Marie Herløvsen deltog i november 2015 i en transformerende og hæsblæsende proces – en fortællerworkshop arrangeret af Depressionsforeningen og sammenslutningen Forvandlende Fortællinger.
Af Marie Herløvsen
#ER DU SINDSYG? – var titlen på projektet. Det var en rutschebanetur, der er strakte sig over ti dage med fire workshops og en forestilling foran en udsolgt sal på spillestedet Global på Nørrebro.
Vi ankom som fremmede i tusmørket en eftermiddag i midten af november til KW3 på Østerbro, et lokalt kultur- og projektværksted for unge. Vi var otte deltagere, men endte med at være syv – og på et tidspunkt var jeg selv ved at melde fra, fordi det satte så mange følelser i gang. Vi havde det til fælles, at vi alle var under 35 og havde haft depression tæt ind på livet. Vi blev hurtigt et fasttømret team os deltagere, kursusfacilitatoren, en projektleder fra Depressionsforeningen og en studerende, der observerede processen. Rummet føltes trygt, og det var overraskende nemt at dele historier.
Få timer og en intens række øvelser senere stod vi overfor hinanden og havde delt superintime ting om vores liv, fyldt af følelsen af sammenhold og en masse gode fortællertips. Som den største selvfølge krammede vi alle hinanden farvel i vores trygge ”circle of love”, som vores ”debriefing samtaler” kom til at hedde.
Fortæl en historie
Workshoppens struktur var simpel. Den første dag gik ud på at gå hen til den, du kender mindst, og fortælle en historie på ét minut, at gå hen til den, du kender mindst, og skære historien ned til 40 sekunder, at gå hen til den, du kender mindst, og fortælle historien på 30 sekunder – og herefter på 20 sekunder og på 12 sekunder. På den måde bliver kernen i din historie tydelig. Vi fortalte alle mulige historier den dag, og forbløffende få handlede om psykisk sygdom, selv om vi godt vidste, at det var det, vi havde til fælles.
Næste dag så vi nogle af de tidligere holds optræden og diskuterede, hvad der virker og ikke virker. Vi skulle finde en idé til, hvad vi selv ville optræde med en uge senere – skrive den ned og ligesom dagen før fortælle den til den, du kender mindst, og løbende skrue på tid, intensitet og fart. Og jeg blev gang på gang ramt af, hvor modige de her mennesker var – så ærlige og sitrende af at have noget på hjerte.
Jeg græd rigtig meget, da jeg kom hjem og hele den efterfølgende weekend – som om der var gået hul på noget indeni – og jeg var i tvivl, om jeg kunne gennemføre det, om jeg turde stå på en scene foran 120 fremmede mennesker.
Men jeg turde dele min usikkerhed med de andre deltagere. Der blev givet plads til, at jeg måtte komme præcis som jeg var, med alle mine følelser – og i det tidsrum jeg følte, jeg kunne være med. Der var plads og hjerterum, og jeg blev støttet i hvor sejt det var, at jeg kom. Så jeg besluttede, at jeg fandme ville gennemføre det – at jeg ville i mål sammen med mine åndsfæller. For sådan føltes det: at vi i disse dage var hinandens stamme, at vi sammen udrettede noget af værdi, og at fællesskabet løftede os.
Den sidste dag før forestillingen
Den sidste workshop-dag før forestillingen mødtes vi og lavede præsentationsøvelser. Men det var ikke, som man måske forestiller sig det. Det var med hele kroppen. At råbe din fortælling til verden. At fortælle den på knæ som et barn. At tale til dit publikum med ryggen til, at ramme dem, selv om du ikke kan se dem. Og så tempo, tempo, tempo! Fortæl din historie i double speed, mens der bliver klappet i takt.
Der blev grinet og grædt og grinet mere. Det var ikke mere at lære, nu var det bare at tro på, at vi godt kunne gøre det! For i morgen skulle vi sejle eller synke!
Og alle flød helt glat igennem, alle havde salen i deres hule hånd, og hvert et ord sidder stadig i mig!
Her er den fortælling, jeg optrådte med:
Mit livs historie
Det er nytår 1995, jeg er 14 år. Det er 3675 dage siden min far hang sig selv. Min mor har været syg i 10 år. Min stedfar er flyttet ud. Men hey, det er nytårsaften, og jeg skal til fest. Det er første gang, jeg har fået lov til at fejre nytår ude. Dog på den betingelse at jeg kommer hjem midnat og siger godt nytår.
Det er en sjov fest. Mine venner er der. Vi hører høj musik og danser.
Jeg kommer hjem til vores lejlighed. Der er mørkt, man kan ikke se, at det er nytårsaften, det er ligesom alle andre aftener.
Jeg åbner døren ind til min mors soveværelse. Hun ligger på en rå madras, intet sengetøj, i en snavset natkjole. Rundt om hende er der tomme pilleglas og cigaretskodder. Jeg vækker hende forsigtigt: ”Godt nytår, mor!”, hun åbner øjnene kigger på mig og siger ”Godt nytår, skat!” og falder så i søvn igen.
Jeg går ind på mit værelse, rådhusklokkerne bimler. Jeg tegner en streg på gulvet, og på slaget 12 går jeg hen over den. Jeg kigger ud af mit vindue. På den anden side af gaden er der lys i vinduerne, folk krammer godt nytår.
Jeg er alene, og jeg har aldrig følt mig så ensom.
Telefonen bryder tavsheden. Det er min søster, der ringer. Hun er fuld og glad. Hun vil også gerne sige godt nytår til mor. Jeg siger, mor sover. Min søsters stemme knækker, hun er ikke længere glad, hun er ked af det og vred og siger, at jeg skal komme ind til hende. Hun sørger for en taxa.
Jeg står nu i en lejlighed på Nørrebro med voksne, der fester rundt om mig. Alle er glade og fulde. Min søster er blevet sådan rigtig fuld og græder over, at det er så tarveligt, at mor gør det her mod mig. Jeg trøster hende. Tænker kort, at jeg også selv havde brug for at blive trøstet, men der er ingen til at gøre det nu. Jeg lader som om, at jeg er glad, for ingen skal se, hvordan jeg rigtig har det.
Det har altid virket faretruende at lade masken falde. Jeg har altid været bange for at blive fjernet hjemmefra. Jeg gjorde rigtig meget for at dække over alt det, der ikke fungerede i mit hjem. Jeg var dødens angst for ikke at måtte bo hos min mor. Det eneste, jeg ville, var at være hos hende. Jeg følte mig tryg der, men også tryg når jeg vidste, hvor hun var. Når min mor var i sin seng, var jeg tryg indeni, for så var hun ikke på vej til at blive indlagt.
Jeg sørgede for at blive dygtig i skolen og virke glad. Jeg løb hurtigt for at kompensere og blev mere og mere udmattet. Jeg lod som om, at jeg havde styr på tingene, selv om omsorgssvigtet skinnede igennem. En gang afleverede jeg en fristil, der handlede om den nytårsaften, hvor jeg stod alene og kiggede over på de andre, der krammede. Mit råb om hjælp blev overhørt.
Jeg tænkte, at der kun var én ting at gøre – at løbe hurtigere. Så jeg gik på efterskole, gymnasium, kunstskole, universitetet og fik en BA i kunsthistorie. Ikke ligefrem prognosen for det omsorgssvigtede barn. Jeg blev gift med en god mand. Jeg snød skæbnen og den sociale arv.
Jeg har gået til psykolog, siden jeg var 18 år. De beroligede mig altid: ”Marie, du havde haft en svær opvækst, men du er ikke sindssyg,” så jeg følte, at jeg havde styr på tingene. Jeg gjorde alt det rigtige og løb rigtig hurtigt for at gøre alting rigtigt.
SMASK – under mit speciale kunne jeg ikke løbe mere, jeg kunne ikke gå, jeg kunne knap nok kravle. Jeg knækkede. Jeg var så meget i mit hoved, min krop var blevet et farligt sted. Fyldt med angst og uro.
Stressen blev til depression, og jeg gik i stå. Pludselig var jeg ikke 30, men tydeligvis 17, for jeg hørte Garbage på repeat: “I’m only happy when it rains, I’m only happy when it’s complicated”. Har ellers ikke hørt det nummer siden jeg var teenager. Dengang i 90’erne, hvor var cool at være deprimeret.
Depression er en brille, der er smurt ind i lort! Men jeg fattede ikke, at jeg havde briller på. Jeg var blevet syg. jeg følte, at alt det, der havde kørt for mig, var en illusion, og nu var jeg mit ”sande” jeg. Alt det, som jeg havde løbet fra i hele mit liv, ramte nu. Jeg gav op og hengav mig. Jeg accepterede, at skæbnen havde indhentet mig. Jeg var blevet min mor.
Det gør bare så ufattelig ondt hele tiden at være optaget af at tage sit eget liv. Det gør ondt at se ens mand være bange. Efter et år med depression kunne jeg ikke mere, og jeg befandt mig hånd i hånd med min mand på akut psykiatrisk modtagelse.
Forvagten og sygeplejersken kiggede på mig og sagde så ordene: ”Borderline!” Jeg drog overraskende nok et lettelsens suk. Jeg har hele mit liv frygtet at blive sindssyg. Nu var jeg det, og det var fucking befriende. Havde løbet så hurtigt for at undgå den der skide skæbne. Med ordet ”borderline” forstod jeg, at nu gjaldt det om at finde vej tilbage til livet. Til et liv der ikke var min mors, men mit helt eget, for selv om diagnosen er den samme, er livsforløbet det ikke, og min skæbne føltes ikke længere beseglet. Det værste var sket, jeg var sindssyg, men det var slet ikke farligt, for jeg var jo bare mig.
Jeg skulle behandles for depression før noget andet. Jeg kom på antidepressiv. En dag vågnede jeg, og lortebrillen var pludselig ren og nypudset. Jeg opdagede, at jeg kunne tage den af. Jeg følte mig lettet og glad. Jeg opdagede, at solen skinnede, og jeg følte mig igen som ”mig selv”.
Da sommeren starter, er jeg begyndt at male og være kreativ igen. Jeg er udadvendt og tænker ”Hey, jeg kan sgu da godt magte at få et job”. Jeg kan magte det hele. Alt ting går hurtigt i mit hoved, jeg føler mig lykkelig, sådan rigtig lykkelig.
Jeg er ikke længere sygemeldt, jeg er på dagpenge og søger job. Jeg får job i psykiatrien, af alle steder, med jobbeskrivelsen medarbejder med brugerbaggrund.
Den første måned er fed. Den anden måned er hård. Den tredje måned græder jeg foran min chef og får angstanfald foran min kollega. Den fjerde måned er jeg nede på 15 timer om ugen og tilbage på antidepressiv, da tankerne om at tage mit eget liv presser sig på. Jeg ved godt her, at jeg har fået lortebrillen på igen. Medicinen begynder heldigvis at virke. Stemmen i baghovedet lyder: ”Marie, du løber for hurtigt”, men jeg er pissestædig, så jeg løb lidt mere. Jeg bliver min ansættelse ud og får ros for, at jeg er god til at mærke mine egne behov.
Det bliver forår, og pillerne virker rigtig godt. Jeg bliver lun indeni, jeg laver kunst igen, jeg kan se klart, så klart at jeg kan se en mening med livet og se Gud. Min psykiater siger til mig, at hypomani er kunstnerens privilegium.
Det bliver sommer, alt er varmt, jeg cykler hjem efter en nat i byen, jeg føler, at jeg svæver. Inde i mit hoved kører det samme nummer på repeat, det har det gjort den sidste time.
Jeg føler, at hele min krop er en heliumballon, og at jeg svæver op i universet. Det føles som forelskelse. Det her er meningen med livet! Jeg er lykkelig. Jeg kan ikke holde armene inde til kroppen. Jeg slipper styret. Jeg er ved at vælte på min cykel. Har ikke kørt uden hænder, siden jeg var 12 år.
Der går halvandet år, inden jeg i november 2015 sidder foran en ny psykiater. Jeg har i et stykke tid fornemmet, at der er noget på spil, der ikke bare er borderline. Han kigger på mig og siger ordet: ”Cyklothymi”. Cyklothy-hva for noget? Psykiateren siger: ”Et stort rodet flow af stemningsskift. Det rammer oftest folk, der har en slægtning med bipolar.” Jeg sender en kærlig tanke til min mormor.
En indikator er, at patienten bliver hypomanisk af traditionel antidepressiv behandling. Hypomani er åbenbart ikke kun kunstnerens privilegium, så… ikke mere antidepressiv til mig! Endnu engang drager jeg er lettelsens suk. Det hele giver lidt mere mening nu. Og jeg er stadig bare mig.
Jeg forstå pludselig, hvorfor det har været så svært at løbe. For alt det løb var ikke sundt, når nu det viste sig, at jeg faktisk manglede et ben.
Enten skal jeg lære at lunte i det rigtige tempo. Eller også skal jeg blive god til at bede om hjælp og støtte, hvis jeg fortsat synes, at jeg skal prøve kræfter med at løbe det skide maraton, der er livet.
Se mere fra Forvandlende Fortællingers forestilling her:
Trines historie
Læs mere om Forvandlende Fortællinger her:
Forvandlende Fortællinger
Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
Inde bag de splittede briller
En samtale i den store hvide villa
Sæbebobler
Brev til min far
Eventyret om den yngste prinsesse