Jeg har diagnoserne boderline og bipolar, hvilket gør at mit humør kan ændres på sekunder. Ofte er jeg ked af det og har svært ved at hænge sammen, men jeg har også dage måske endda hele perioder hvor tingene går godt, jeg smiler og min omgangskreds tænker at nu er jeg endelig glad.
Men lige inde under mit smil gemmer sig en anden sandhed, for jo jeg er glad, men mest af alt er jeg angst, pisse bange for hvornår det slutter og endnu mere hvordan. Jeg ved at det slutter, det gør det altid. Jeg går og venter på en katestrofe og jo længere jeg går jo større bliver frygten og forstillingerne omkring hvordan glæden bliver brudt.
Jeg kan næsten mærke trykket i brystet og holder vejret hver gang jeg tager min telefon. Jo længere jeg er glad jo værre er katestrofen ofte også, det er indbegrebet af ´højt at flyve, dybt at falde´ Jeg bliver til tider lettet hvis ulykken ikke er så slem, som forventet, jeg har dumpe et fag og min reaktion er at ånde lettet op og rette ryggen, for i det mindste er der ingen der er døde.
På den måde er der for mig ingen dage som er 100% gode.