Vi ”Outsidere” ved det allerede: Den vigtigste viden om psykisk sårbarhed kommer af erfaringer – ikke gennem lange universitetsuddannelser og lægevidenskabelige lærebøger. Skolen for Recovery er et nyt bud på, hvordan man kan bruge erfaringerne til at hjælpe andre.
Flere og flere har fået øjnene op for den kæmpe kvalitet, der er ved at inddrage egne erfaringer, når det kommer til at rådgive, undervise og inspirere psykiatribrugere. Peer-arbejde er det nye sort i psykiatriverdenen, og flere lignende tiltag er begyndt at blomstre op blandt behandlingstilbuddene.
Et af dem er Skolen for Recovery – et pilotprojekt udviklet i 2015 og nu med deres andet undervisningsforløb sat i søen. Undervisningen bygger på egne erfaringer fra henholdsvis psykiatribrugere og sundhedsfagligt personale i Region H Psykiatri. Kursisterne er et mix af sundhedsfaglige, brugere og pårørende.
Vi har talt med en af kræfterne bag, underviser Mads Lange, der selv er kommet sig efter psykisk sygdom.
– Det er en ny måde at tænke på, som vi gerne vil finde ud af om fungerer i praksis. Kan egne erfaringer gå hen og blive ligestillet med faglig viden, og hvordan tager folk i psykiatrien imod det? Det er de helt store spørgsmål, forklarer han.
Paraderne faldt
Lene Hermann har i løbet af sine fyrre år som psykisk sårbar været igennem et utal af behandlingsforløb, og ikke alle har været lige succesfulde. Hun var da også skeptisk, da hun fik foreslået Skolen for Recovery, men den nye måde at gribe tingene an på har slået benene væk under hende – på den positive måde.
– Jeg er så imponeret over det, de her mennesker gør. En underviser med brugererfaring har min fulde respekt med det samme. Andre skal gøre sig fortjent til den, siger Lene Hermann, der ofte har følt sig dårligt behandlet og misforstået i systemet.
– Jeg bliver såret, hvis folk ikke forstår mig og ikke viser mig respekt. Jeg føler, folk er forudindtagede og ser mig som en patient i stedet for et menneske, fortæller hun.
Og netop respekt samt forståelse og ligeværdighed er nogle af grundstenene i undervisningen.
– Temaerne i undervisningen er som sådan helt klassiske led i en recovery-proces, det kan f.eks. være søvn, motion eller forholdet til de pårørende. Forskellen er, at vores undervisning er bygget på gensidig forståelse og dialog. Man taler sammen, lytter til hinanden og lader sig inspirere af hinanden på kryds og tværs. Vi prædiker ikke én bestemt måde at gøre tingene på, men justerer og udvikler undervisningen efter kursisternes behov. Den fleksibilitet og det at blive mødt i øjenhøjde, mener jeg, er afgørende for at komme sig, fortæller Mads Lange.
Bruger til bruger skaber tryghed
Men hvad vil det egentlig sige at blive mødt i øjenhøjde, og hvad betyder det for den enkeltes recovery-forløb?
Lene Hermann er ikke i tvivl:
– Idet man lader paraderne falde, åbner man også for noget nyt. Jeg suger til mig, og jeg knytter mig til folk på en anden måde, og det giver en følelse af samarbejde og godt makkerskab og ikke mindst tryghed, forklarer hun, og Mads Lange supplerer:
– Det er fantastisk at mødes på denne her måde, og dét at kunne bruge ens egne erfaringer i samspil med andre giver også os undervisere en kæmpe succesoplevelse. Vi er mere opsatte end nogensinde på, at det her projekt skal lykkes – også på den lange bane, understreger han.
Det kræver nytænkning
For ligesom med mange andre lignende projekter har Skolen for Recovery været et pilotprojekt – men med positive fremtidsudsigter.
Mads Lange og hans kolleger fortsætter lige nu som hidtil, og på sigt er håbet at kunne brede undervisningen yderligere ud – både geografisk og i psykiatrien.
– Vi vil gerne være tilgængelige for alle i Region H Psykiatri. Selvfølgelig for psykiatribrugerne, men også som led i f.eks. specialiseringen til psykiater og praktiserende læge mm. Vores ønske er, at ekspertviden og personlige erfaringer skal gå hånd i hånd, og vi mener, det her er et stort skridt i den rigtige retning, siger han, og pointerer at en stor del af udfordringen ligger i, at forholdet mellem behandler og patient bliver mere udefinerbart.
– Medarbejderne træder ud af deres normale rolle som behandlere, og forholdet mellem patient og behandler forskubbes. Før har det f.eks. været et no-go for en sygeplejerske at åbne op og dele ud af egne erfaringer, og det er selvfølgelig en proces, vi skal igennem, som ikke sker fra den ene dag til den anden, forklarer han.
Lene Hermann mener også, at der stadig er et stykke vej igen, før de personlige erfaringer vinder indpas og bliver accepteret som et ligeværdigt behandlingstilbud, men hun synes, det går den rigtige vej:
– Man kan stadig mærke, at der er en angst for at slippe bøgerne og den klassiske patient/behandlerrolle, og den er man nødt til at komme ud over, når man har med mennesker at gøre, men det her er et stort fremskridt. Jeg mener, kunsten er at rokke ved nogle ting, og det er i den grad lykkedes, slutter hun.