Nis Bjarnhof har samlet og redigeret en række samtaler med Sanne, der kom ind på Outsideren og fortalte om sit liv. Det er en barsk historie om seksuelle overgreb i opvæksten, og hvad Sanne selv kalder ”verbal incest”. Vi har valgt at anonymisere historien, men kender hendes virkelige identitet.
Af Nis Bjarnhof
Sanne kom ind på redaktionen med et mål for øje. Sådan er hun altid. Hun kan virke flagrende, men hun ved, hvad hun vil. Og hvordan hun vil se ud. Altid klædt i lyst og matchende tøj, altid med et skær af forår og sport; lyserøde løbesko, grøn windbreaker og gule solbriller. Sådan er det i dag. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. Det har hun fortalt om igennem de sidste måneder, hvor vi har mødtes jævnligt. Jeg har dårligt haft lejlighed til at stille spørgsmål, for hun har talt så meget. Imens har jeg skrevet. Her er, hvad jeg har forstået.
Barndom
Jeg blev i født i Odense i 1973. Et af mine første minder er at sidde i et badekar, mens jeg skriger og hyler og tårerne triller. Jeg råber efter mine forældre, men i stedet for at trøste mig tager de hårdt fat og stikker en piratos i munden på mig.
I det hele taget bliver der råbt meget. Men det er ikke det værste. For nogle gange bliver jeg også befamlet. Jeg husker det kun svagt, men jeg får ofte disse billeder af, at mine forældre skændes og slås, og så det seksuelle. Første gang var på en ferie, da jeg var fem. Min far spørger, om vi skal dyrke oralsex. Han fik mig på en eller anden måde snydt til at gøre det, så min mor ikke fandt ud af det. I dag ved jeg ikke, om hun er medskyldig.
Med tiden finder jeg ud af, at der også foregår noget af det samme i mine forældres forretning. Det mandlige kønsorgan bliver brugt som sut. Og det fortsætter. Fra jeg er ti til seksten, befamles jeg ofte. Jeg forsøger at slippe væk, men jeg kan ikke.
Incest og verbal-incest
Incesten sidder i mig. Ikke alene har den påvirket min egen seksualitet meget negativt, men alle relationer overhovedet. Det skaber konflikt og frustration. Det har også gjort, at jeg blev voldtaget senere, og at jeg kom i forbindelse med de forkerte. Den har også medvirket til, at jeg kom i dårlige forhold med vold og manipulation. Det er jeg i behandling for i dag.
Jeg har nok fortrængt meget af det, der skete. Derfor var det også så svært at tage op. Det var utroligt flovt at have oplevet alt det. Derfor udviklede jeg også lidt mit eget sprog for at kunne tale om det. Der er stadig bestemte gloser, som jeg kan frygte at høre til selskaber. Jeg er rædselsslagen for, at de bliver sagt. Det opleves meget krænkende at høre helt almindelige ord. På et øjeblik kommer man tilbage i den gamle, seksuelle terror.
De forkerte ord kalder jeg verbal-incest, fordi de sender mig lige tilbage. Min far sagde f.eks. engang, at jeg skulle være passe på, at mit foster ikke røg igennem gulvhøvlen. Det kan jeg blive mindet om, hvis jeg lige pludselig ser et firma, der hedder Pedersens Gulvservice. Den glose prøver jeg at vende til noget andet. Før hørte jeg hele tiden ting, der sendte mig tilbage i det gamle. Men i dag kan jeg vende det til grov humor og grine af det. Jeg har også en bekendt, der har været udsat for incest som mig selv. Her accepteres det.
En af de ting, der har hjulpet rigtigt meget, er at finde ud af mere om incest, at se dokumentarer, at læse og at tale med andre. Det har ligesom givet det hele en sammenhæng. Selve sammenhængen er en sejr. Netop sammenhængen vil jeg også gerne give videre til andre. Ligesom det har hjulpet mig meget at læse om andre, håber jeg, at det kan hjælpe andre at læse om mig.
Ungdom
Jeg gik i almindelig folkeskole indtil 10. klasse. Jeg tog også gymnasiet og derefter 1-årigt HH. Så fik jeg arbejde, i første omgang mest administrativt, f.eks. som bogholder med regnskabsføring, fakturering osv. Senere tog jeg en design-uddannelse som teknisk tegner indenfor byggebranchen. Jeg fik også sindssygt meget arbejde bagefter, og det var virkeligt hårdt.
Jeg tænker nogle gange tilbage på min gamle klasse. Måske er det en slags visdom, at det lykkes for nogen, men ikke for andre. Der var både mennesker, der blev tegnere indenfor rumfart og andre, der lavede varmelamper. Alle mulige ting. I dag befinder jeg mig selv i den samme proces med at gøre ting virkelige, så de giver mening.
I 1993 boede jeg i Marseille. Der trivedes jeg rigtigt godt. Der fornemmede jeg et godt, gensidigt sammenhold. Jeg var babysitter for fire børn. Især var jeg glad, fordi jeg var i stand til at flyve derned, selv om jeg har rigtig meget højdeskræk. Alligevel synes jeg, at der foregik noget lumskt i min omgangskreds. Måske var der nogle af børnene, der blev udsat for overgreb, ligesom jeg selv var blevet. De forældre, jeg selv var au pair hos, var dog sunde og fornuftige.
Førtidsmodtager
Alligevel endte det hele jo med, at jeg blev førtidspensionist. Eller som jeg nogle gange siger: førtidsmodtager. Det ville jeg egentligt ikke være, for jeg er slet ikke færdig med at give. Jeg er heller ikke enig i, at det er det bedste for mig. Derfor søger jeg også stadig arbejde en gang i mellem. Jeg har f.eks. været tilbage i praktik på det sted, hvor jeg blev design-uddannet.
På et tidspunkt blev jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling. Jeg var belastet, men jeg mener, at jeg kunne have fået en bedre behandling end at blive tvangsmedicineret. Den gav slemme bivirkninger. Jeg fik simpelthen en overdosis af medicinen, og det var så forfærdeligt med både ufrivillige bevægelser og en masse stivhed.
Jeg har ofte modsat mig at indtage psykofarmaka og insisteret på, at der var noget andet galt. Der skulle jeg nok have stået mere fast. I dag tager jeg ikke noget som helst. Jeg synes, det er grotesk, at folk bliver tvangsmedicineret. Derfor har jeg også støttet op om mange andre med de samme problemer.
Jeg fik også en søn, da jeg var ca. 30. Min søn lider af en særlig og meget sjælden stofskiftesygdom. Han bliver højest 18 år gammel. I dag er han 12. Hvis jeg får en depression, når han dør, vil jeg alligevel ikke have medicin. Jeg vil gennemleve det uden. Han bor på en døgninstitution. Jeg ser ham én gang om ugen og har samvær hver fjerde uge. Hver anden foregår i deres lokaler, hver anden tager vi på udflugt.
Mit liv i dag
I dag tager jeg mig mere af mig selv. Jeg synes, jeg har fortjent kvalitet og at leve sundt. Jeg vil gerne få mine ressourcer fra maleri, musik og dans, men kun sammen med de folk, som jeg synes om. Jeg er travlt beskæftiget alle ugens dage. Det er det vigtigste for mig. Jeg dyrker en del motion, også sammen med andre psykisk sårbare. Jeg er blevet uddannet instruktør.
Al min sport er en del af en større livsstilsændring. Det prioriterer jeg. Igennem lang tid har jeg nemlig været mobbet ind i både alkohol og hash-misbrug. Alt det har jeg droppet fuldstændigt. Jeg ser slet ikke mennesker med misbrug mere. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, og jeg vil da også gerne hilse, men jeg kan ikke omgås dem.
Jeg er vild med at cykle. Det er min egen disciplin og ressource. Her er jeg også instruktør. Jeg har også deltaget i mange løb, hvor jeg f.eks. stillede podiet op. Her bruger jeg mine ressourcer, og det jeg har lært og får også skrællet noget negativt af. Begge dele er godt.
Jeg synes ofte, at folk underbedømmer mig. De mener f.eks., at jeg skal have øvelse i at tale, men jeg kan sagtens sige, hvad jeg mener. Det sker på mange forskellige måder.
Det var også en sejr at få en privatpsykolog i stedet for distriktspsykiateren. Her fandt jeg ud af, at det er groft for sjælen, det jeg har oplevet. Her får jeg drøftet det hele igennem, også med hjælp fra hypnose. Det er ret individuelt, om det jeg har oplevet kan tilgives. Det påvirker også min cyklus.
Jeg prøver også at sikre, at æblet falder langt fra træet, dvs. at min søn ikke bliver udsat for alt det, jeg er blevet udsat for. Måske er mine egne forældre også blevet udsat for incest. Det ved jeg simpelthen ikke.
Jeg er blevet bedre til at sige fra i en god mening. Jeg er også blevet mere stædig og stabil og kan påtage mig flere opgaver og holde ved dem, uanset hvad alle andre synes. Selv når de mener, at det er skørt. Jeg kan stå ved mig selv.
I fremtiden vil jeg meget gerne analysere mine billeder og bruge dem til at optræde med, måske til comedy. Jeg vil gerne kunne vende tingene rundt på den måde. Det skal siges. På samme måde, som når jeg hører et ord, jeg frygter, men så vender det rundt med grov humor.