka løbende korte essays om forskellige oplevelser i dagligdagen og hans møde med de udfordringer, som de unge mennesker står over for.
Han bruger sine essays som et værktøj til refleksion og perspektivering og til at vurdere sin egen tilstedeværelse og nærhed i mødet med det enkelte menneske. I ”Mødet med Louis” et anonymiseret essay, som Outsideren har fået lov til at bringe, er åbenheden et vigtigt element.
Åbenhed går begge veje
Åbenheden skal forstås på flere måder. Det er både et spørgsmål om at være åben over for, hvad Louis fortæller Morten, uden straks at lade forudindtagede holdninger og erfaringer tage over – det Morten kalder forforståelse.
”Som behandler er jeg er nødt til bare at lytte og observere. Eller som jeg plejer at sige, man skal vide hvornår man åbner og lukker sin dør i forhold til fordomme og forforståelser”, forklarer Morten.
Åbenhed er også et spørgsmål om, at Morten som behandler tillader sig selv, at være åben over for, hvordan samtalerne med Louis berører Morten som menneske. At det for eksempel vækker vrede i ham, når han hører, hvad Louis har oplevet i sin barndom.
Når Morten på den måde åbner op over for Louis, kan det være med til at fjerne noget af den distance, som der ellers typisk kunne have været mellem Louis på den ene side og behandleren Morten på den anden – det kan vise Louis, at Morten også bare er et menneske.
Hellere tænke sammen med nogen end for nogen
En anden vigtig del af Åben Dialog er inddragelsen af personer fra netværket. Personer, som de unge selv vælger at inddrage. Og det behøver ikke være de samme personer hver gang. I Louis’ tilfælde vælger han i første omgang at inddrage sin mor og læreren Jørn. På et senere tidspunkt kan det være, at Louis hellere vil have en eller flere venner eller klassekammerater med.
Det er i sidste ende Louis’ valg. Og i det hele taget handler hele tilgangen med Åben Dialog om, at det ikke er Morten, der sidder og træffer alle beslutninger for Louis. Han støtter ham snarere i selv at træffe beslutninger og tænker sammen med ham i stedet for at tænke for ham.
”Det er min overbevisning, at det i sidste ende giver bedre livskvalitet at have indflydelse på den måde, og at man derfor også er mere motiveret for at være og blive i det behandlingsforløb, man er i og har brug for”, siger forklarer Morten Wojtynka.