Mange mennesker, og her især politikere, betragter naturvidenskabsfolk som en slags domestikker, tjenestefolk eller tyende, hos hvem man blot kan bestille et videnskabeligt resultat. Alt, hvad naturvidenskabsfolk laver, er alligevel indhyllet i så megen uforståelighed, at der ingen fare er for nogen folkelig appel. Hvis de vidste, at naturvidenskab har sin helt egen dagsorden, helt uafhængig af al politik og magtudøvelse, ville politikerne sikkert være bange for dem, hvilket der jo er tale om for mange almindelige menneskers vedkommende. Mange mennesker er fuldtud tilfredse med at traske i andres fodspor, og ser ændringer, der kan influere på denne adfærd, som mistænkelige.
Jeg erindrer en højskoletype, som var inde på det med at tænke dybere over tingene ved at referere til nogle mennesker som værende ”vakt”. Heri indgår jo den betragtning, at det at blive ”vakt” kommer fra nogle andre – og dybest set fra samfundet. Der er her naturligvis tale om det rene vrøvl. Det gør sig ikke gældende for folk, der fra barnsben er rettet mod naturvidenskaben. Der er derimod tale om, at en ret enkel tankerække sætter disse børn i stand til at etablere en klar prioritering af de mange former for viden, vi nutidsmennesker kommer i nærheden af, og som endvidere får dem til klart at indse, hvad den naturvidenskabelige tilgang til verden koster.
Det koster bl.a. et definitivt farvel til al religion og overtro – men på den anden side indebærer et indgående kendskab til det moderne verdensbillede kendskab til tanker, som er langt mere raffinerede end alverdens religion og overtro. Det forhold, at der er så umådelige forskelle i folks intellektuelle kapacitet fra starten, betyder også et farvel til meget menneskeligt fællesskab for dem, som går dybt ind i disse tænkemåder. Intellektualitet er her ikke synonymt med viden, men derimod erkendemæssig dybde og det, på korrekt grund, at være i stand til at etablere generalisationer om verden og ting i verden, samt at indse det fulde betydningsindhold af disse.
Religion og overtro får således en anden rolle, idet de som psykologiske isolater kræver en redegørelse. Denne må dels bero på at gøre rede for en meget lang fortid, men den må også indeholde en psykologisk forklaring, idet man jo kan iagttage, at selv i dag, hvor vi har så glimrende forklaringer på alt det, som tidligere generationer måtte give op overfor, abonnerer folk verden over alligevel i vidt omfang på religiøse overbevisninger. I Afrika fejrer heksetro triumfer – men kontakten til den vestlige verden er jo her af så ny dato, at man ikke kan forvente, at disse folk skulle være i stand til at springe så mange udviklingstrin over, som vi selv har måttet være igennem for at nå dertil, hvor vi er i dag. Og selv herhjemme er der masser af religion og overtro – blot skilter folk ikke så heftigt med det, fordi det står til at blive manet i jorden af folk, som ved bedre.
Med hensyn til det der med børn, som tidligt indser validiteten af naturvidenskabelig tænkning, skete der det for mig, at jeg, konfronteret med religiøse betragtninger, fremsat af lærere i den skole, hvori jeg gik, gradvist fik uddestilleret og isoleret det springende punkt, hvorom det hele drejede sig. Der var tale om, at de insisterede på, at man skulle bare TRO – og ikke forsøge at forstå. Ikke stille spørgsmål og ikke forvente svar.
Da først denne barrière var faldet, stod man overfor den opgave netop at forstå og at stille spørgsmål. Jeg må indrømme at jeg først nåede den tilstrækkelige modenhed til at tage alvorligt fat herpå efter gymnasiet. Jeg er af den opfattelse, at børn, såfremt de er inde i en sådan udvikling, skal have lov til at modnes i eget tempo. Derfor vil jeg også her indrømme, at den af mig ovenfor fremsatte påstand om børns evne til at etablere en klar prioritering af de mange former for viden, vi mennesker kommer i nærheden af, samt at indse, hvad en naturvidenskabelig tilgang koster, nok er en lidt kæk bemærkning. Men der er alligevel noget rigtigt i princippet.
Mange gymnasiasters ambitioner strækker til en forestilling om et embede, og hvis det dertil er nødvendigt at lære en masse formler, gør man det – uden at man indser alle de erkendemæssige vanskeligheder, der kan ligge i blot én formel. Nogle kan kun strække sig til at lære udenad som en papegøje, uden at forstå det ringeste af noget som helst. Selve den helt fundamentale ting at undre sig, endsige at tage konsekvensen heraf, er der mange, vel flertallet, som aldrig når frem til.
Selve det at nå til den erkendelse, at ens tanker ikke er noget åbent postkort, alle, og, ikke mindst, gud, kan kigge med i, finder jeg, er et stort gennembrud på det personlige plan. Det forhold, at tanker hos én, som man ikke har givet udtryk for, er ens egne, helt og aldeles. Men dertil kommer så det, at når man selv synes, at man er kommet et stort skridt i sin personlige udvikling, at man så har et behov for at vende det med nogen. Selv indså jeg relativt tidligt, at dette var håbløst. Begge mine forældre var fra ungdommen af sådan lidt kristelige, og da de blev gamle, blev det mig stadigt tydeligere, at de i ingen henseende havde flyttet sig fra dette standpunkt. Så jeg holdt mine tanker for mig selv, og den form, de havde, mens jeg boede hjemme, gav ikke anledning til kontroverser.
Jeg har hørt om andre unge, som havde den oplevelse, at de voksne betragtede det som deres ret at bryde ind i de unges tanker og korrigere disse, skønt der var tale om uskyldige udviklinger. Her ser vi mange voksnes tro på egne muligheder for at forme et ungt menneske, men også det at betragte det som en ret, den voksne har som en selvfølge, at have til hensigt at forsøge at forme et ungt menneske. Således tror jeg, at mange unges spæde forsøg på en selvstændig indsats kvæles i fødslen. Jeg er af den opfattelse, at det ikke lader sig gøre at forme et barn eller et ungt menneske. Påvirke det, gennem samtale, ja, men ikke at forme. Det unge menneske har sin egen form, og om der heri ligger muligheder for indsigter, lader sig stort set ikke ”forme” af andre. Kortene er blandede og delt ud på forhånd.
Dette at nå frem til, at ingen kigger med, når man tænker, gør en kæmpe forskel. Det er jo emnet for Trilles berømte sang om ”Øjet i det høje”, som fik mange kristelige til helt at miste kontenancen. Men vi er her også fremme ved det sjove forhold, at hvis gud er en del af ens egen psyke, så er han jo i høj grad med på en lytter, og han er med overalt, hvor man færdes. Der er her det springende punkt, i hvor høj grad denne gud har en selvstændig rolle i ens psyke. Det forhold, at nævenyttige troende uophørligt refererer til en gud, som noget der er overalt, og som har selvstændig, evig eksistens i os, er jo ganske tankeforgiftende. Pludseligt bliver det ganske logisk, hvorfor han har tid til at beskæftige sig med hver af vore lønligste tanker – simpelthen fordi vi kan tænkes at være udrustede med hver vor personlige gud, som ved alt om os.
Det forhold, at man helt får elimineret dette gudsbegreb, sætter det at dele sine tanker med nogen i et ganske andet lys. Dette at man vælger videnskabsvejen, og at man helt afskriver gudsbegrebet – og i øvrigt afskriver al overtro som rent nonsens, bevirker så det problem at finde nogen, som overhovedet er åbne for den slags tanker, ja, som er villige til at gå videre til egentlig viden, hvor det ikke mere drejer sig om at viderekolportere folketro, men at sætte det hele på en videnskabelig spids. Mennesker, der tænker sådan, har altid været en mangelvare, og der er mange historier om unge, der er vokset op helt alene med deres dybe videnskabelige engagement. Jeg erindrer, at dengang jeg startede på universitetet, var det denne historie, man overalt hørte. Men der var også eksempler på unge, som var presset ind i et studium af deres ambitiøse forældre uden selv at have det ringeste videnskabelige engagement.
Når jeg siger, at barnet har det hele med fra starten, er det jo ikke rigtigt, i den forstand, at den videnskabelige tanke skal formidles på den rigtige måde til barnet. I førskolealderen, hvor barnet ikke kan læse, spiller radioen en fuldstændig altafgørende rolle. Og der kommer jo så meget ud af radioen. Det meste er i dag holdningsstof – man har travlt med at fortælle folk, hvad de skal mene. Det videnskabelige stof skiller sig ud derved, at her gælder det ikke om at mene, men om at forstå. Psykologien i vidensstoffet skiller sig således væsentligt ud fra holdningsstoffet, ikke mindst på den måde, at alle de tåbeligheder og lave motiver, som præger alt holdningsstoffet, her helt lades ude af betragtning, men at der startes fra det udgangspunkt, at alt vrøvlet er røget over skulderen, så vi kan tage fat på det egentlige – dvs. det, der er emnet for den videnskabelige interesse.
Ofte er emnet et emne, som ganske skiller sig ud fra menneskenes verden, og hvor det, der fanger, er tanken om, hvordan man har fundet ud af alt det, der præsenteres. Der er jo hele tiden opvoksende generationer, som skal have det hele med fra starten, og det er her værd at nævne, at videnskabshistorie er alt andet end kedelig.
Nogle vil nok gøre gældende, at det, at børn bliver præsenteret for og oplever den religiøse tanke, kan tænkes at udgøre en tankemodel for abstrakt tænkning. Historisk, set i det meget lange perspektiv, har religion jo nok spillet en stor rolle i udviklingen af den menneskelige kultur, i vekselspil med udviklingen af den menneskelige tænke- og abstraktionsevne. Men lad os nu se på kendsgerningerne. Megen religiøs informeren har indoktrineringens karakter. Der sættes bomme op for, hvad der må tænkes på, og, især, hvad der ikke må tænkes på. Derfor er det med ulyst, at jeg bringer denne aspekt af religiøs tænkning på bane. I virkeligheden er den meste religion en demonstration af åndelig fattigdom. Og det forhold, at det religiøse præsenteres som værende en fysisk kendsgerning, tjener til fuldstændigt at tilsløre forskellen mellem det faktuelle og så den rene fantasi. Jeg har andetsteds fortalt om primærprocessens betydelige rolle i forhold til at kunne lave tankeeksperimenter som var helt uafhængige af faktuelle forhold. Mange børnebøger udnytter muligheden for at lade fantasien gå på langfart, men de kræver ikke, at det fremstillede skulle have faktualitetens karakter. Barndommen må være den tid, hvor der er frihed til at forestille sig alt muligt, hvorfor det er direkte kontraproduktivt at spænde barnets fantasi ind i afgrænsninger, der er alt for små. Og netop alle erfaringer med forskning viser jo med al tydelighed, at der er mange flere muligheder i den faktuelle verden, end hvad den fantasiforladte formår at indse. Men nøglen til at realisere noget, man har fantaseret om, går gennem et omhyggeligt, og i praksis langvarigt og nøje studium af de love, der er styrende for den virkelige verden.
Den aktivitet alle børn har, er legen, forudsat, at de har det godt. Og nøgleelementet heri er jo netop det at tillægge ting betydninger og roller, som netop fantasien muliggør. Derfor har børn på ingen måde nødig, at der lægges en religiøs dæmper ud over det hele. Men der kan ligge det i det, at det religiøse kan være en vej til at indse det principielle i moralsk og etisk tankegang. Her ser vi demonstreret, hvordan den adfærdspsykologiske indfaldsvinkel helt kommer til kort, idet enhver adfærd har en tankegang som udgangspunkt. Og det forhold, at vi som mennesker er i stand til verbalt at redegøre for de tanker, der ligger bag en given handlemåde, stiller således adfærdsforskningen næsten skakmat. Jeg siger her ”næsten”, fordi det allerede af Sigmund Freud blev påvist, at der ikke sjældent er uoverensstemmelse mellem den hensigt, folk giver udtryk for, og så den adfærd, de udviser. Her skulle lakmustesten så være at observere adfærd som værende den egentlige sandhed. Men det er jo i praksis at sætte de tanker, folk gør sig, udenfor døren. Lad være, at folk sommetider lyver for sig selv – det forhold, at praktisk politik ofte går ud på at sætte dette i system. Men der er faktisk mennesker, hvor der er overensstemmelse mellem det folk tænker og det, de gør. Folk har i alt for mange år været hypnotiseret af uoverensstemmelsen mellem det folk tænkte, sagde og gjorde. Som efter min regnebog ikke er så simpel og altgennemtrængende, som den psykologiske litteratur siden Freud har haft som underforstået understrøm.
Det forhold, at der har vist sig at være mange penge i naturvidenskabelige landvindinger, har været et godt overtalelsesmiddel overfor moderne politikere. I øvrigt er det her værd at lægge mærke til, at fra den del af industrien, som i stor stil er aftagere af videnskabelige resultater, som f.eks. medicinalinustrien, er der med stadigt større styrke fremsat ønsker om en intensiveret statslig grundforskningsindsats overfor politikerne, hvilket disse har været utilbøjelige til, fordi de bl.a. er mentalt formørkede af forblændelse af den privatfinansierede forsknings velsignelser. Denne lider imidlertid under manglen på fri udveksling af forskningesresultater, sådan som det foregår i universitetsregi, og som i flere hundrede år har vist en enorm styrke i forhold til det overordnede mål at skaffe forskningsresultater.
Ikke mindst i forhold til at få gået kontroversielle resultater efter har været vigtig, idet det er et meget kendt fænomen, at den enkelte forsker kan være så absorberet i opfattelsen af egne teoriers rigtighed, at han/hun overser egne vildfarelser og fejltolkninger. Rene forfalskninger af resultater og simpel svindel er også set. Det i udlandet forekommende fænomen, at akademiske titler er en handelsvare, som vi herhjemme er forskånet for på grund af en omfattende lovgivning om akademiske titler, har også gjort sig gældende på den måde, at rene amatører har fået mulighed for at sende resultater ud, der ingen steder havde hjemme.
Kampen om at gøre sig videnskabeligt gældende, er internationalt meget hård, og der kommer her det forhold ind, at det at være videnskabsperson med en videnskabelig karrière ikke blot fordrer, at man klart har indset den overordnede betydning af videnskaben for snart sagt hvadsomhelst, men også, at man er udrustet med en meget stærk og stabil og snarrådig psyke – hvilket mange studerende ikke er i stand til at honorere. Disse er så at finde i det kvalificerede publikums rækker.
(Billedet er photo-1536329583941-14287ec6fc4e.jpg fra Unsplash.com)