I anledning af Gøtzsche-debatten om overdreven brug af psykofarmaka bringer Outsideren to modsatte reaktioner. Jesper (anonym) erklærer i dette indignerede indlæg sin fulde støtte til Gøtzsche og kritiserer en del lægers arrogante eksperimenter med behandling af psykiatriske patienter. Læs også Mikkel S’ indlæg her
Af Jesper
Det vilde vesten – for psykiatere. Jeg skriver dette indlæg i Outsideren, fordi jeg støtter Peter Gøtzsches arbejde med at rydde op i medicinalindustrien og specielt i psykiatrien. Fra min synsvinkel ser jeg tilstande a la det vilde vesten for psykiatere, overlæger og andre professionelle, der er involveret i den danske og udenlandske psykiatri. Tvang, overmedicinering, overdiagnosticering og overbehandling er noget, der hører til hverdagen i psykiatrien. Jeg ser, hører og oplever det i min færden blandt andre patienter og i psykiatrien. Og jeg har mærket overbehandling på egen krop.
Pillerne
Der tegner sig et billede af, at den medicin, som vi psykiatribrugere får, ikke virker efter hensigten og har en helvedes masse bivirkninger. Sådan som Peter C. Gøtzsche også beskriver det. Jeg kender personligt en, som tager “Abilify”, hvor pillerne ikke virker på hans problem med, at han hører stemmer. Jeg har selv taget psykofarmaka i form af Risperdal og Abilify, hvilket har medført en enorm vægtøgning, og at jeg nær havde fået sukkersyge og andre følgesygdomme (for højt kolesteroltal). Jeg har ikke nogen fornemmelse af, at pillerne virkede, derimod mener jeg, at normal søvn, styr på eget liv og sund kost virker. Kontrol over ens egne tanker og sociale forhold. Det er lettere sagt end gjort, og det har taget lang tid for mig.
Medicin fylder meget i psykiatrien, og jeg mener, at den skal spille en meget mindre rolle. For mig skete der først en forbedring, da jeg tog sagen i egen hånd. Jeg fandt en psykiater, som havde en kort venteliste. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville have, at han skulle rode med min psyke. Det eneste jeg skulle bruge ham til, var at trappe ud af medicinen. Det sagde han ja til, så længe jeg ikke løj for ham, og det har jeg holdt, og han har holdt sit, selv om han gerne vil have, at jeg bliver på denne dosis, som jeg nu er trappet ned på, men det vil jeg ikke.
Jeg ved af erfaring, at man er hudløs i to uger efter, at man har trappet ned, og jeg har ondt i hovedet i en uge efter, har jeg erfaret – og det skyldes alt sammen den farlige medicin, som skulle hjælpe, men som ikke hjælper på længere sigt. Det gør i hvert fald ikke én rask. Min ustabilitet i forbindelse med udtrapningen skyldes ikke min psykiske sygdom, men at mit organiske system bliver ustabilt, når det ikke får det stof, det har været vant til at få i ni lange år, Det, der gør en rask, er recovery, vil jeg mene.
Med den vanedannende tilvænning er det jo klart, at kroppen ved nedtrapning bliver ustabil i et stykke tid, og det går faktisk fint, efterhånden som kroppen bliver vant til en lavere dosis. For ja, det sker noget på det rent biologiske og biokemiske plan. Derfor går jeg også meget op i at give kroppen de vitaminer, som den har brug for. Et andet eksempel på, at Gøtzsche har ret, er, at mine blodprøver nu ligger inden for normalen, hvilket de ikke gjorde før, jeg blev påbudt at tage mere medicin – og hvad gjorde man ikke dengang, når de professionelle sagde, at det ville hjælpe at tage mere medicin? Men det har jeg erfaret, at det gjorde det ikke.
Og hertil kommer, at vi patienter ikke kan få at vide, hvad der er i de piller, som vi skal tage ifølge det psykiatriske system, og hvilken effekt pillerne har på vores hjerner. I mange tilfælde hjælper de ikke, og der er to grunde til, at vi ikke kan få at vide, hvad der i pillerne, nemlig dels at det er en forretnings hemmelighed – dvs. de sætter profit højere end psykisk syges ve og vel – og dels fordi medicinalfirmaerne ikke vil indrømme, at de ikke har nok tjek på, hvordan deres medicin virker på folk.
Patienten i centrum?
I behandlersystemet skal der fokuseres på, hvordan patienten selv vil have sin behandling og ikke på et færdig-designet forløb, som er defineret af nogle andre. Man fylder folk med medicin, som brugeren ikke selv ønsker at få. Jeg bliver så forbandet harm over, at de giver folk medicin, som de ikke ved om virker. Psykiaterne prøver først med én slags piller, og hvis de ikke virker, så prøver de bare nogle andre – og på dén måde bliver folk behandlet. Det er det, man i andre sammenhænge kalder ”trial and error”, og det er ærlig talt ikke særligt overbevisende rent videnskabeligt!
Det virker som om, at professorer, psykiatere og andre professionelle behandlere er i vildrede og ikke kan finde ud af deres eget fag. Og jeg vil påstå, at det har de aldrig kunnet, fordi de har brugt tvang, overdreven medicinering, elektrochok og andre torturlignende metoder, hvor patienten umuligt kan være i centrum. Hvis man virkelig vil patientens ve og vel, så eksperimenterer man ikke på mennesker, hvad enten det gælder medicin eller andre mere eller mindre sikre behandlingsmetoder, som ikke virker!
Lægers faglige stolthed
Noget jeg også kan blive støt over i debatten er, når læger siger, at debatten går ud over deres faglige stolthed, når de bliver skudt i skoen, at de ikke har nok forstand på det, de laver. Til det vil jeg sige, at de jo bare kan se på hvor mange, der rent faktisk bliver helbredt fra psykisk sygdom. Det er dér, de kan og skal hente deres faglige oprejsning. Resultaterne må vise, hvor gode de er, intet andet! Fagfolk, der udbasunerer deres fine titler, men som ikke finder sig i at blive kritiseret, eller som ikke vil tage dødsfald alvorligt, er ikke bare arrogante – en sådan holdning vidner også om en reel grundlæggende usikkerhed i forhold til deres eget fag.
Til sidst vil jeg sige, at Gøtzsches debat har været savnet i mange år for mit vedkommende, fordi det virker som om, at det er første gang, at en professor går i kødet på det etablerede psykiatriske system. Et system, som vi er mange psykiatribrugere, som har følt er uretfærdigt og har mærket på egen krop og psyke. Peter Gøtzsche er med til at sætte en stopper for den dårlige psykiatriske behandling. Så støt op om debatten – eller håb, at du aldrig kommer ud for en psykologisk krise!