Melina var ikke fyldt 10 år, da hendes mor, Charlotte, første gang måtte på psykiatrisk og samtidigt fik stillet diagnosen ”maniodepressiv”. Siden blev det til endnu en indlæggelse – inklusive elektrochok – på den lukkede.
I denne meget smukke samtale gennemgår mor og datter sammen det sygdomsforløb, der naturligvis har sat sig dybe spor i familien.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 74 / Af Charlotte Blixencrone Eriksen
Charlotte (mor): Du var ikke mere end 9 år, da jeg blev syg – hvad følte og tænkte du første gang, det skete?
Melina (datter): Jeg kan huske, at jeg ikke dengang forstod, hvad det ville sige at blive syg på den måde, men moster var lige død tre uger før. Du opførte dig mærkeligt, gjorde ting du ikke plejede. Vi var taget på camping og du spillede meget høj musik, og hvis der var nogen, der klagede rendte du hen og hev strømmen til deres vogn. Vi var kommet en dag for tidligt og skulle kun være i den ene dag – da vi flyttede vognen, satte du et flag hen til naboen og sagde, at de kunne fejre, at vi flyttede.
Charlotte: Ja, pyha, jeg kan desværre godt huske det. Jeg lavede nogle mærkelige ting. På et tidspunkt, hvor I var gået i kiosken med far, skulle jeg åbne tagboksen på bilen, men da den ikke ville op, så jeg hoppede op på køleren og videre op på taget og flåede boksen op. Jeg kunne mærke folk gloede, jeg var bare ligeglad…men det var altså der, du forstod, at jeg var syg?
Melina: Ja, far fortalte om det på campingpladsen og jeg kunne godt se, at du normalt ikke opførte dig sådan. Du var meget ked af det. En dag var du væk i flere timer, hvor du havde siddet inde i skoven og lavet et kors af grene, som du havde bundet blomster omkring. Far sagde, at min anden moster snart kom og hentede dig, hun ville tage et fly over til os, så du kunne komme på sygehuset – jeg husker, at du var den eneste, der ikke græd, da vi kørte til færgen.
Charlotte: Jeg kan tydeligt huske det, tre børn, der græd og far, der græd, men jeg var i en anden verden. Min hjerne var slået fra, jeg havde kun det sidste billede i hovedet af moster, der lå død i sengen – jeg kunne ikke rumme støj. Jeg ville bare have fred.
Melina: Moster – altså hende, der hentede dig – har senere, med ”et smil på læben”, som hun siger, fortalt, at det var en hård tur hjem…
Charlotte: Ja, hun fik sved på panden, der skete jo flere ting. Da hun havde købt billetter og vi kom ombord på færgen, så skred jeg ned med en elevator – jeg skulle ikke hjem til lægen! Desuden havde jeg to joints, som jeg tidligere havde købt på Christiania sammen med far – jeg havde ellers ikke rørt sådan noget i 13 år, men da jeg skulle af sted nu, havde jeg stoppet den ene ned i tasken, og….ja, det her tør jeg næsten ikke fortælle dig, men altså, jeg tændte simpelthen op i den joint midt i toget fra Sverige. Moster var helt stresset, men der var underligt nok ingen, der sagde noget..
Vagtlægen ville ikke indlægge mig, så jeg måtte med moster hjem. Jeg sov på din kusines værelse og tændte fyrfadslys overalt i rummet,for at mindes. Da moster så det næste morgen, skældte hun mig ud, fordi hun selvfølgelig var bange for at der blev brand. Dagen efter blev jeg indlagt på den lukkede.
Melina: Så kan jeg sgu godt forstå, hun syntes det var en hård tur!
– Jeg sagde til far, at jeg ville begå selvmord, for det var svært, når du ikke var der. Jeg savnede dig, mor – og fordi jeg er ordblind og ikke læser så godt, så følte jeg mig dummere end alle andre, når far skulle besøge dig på sygehuset og ikke kunne nå at lave lektier med os. Det hele var så svært. Psykologen startede med at spørge, hvorfor jeg ville dø, og så havde jeg ikke lyst til at snakke med hende mere.
– Selvmord er ikke en løsning, skat. Jeg har været i den dybeste depression, jeg har selv haft den slags tanker. Men jeg har jer og jeg ville aldrig forlade jer på den måde. Jeg bliver, og det gør du også, skat. Livet skal leves, selvom det nogle gange er svært!
– Jeg ved det godt, og jeg har det heldigvis heller ikke sådan mere, jeg var kun 12 år og jeg kunne ikke overskue det. Jeg vidste godt, at du nogle gange var så træt af det hele, men far sagde altid, at du aldrig ville gøre det.
Charlotte: Hvordan havde du det med at besøge mig på en lukket afdeling?
Melina: Det var meget mærkeligt, der var nogle meget mærkelige mennesker dernede og jeg kunne ikke lide lægerne og sygeplejerskerne.
Charlotte: Hvorfor?
Melina: Fordi jeg vidste, de havde spændt dig fast!
Charlotte: Det var kun fire timer, skat, jeg troede ikke, at du fik det at vide dengang…
Melina: Nej, men også det med at du skulle have elektrochok, jeg forestillede mig, at du skulle sidde fastspændt i en stol og have strøm, ligesom på film. Jeg hadede dem! Du ringede hjem og sagde, at du var bange for at sygeplejerskerne ville slå dig ihjel, og jeg blev meget bange.
Charlotte: Jeg var meget bange dernede, skat. Som du selv sagde, så var der mange mærkelige mennesker dernede, mennesker der var dømt til behandling. Jeg kan også huske en sygeplejerske, der stillede sig foran mig – hun havde sådan en rem, man kan hænge om halsen til nøgler, og den havde hun viklet rundt om en finger på hver hånd. Og så lavede hun strammebevægelser, hvor hun hev remmen ud til begge sider, mens hun kiggede mig i øjnene. Uden pis, hvis jeg ser hende igen, kan jeg udpege hende for dig på stedet. Jeg nægtede at acceptere, at hun alene havde adgang til mit rum, og hvis hun havde nattevagt, så kunne jeg ikke sove!
Iøvrigt, skal jeg lige sige, det med elektrochok, det foregår altså ikke sådan, som du forestillede dig…
Melina: Nej, det ved jeg godt nu, for jeg kom jo ned senere og snakkede med nogen på sygehuset om det. Så nu ved jeg godt, at det ikke var sådan, men det forstod jeg ikke dengang.
– Hvordan er det at have mig som mor..?
– Tja, jeg ved jo godt du er skør, men mine venner, veninder og kærester har altid syntes du var skidesød, fordi man kan sige alt til dig, uden du bliver forarget. Du lytter og giver råd. På en måde er du måske stadig lidt teenager stadigvæk. Men det har også været hårdt, fordi jeg ikke har kunnet følge med i mine lektier, når du var væk. Og jeg har været meget ked af det, når du blev syg og jeg har grædt rigtigt meget. Jeg kan især huske engang, du ikke var hjemme til jul. Der var slet ikke noget ved julen.
– Jeg kan godt huske den jul. Sygehuset havde købt en lille gave til mig, det var en creme, som jeg straks smurte ud på hele kroppen. Men jeg kunne ikke tåle den, så jeg fik røde knopper over det hele – der troede jeg for alvor, de var efter mig!
Charlotte: Er der nogensinde nogen, der har moppet eller kommet med dumme bemærkninger til dig i skolen – på grund af at jeg har været syg?
Melina: Det har jeg aldrig nogensinde oplevet. Men jeg kan huske, at jeg nogle gange er gået fra timerne, fordi jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg skulle til at græde. Engang troede de andre i klassen, at min kæreste havde slået op. Pigerne vidste godt, hvad det handlede om og også lærerne, men jeg sagde det ikke til alle, fordi jeg syntes det var lidt pinligt.
Charlotte: Det kan jeg sagtens forstå, det var også grunden til at jeg spurgte. Det er derfor, vi snakker sammen nu og laver det her interview – for at bryde tabuer. Vi kunne jo ikke forudse, at et tragisk dødsfald skulle ramme os og at jeg blev syg på den måde. Det skal man ikke skamme sig over.
Melina: Det kan jeg også godt forstå, men nogle gange bliver der bare sagt åndssvage ting – udtryk som ”de er lige til den lukkede” og sådan noget. Det var nok derfor, jeg syntes det var pinligt…
Charlotte: Jeg ved det, jeg kan godt forstå, at det var pinligt. Syntes du, der var nok, der snakkede med dig om de ting?
Melina: Ja, jeg snakkede med sygeplejersken om det, og jeg var også til psykolog.
Charlotte: Jeg kan godt huske, at du talte med sygeplejerske et par gange, men psykologen holdt du hurtigt op med…
Melina: Jamen, det var fordi jeg var træt af det hele, og havde sagt til far, at jeg ville begå selvmord. Det var svært, når du ikke var der, og far kunne ikke nå at lave lektier med os alle sammen, når han skulle besøge dig på sygehuset. Og jeg er jo ordblind, mor, det var svært fordi jeg savnede dig – og jeg følte mig dummere end alle andre, fordi jeg ikke kunne læse. Det hele var så svært. Psykologen startede med at spørge, hvorfor jeg ville dø, og så havde jeg ikke lyst til at snakke med hende mere.
Charlotte: Selvmord er ikke en løsning, skat. Jeg har været i den dybeste depression, jeg har selv haft den slags tanker. Men jeg har jer og jeg ville aldrig forlade jer på den måde. Selv når det har været værst, har jeg sagt til mig selv – den løsning skal ikke bruges! Og hver gang, når jeg har kæmpet mig tilbage i lyset, så har jeg tænkt; ”hvis jeg havde afsluttet livet, så havde jeg ikke fået den eller den dejlige oplevelse med…”.
Jeg bliver, og det gør du også, skat. Livet skal leves, selvom det nogle gange er svært!
Melina: Jeg ved det godt, mor, og jeg har det heldigvis heller ikke sådan mere, jeg var kun 12 år og det hele var bare meget svært. Jeg kunne ikke overskue det og jeg vidste godt, at du nogle gange var så træt af det hele, men far sagde altid, at du aldrig ville gøre det.
Charlotte: Ja, sådan noget skal man ikke gå med alene…
Melina: Men jeg fik også tilbudt at gå i den der gruppe.
Charlotte: Ja, jeg havde selv bedt om hjælp i familierådgivningen, fordi det hele var så svært, at jeg ikke havde overskud til at trøste jer. Og de sagde, at de havde planer om at starte en gruppe, men den blev aldrig til noget. Det var jeg ked af.
Melina: Jeg gad heller ikke gå der.
Charlotte: Hvordan er det nu – er der noget, du går og lægger mærke til, fordi du er bange for at jeg bliver syg igen?
Melina: De gange, du er blevet syg, er startet med at du begyndte at sove mindre, du kunne være vågen til kl.4 om natten og spille høj musik og stå op to timer efter. Du har altid haft noget, du har brændt for, din have og din hjemmeside og dit skriveri eller at hjælpe nogen, men et par gange er det så blevet for meget.
Da jeg skulle på efterskole, der var jeg bange for, at det ville gå galt, fordi mormor var syg. Du blev jo syg, dengang moster døde, så derfor var jeg bange for det. Da mormor døde, måtte jeg også hjem en ekstra gang, fordi jeg begyndte at ryste. Jeg tror, jeg har angst for at du bliver syg igen. Men det er snart tre år siden, du var syg sidst, og med alt det, der har været i år – der er seks mennesker, vi har været tæt på, som er døde, og der har været en alvorlig ulykke – er du alligevel ikke blevet syg. Derfor håber jeg også, at du ikke bliver det mere. Jeg tror også, at det hjalp med alt det psykologhjælp, du fik sidst. Du kan sige fra, så du ikke involverer dig mere end du kan holde til, og du sover godt.
Men – jeg syntes også, at du har drukket mere vin siden mormor og de andre døde. Og dit humør svinger meget, så…
Charlotte: Det ved jeg godt. Min diagnose – maniodepressiv – betyder, at ens humør svinger mere op og ned end hos andre mennesker, desværre, og jeg har jo været indlagt fire gange. Men du har ret – løsningen er ikke mere vin og jeg ved det og taler med min psykolog om det.
Melina: Det ved jeg godt, det er heller ikke det – jeg ville bare sige det fordi jeg har været bekymret.
Charlotte: Det har du også lov til, og jeg har hørt og forstået det. Øh, jeg vil så spørge dig; hvordan er det at have mig som mor..?
Melina: Jeg ved godt du er skør, men mine venner, veninder og kærester har altid syntes du var skidesød, fordi man kan sige alt til dig, uden du bliver forarget. Du lytter og giver råd. På en måde er du måske stadig lidt teenager stadigvæk. Men det har også været hårdt, fordi jeg ikke har kunnet følge med i mine lektier, når du var væk. Og jeg har været meget ked af det, når du blev syg og jeg har grædt rigtigt meget. Jeg kan især huske engang, du ikke var hjemme til jul. Der var slet ikke noget ved julen.
Charlotte: Jeg kan godt huske den jul. Sygehuset havde købt en lille gave til mig, det var en creme, som jeg straks smurte ud på hele kroppen. Men jeg kunne ikke tåle den, så jeg fik røde knopper over det hele – der troede jeg for alvor, de var efter mig!
(Begge flækker af grin)
Men – når nu du ved, at jeg bliver frisk igen, når jeg har været syg, tror du så, at du kan tage det mere roligt, hvis jeg bliver syg igen..?
Melina: Ja, for jeg har snakket med sygeplejerskerne, om hvordan det er med din sygdom, og jeg ved, at de vil dig det bedste og give dig ro, så du kan blive frisk igen. Men jeg vil være meget ked af det alligevel, så jeg håber ikke det sker mere.
Charlotte: Det kan jeg desværre ikke love dig, selvom jeg for et år siden sagde til psykologen, at jeg aldrig ville blive indlagt på den lukkede igen. Det var et løfte, jeg havde givet mig selv, om at lytte efter og styre udenom.
Men.. den lukkede i Dianalund, hvor jeg jo har været indlagt, den brændte jo ned her i slutningen af juli i år, og der må jeg indrømme, at jeg fik lyst til at hejse flaget den dag – det var et frygteligt sted. Hva`…skulle vi ikke lige tage et billede af dig foran ruinerne og hænge det op?
Melina: Hold kæft, du er tosset, mor, men det kan vi da godt!
————————————————————–
Charlotte B Eriksen er 42 år. Melina er 17 år og begynder til februar på Selandia – en skole for erhversrettede uddannelser – med henblik på at uddanne sig til sygeplejerske.
Samtalen mellem de to fandt sted i hjemmet i Sorø.
Charlotte Eriksen har stået for redigeringen.