Terkel Winther reflekterer igen poetisk over livet i sin del af storbyen: ”Total god stemning på Nørrebro, eller om dengang jeg opdagede, at forudfattede meninger er noget lort.”
Af Terkel Winther
Det har altid været de marginaliseredes privilegium at blive vrede over små bemærkninger. Følelsen af forkerthed skydes med en håndbevægelse ud i omgivelserne, og hvad øjet ser efter, finder det ofte. En mine, der kan tolkes negativt. En bemærkning, der minder om noget fra en tåget og farlig fortid. Jo mere ”forkert” – desto mere opmærksom på alle de ting i livet, der kan bekræfte følelsen.
Således også med undertegnede.
Dagen er dejlig. Solen skinner lige tilpas varmt, og der er en følelse i luften af nu. Nu er det tid til at løfte sløret fra øjnene og kaste sig ud i dagen og i København. Mine tanker vandrer på min tur, og jeg tænker på, hvorfor antallet af psykisk syge er stigende. Der findes selvfølgelig ikke et enkelt svar på det, men mine tanker kredser om folkesjælen og vores samfund, som er så stærkt under forandring.
Jeg tænker på heden med dens stille, tilfangetagne passion, og jeg tænker på, at vi alle, engang for længe siden, var en del af dette tilfangetagne landskab. Ensomheden på heden er det fængsel, hvor passionen rastløst kaster sig rundt. Som en flimren over den varme asfalt kan hverken tanke eller følelse slippe væk og har ikke andet valg end at blive, hvor den er. Først nu, med det nye samfund og alle de nye muligheder, kan folkesjælen ane en åbning, hvor den kan undslippe. Det sker – langsomt sker ændringen.
Jeg tænker på det ensidige fokus på ungdomskulturen. De ældre har ikke længere den rolle, de havde før. Hvordan skal man bruge deres erfaringer i et samfund, som næsten ændrer sig fra dag til dag?
Jeg tænker på det ensidige fokus på ungdomskulturen. De ældre har ikke længere den rolle, de havde før. Hvordan skal man bruge deres erfaringer i et samfund, som næsten ændrer sig fra dag til dag? Når den gamle sidder og mumler om livsværdier og vigtigheden af at kunne mærke sig selv. Når den gamle snakker om at huske på vennerne og familien, så trykker den unge ekstra på speederen og vil pludselig gerne diskutere ældrebyrde og de stigende udgifter til både hospitaler og hjemmepleje.
Jeg er så fanget af mine tanker, at jeg tænker med vrede og uforsonlighed. De unges identitet dannes i subkulturerne, som pr. definition er ekskluderende! Sådan noget lort!
Jeg sidder på en stensætning tæt på, hvor jeg bor, og pludselig kommer to unge mænd gående med en ældre borger under armene. Den gamle er træt og ødelagt. Måske har solen fået has på ham, tænker jeg. De to unge gelejder den gamle forsigtigt på plads på stenene. Anviser med sikker stemmeføring, hvordan han skal gøre for at sidde så godt og sikkert som muligt. Derefter får han vand. Den unge fyr holder den gamle under hagen og hælder langsomt det kølende og læskende vand ned i halsen på den gamle.
Generaliseringer omkring mennesker er simpelthen forkert! Hvis man bare tør åbne hjerte og sind mod andre, møder man så meget god vilje.
Jeg går derfra med en sikker overbevisning. Generaliseringer omkring mennesker er simpelthen forkert! Hvis man bare tør åbne hjerte og sind mod andre, møder man så meget god vilje. Ingen passer ind i en firkant, og hvis denne statistiker-tankegang får lov til at dominere, er vi ilde stedt.
Ah – det var dejligt! Nogle nye at skælde ud på! Den statistiske bevidsthed. Skabt af samfundets evindelige krav om at effektivisere. Statistik er ødelæggende for at møde verden uden forudfattede meninger.
Men hvorfor bliver der flere og flere psykisk syge? Jeg ved det sgu ikke…