Hjemme hos Johannes Møllehave: I Fuld Vigør

Hjemme hos Johannes Møllehave:

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 / Af Boye Haure, nationaløkonom

Jeg er kommet på fornavn med Johannes Møllehave.

Illustration: Katrine Fokdal

Johannes, siger jeg, når jeg påbegynder en sætning.

Boye, svarer han, når han går i gang med en – ofte meget lang – udredning om noget, der ligger ham på hjerte (det er der meget, der gør).

Hvordan det er kommet dertil?

Det begyndte for et par år siden, da jeg hørte Johannes Møllehave prædike i Vor Frue Kirke. Det står tydeligt i min erindring, at han midt under prædiken sagde: ”Jeg vil fortælle en anekdote, som jeg har fra forfatteren til ”Fiskerne”, hvad er det nu han hedder, hvad er det nu han hedder..?”

Dèr fik jeg ondt af ham. Selvfølgelig ved han, hvem forfatteren til den bog er. Han kunne bare ikke huske det, og han talte meget hurtigt. Derfor tillod jeg mig at råbe nede fra tilhørerpladserne: ”HANS KIRK!”. Nok den første og eneste gang, jeg råber i en kirke.

Dagen efter tog jeg i Tivoli. Og mødte totalt tilfældigt den store teolog og forfatter en gang til. Mirakuløst. Han sad på en bænk. Jeg gik hen imod ham og sagde: ”Goddag hr. Jeg har læst mange af dine bøger”. Lynhurtigt replicerede han: ”Sid ned”. Det lød nærmest som en ordre. Jeg snakkede lidt om hans prædiken dagen i forvejen. Pludselig sagde han: ”Nåh, det var dig, der råbte ned fra bænkene. Min læge – en meget dygtig hjertekirurg – spurgte mig, hvem det var der sad bag ved ham, og det var altså dig. Tak skal du have for hjælpen”.

Vi sad og talte sammen i halvanden time om alt muligt mellem himmel og jord: Kierkegaard, Grundtvig, krig, kærlighed, Naser Khaders exit fra Radikale Venstre til Ny Alliance og hvad han mon ville gøre derefter, Katrine Lilleør (en præst ude på det sjællandske land, som jeg har været småforelsket i)…

Og jeg nød virkelig det dejlige vejr i Tivoli og den lange samtale med Johannes, som en psykiater engang har sagt, at jeg har en visse psykiske konvergenser med, selvom hun ikke syntes, at vi ligner hinanden af ydre.

”Jeg elsker at være forrykt” sagde Møllehave pludselig, mens han hoppede op som en anden gøgler. ”Drak tjenerne dig fuld?” spurgte jeg. ”Njaaa, det ved jeg ikke”, svarede han med et skævt smil.
Hans evne til at lege med sproget er legendarisk. ”Jeg er ikke på antabus”, fortalte han. Jeg replicerede høfligt: ”Johannes, det er rart at se, at du er i fuld vigør”. Han svarede: ”Jeg kan godt lide, at du siger vigør, for så er jeg ikke fuld.”

Elsker at være forrykt

Så gik årene og her for nyligt kunne jeg læse, at Johannes Møllehave var kommet i modvind. Han havde siddet og drukket sig ud i en gevaldig brandert på selveste d`Angleterre, var blevet smidt ud af personalet og derefter lagt i håndjern af tilkaldt politi.

Møllehave!? Tænkte jeg, forundret og forarget.

Og så tog jeg hjem til ham i hans lejlighed på Frederiksberg. Jeg håbede på et langt interview. Særligt fordi jeg havde brugt hele dagen på at forberede en lang række spørgsmål, om hvad der skete på d´Angleterre.

”Jeg er en lykkelig mand”, sagde han, da jeg trådte ind af døren: ”Et af mine børnebørn har lige fået 12 til eksamen”.  ”Tillykke” sagde jeg, ”men det er nu ikke lige det, jeg er kommet for at interviewe dig om”.

Man er vel reporter.

Det var meget svært at komme til at sige noget. Møllehave var helt oppe på mærkerne. Under interviewet slog han sig på lårene og klappede i hænderne, som om hans stue var fyldt med fluer.

”Jeg elsker at være forrykt” sagde han pludselig (nok med tanke på sin seneste bog; ”Hellere forrykt end forgæves”). Mens han sagde det, hoppede han op som en anden gøgler. ”Drak tjenerne dig fuld?” spurgte jeg. ”Njaaa, det ved jeg ikke”, svarede han med et skævt smil.
Hans evne til at lege med sproget er legendarisk. ”Jeg er ikke på antabus”, fortalte han. Jeg replicerede høfligt: ”Johannes, det er rart at se, at du er i fuld vigør”. Han svarede: ”Jeg kan godt lide, at du siger vigør, for så er jeg ikke fuld”.

Til gengæld er Møllehave fuld af gode ideer. Og fuld af viden om litteratur. Hans bogsamling vidner om belæstheden. Jeg har aldrig set så stor en bogsamling i et privat hjem, siden jeg i studietiden besøgte forhenværende økonomiske overvismand, professor Anders Ølgaard. Ham, der i bogen ”Den syngende vismand” skrev, at hans kone fik elektrochok.

”Hvad med din sygdom?” spurgte jeg, efter at Johannes endnu engang havde spjættet med arme og ben.  ”Boye, Jeg fejler ikke noget” svarede han friskt. Hvad med alle rygterne om, at han lider af den ”grundtvigske syge”, og er kronisk maniodepressiv? Nej. Nej. Det er han ikke. Og hvor er det også ligegyldigt. Han er bare en af Danmarks store litterære og teologiske genier. Tror jeg nok. Et dejligt kontroversielt menneske med en formidabel intellektuel karriere…

På ryggen af de store

At jeg, der er uddannet nationaløkonom (med erfaring indenfor psykiatrien) opsøger Johannes, kan måske undre nogen. Hvordan kan en nørd som undertegnede interessere sig for tro og teologi?

Faktisk er det bare ikke så mærkeligt endda. Forventninger er økonomisk relevante. Det ligner tro. Hvad enten det er tro på Jesus Kristus, Allah, Moses, Buddha eller Scientology, så har man brug for nogle ”intellektuelle forfædre”. I mit fag; Adam Smith, Karl Marx, John Maynard Keynes med flere. Vi kalder det statsvidenskab, men helt ærligt: Vi står på ryggen af andre, og vi står i taknemmelighedsgæld til en hel del læremestre.
Og jeg har lyst til at være taknemmelig, lige her og nu.  Som jeg sagde, før jeg forlod redaktionen, forud for det uforgemmelige interview hjemme hos Møllehave: ”Jeg VIL simpelthen interviewe ham, før vi alle er døde på langt sigt”.

Derfor: Kære Johannes Volf Møllehave. Tak for at jeg måtte besøge dig, og at du gad dynamisk at dele ud af din visdom. Jeg vil aldrig glemme det. Heller ikke når du ikke er iblandt os mere.

Boye J. Haure