Lene Hermann beskriver en episode foran et psykiatrisk center ved en mindehøjtidelighed for en ung kvindes død i psykiatrien.
Af Lene Hermann
Onsdag den 15, juli 2015 står jeg uden for Psykiatrisk Center, Digetvej, Amager, lidt væk fra hovedindgangen sammen med ni-ti andre mennesker.
Det er årsdagen for Luise Hjerming Christensens død. Luises mor, Dorrit Cato Christensen, har skrevet en bog “Kære Luise”, der omhandler Luises liv fra hun blev født i 1973, til hun dør 32 år gammel på grund af mange års fejlbehandling og voldsom overmedicinering i psykiatrien!
Sammen med Luise mindes mange andre, flest unge mennesker, der ligeledes er døde af fejlbehandling og overmedicinering inden for psykiatrien de sidste år, af deres pårørende.
Alle tilstedeværende er medlemmer af foreningen “Død i psykiatrien”. Og alle ved de, hvad det vil sige at miste – eller være ved at miste – en pårørende på denne bestialske måde!
Pludselig forstummer al snak, og alle samler sig i en klump – stive og tavse.
Der kommer en ambulance, en politibil med de blå blink tændt og en bil med en yngre mand bag rattet. De kører hen foran hovedindgangen og parkerer.
De to falckreddere trækker båren ud af bagdøren. Gruppen ånder lettet op. Patienten er ikke død.
“Kommer patienten mon hjemmefra eller fra et bosted?”, spekuleres der blandt de fremmødte.
Der bliver talt lidt frem og tilbage, indtil en med kenderblik vurderer den yngre mand og siger: “Patienten kommer fra et bosted. Ledsageren ser for afslappet ud!”
Lidt efter opløser gruppen sig. Et kvarter senere kommer falckredderne ud, lukker bagdørene og kører væk.
“Ja, nu sker det, som altid sker!”
“Og hvad er det?”
“Han bliver dopet endnu mere, kørt ind på en stue og sendt hjem om nogle dage!”
Læs mere og bestil bogen ”Kære Luise” af Dorrit Cato Christensen her
I bogen skriver Dorrit Cato Christensen bl.a.:
”Denne bog handler om min elskede datter Luise, som ulykkeligvis døde af overmedicinering i det psykiatriske behandlingssystem.
Hendes dødsfald fik en del omtale i medierne, og i kølvandet fulgte andre lignende beretninger.
Jeg har gennem årene været aktiv i den offentlige debat, i pårørendeforeninger og været medlem af dialogforum for psykiatriområdet i Københavns Kommune og har via disse berøringsflader kendskab til mange ulykkelige skæbner. Jeg har dermed belæg for at påstå, at Luises sørgelige historie langtfra er enestående.”
red.