I næsten 20 år levede Anita i konstant angst i alle døgnets timer. En morgen vågnede hun op til et helt andet liv.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 71 / Af Jens Rønn
42-årige Anita har haft to faste følgesvende gennem det meste af sit liv. Sin angst og sine kæledyr. Kæledyrene, de lever i bedste velgående i form af to huskatte og en lille Chihuahua, som hopper lystigt rundt i sofaen i hendes lejlighed i Bagsværd udenfor København.
Angsten derimod, den forsvandt ud af hendes liv – en vintermorgen, som hun aldrig vil glemme.
”Jeg vågnede en ganske almindelig morgen for lidt over et år siden. Jeg kiggede ud. Det var et utroligt smukt vejr med solskin og blå himmel. Hov, sagde jeg pludselig, hvornår har du kunnet se det. Der mangler sgu da noget. Så pludselig gik det op for mig. Angsten i maven er væk, angsten i hovedet er væk. Jeg var fornuftig, sagde til mig selv; det har du prøvet før, den kommer nok tilbage om lidt. Næste dag kommer og går, og jeg har det stadig rigtig godt. Men stadig turde jeg ikke helt tro på det. Faktisk er det først, da jeg kommer til femtedagen, at jeg begynder at være sikker på det. At angsten måske aldrig kommer tilbage på samme måde…”
For Anita var det en fuldstændig ny følelse. I over tyve havde hun levet i et angsthelvede, hvor hun næsten hele tiden frygtede for sin forstand – og hvor selv de mest banale aktiviteter, som at gå på gaden og købe ind, virkede uoverkommelige.
“Det var som et fængsel, og mit hoved var mange gange ved at eksplodere, så jeg måtte skære i mig for at holde det ud. Det skulle ikke gøre ondt, jeg ville bare se blod. Når jeg så blod, så havde jeg opnået det, jeg ville. Smerten var blevet flyttet til mit håndled, væk fra mig. Hvis det ikke havde været for min medicin, så havde jeg slet ikke kunnet være i min egen krop, og var måske død.”
Tyve år i helvede
Anita har tænkt over det utallige gange. Alligevel har hun ikke umiddelbart et sikkert bud på, hvad der skete, denne utrolige nat og morgen, hvor angsten sivede væk fra hendes krop.
”Jeg har i hvert fald ikke et kort svar, men nu prøver jeg, så håber jeg du har tålmodighed nok. Det hele begynder jo med, at jeg fra barnsben ikke kan stille noget op med det, jeg oplever og som jeg helst ikke vil ind på her i detaljer. Ja, faktisk reagerer jeg slet ikke, men håndterer min sorg og følelsen af svigt ved at putte det hele i en dyb kasse og lægge det tungeste låg ovenpå. Det lagde grunden til tyve år i et angsthelvede”.
Da Anita tager hul på teenageårene, får hun det langsomt dårligere og dårligere, men hun formår alligevel at bevare facaden som en, der har styr på tilværelsen og får tilmed taget en uddannelse som kontorassistent. Først hen på sensommeren 1989, da hun er 21 år gammel, begynder tingene at krakelere helt for hende. Appetitten ryger og hun får mærkelige tanker, der ikke vil forsvinde. Samtidigt rammes hun for første gang af en voldsom angst, der ender med at isolere hende det næste halve år i sengen hjemme hos sin farmor.
”Derefter bliver jeg så indlagt på Rigshospitalet og udskrevet igen efter 3-4 måneder, men ryger hurtigt ind igen. På hospitalet aner de ikke, hvad de skal stille op med mig, så det ender med at jeg bliver sendt videre i systemet til Skt. Hans. På det tidspunkt lider jeg af konstant angst i alle døgnets vågne timer og jeg er sikker på, at jeg skal være fanget i den for altid. Det kan slet ikke beskrives, hvor forfærdeligt det har været. Men på et tidspunkt får jeg så nogle redskaber, der hjælper mig til at begynde at komme ind på angsten. Jeg har altid haft den lille Anita i mig, barnet i mig, som har følt sig så svigtet og forsømt – ja, jeg kan nogle gange være dødtræt af at tale om det sådan her, for det kan jo lyde så pusse-nusset, men sådan var det jo. Og dengang i 1989 hjemme hos min farmor så kommer lille-Anita endelig sådan rigtig op til overfladen. I de første mange år derefter følte jeg nærmest, at det var hende, der kom der med al sin sorg og fik mig til at få det så elendigt, at jeg har selvmordstanker. Men efterhånden lærer jeg jo, at det ikke dur at blive bange for hende og skælde hende ud. Så jeg prøver med at tage hende i hånden og tale med hende: Det er OK, at du er her og jeg forstår godt, du er ked af det, fordi du har på mange måder haft en lortebarndom. Og du har været der for mig. Du har trøstet mig, hjulpet, givet mig livskraft. Jeg har godt nok ønsket at dø mange gange, men hver gang har hun sagt, at jeg var for stærk til at dø. ”
Nu får du fred
”Det, at jeg begyndte at acceptere hende, gav mig nogle pusterum, hvor jeg kunne blive helt fri for angst. Okay, i starten var det måske et kvarter. Men et kvarter uden angst var jo fantastisk for mig. Og de her minutter blev til lidt flere minutter, og så til timer. Og den morgen, hvor jeg vågnede op uden angst, da havde jeg denne fornemmelse af, at nu har lille-Anita lagt sig til at sove helt. Det var som om hun sagde: Nu har du været oppe og slås med mig alle de år. Nu er du klar til at gå videre. Nu vil jeg give dig fred og ligge mig til at sove. Og så var det, jeg vågnede op og var angstfri. Det var ufatteligt.”
Mens vi sidder og taler, springer den lille Chihuahua-vovse op i sofaen, som vil den blande sig i samtalen. lejligheden er en såkaldt udslusningsbolig, tilhørende det socialpsykiatriske bocenter Ringbo i Bagsværd, Hvor Anita har boet i snart ni år. Oprindeligt i sit eget værelse, hvor hun i de første mange år måtte have personalets støtte til de mest enkle ting, så som bare at komme ud af værelset. Hun troede længe, at hun aldrig ville komme væk fra Ringbo, men for nogle år siden begyndte noget at trænge sig på.
”Jeg så, at de var i gang med at med at bygge de her huse, de her udslusningsboliger. Det fik mig til at tænke over livet. Og så jeg satte mig for, at jeg ville derover og begyndte at udfordre mig selv med opgaver, der var helt nye for mig. Cykle, købe ind, gøre ting selv, selv om jeg var så angst, at jeg var ved at skvatte om. At jeg turde det, kan jeg også takke personalet for, selvom jeg godt nok ønsket dem langt væk masser af gange.”
Det er magtpåliggende for Anita, at nævne de mennesker, der har hjulpet hende mest på den lange vej. Udover personalet på Ringbo drejer det sig om en ”fantastisk dygtig” psykolog, en god veninde og Anitas storesøster. Og ikke mindst de to ankre i hendes liv, som hun kalder dem, vennen Martin og farmoderen.
”Martin har bare været der lige fra starten, hvor jeg første gang bliver indlagt på Skt. Hans. Jeg kunne snakke med ham om alt, og bare fornemmelsen af at – hov, der er en der gider hører på dig, hvad du tænker, hvad du føler. Han er en fantastisk ven, og jeg elsker ham overalt på denne jord Og så er der min farmor, som har været min bedste ven og mit helle her i livet. Når jeg var sammen med hende, så kunne jeg være Anita helt igennem, lige meget om jeg kun havde behov for at tude eller hvad. Hun har aldrig set på mig som en, der var anderledes på den dumme måde”.
Dage i lykkerus
I dag – et år efter den forundelige morgen – er Anita fortsat så godt som angstfri. Hun oplever engang imellem panikanfald a 2-3 sekunders varighed med hyperventilering, f.eks når hun skal over gaden ved et stort lyskryds, men det er småting i forhold til det, hun har været igennem.
”Nu tør jeg mærke, når tingene gør ondt, og så sker det, at jeg vælter. Der skal ikke være nogen, der siger alt for meget på en gang. Hvis min far har været her og måske skældt lidt ud, og min kontaktperson dagen efter siger noget, jeg tolker som negativt – så bliver det som en ballon, jeg fylder det negative i, indtil den springer. Jeg kommer nemt til at tolke folks kritik som udtryk for at de ikke kan lide mig, og så kan jeg ende med at blande en masse af de indtryk sammen, og dermed gøre det til noget alt for stort og massivt. Men sådan er det bare og efterhånden er jeg begyndt at skrive tanker og episoder ned, og så får jeg det ud på den måde. Det fungerer.”
Anita fremtidsplan er at flytte i egen bolig, som hun også er blevet godkendt til af kommunen. Og så leder hun efter et skånejob.
”Jeg kunne godt tænkte mig at arbejde måske 15 timer om ugen, hvor jeg kom fast ud af døren en tre gange om ugen. Jeg er uddannet som kontorassistent, men det skal ikke være et receptionistjob eller den slags. Jeg vil have med mennesker at gøre, være noget for andre og så kan det være alt, fra børnehave til…ja, et eller andet sted, hvor jeg kan give af min erfaring.”
Hun fortæller, at hun også er blevet spurgt, om hun har lyst til at holde foredrag, hvor hun fortæller om det, hun har været igennem. Det tilbud går hun og funderer lidt over i øjeblikket.
– Frygter du nogensinde at vågne op og opdage, at nu er angsten tilbage igen, lige så pludseligt som den forsvandt…?
”Nej, det gør jeg ikke, ikke mere. Men jeg tænker tit på den morgen, dagene efter, de var utrolige. Jeg ville alt på en gang. Jeg kørte med bussen ind til Lyngby, hvor jeg fløj ind og ud af alle mulige butikker i storcenteret. Det kan faktisk ikke beskrives, hvor fantastisk det var.”
—–
Efter denne artikel blev skrevet, er Anita flyttet i egen lejlighed i København.
Hendes liv går fortsat rigtig godt og derfor har hun har bedt om at få sit rigtige navn udskiftet med Anita.