Erling var i mange år anbragt under Åndsvageforsorgen. Han var desværre kun en blandt utallige. At han kom videre i sit liv skyldtes mere en tilfældighed.
Her er den lange version af historien om Erling Frederiksen, som vi skrev om i nr. 67, 2009. Den bygger på flere interviews med Erling, indianeren, som man spærrede inde i 40 år på en institution.
Erling Frederiksen opsøgte Outsideren engang i 2001. Vi havde bragt nogle artikler om Christian Bonde, som var fejlanbragt under Åndssvageforsorgen på Livø og senere indlagt under psykiatrien på Skt. Hans Hospital. De havde været gode venner, og måske var det Christian, som havde fået Erling på den ide, eller også var det nogle af de gamle venner fra Galebevægelsen. Senere genfandt vi hinanden otte år senere, og dette er historien om ham.
Vi fandt den første gang sammen i det lille køkken på Nørrebro, som lå der, hvor vi boede før. En del af en lille lejlighed før i tiden, og det var et godt sted at påbegynde snakken, for Erlings barndom begyndte også i en lille lejlighed på Københavns brokvarterer, på Vesterbro i 1940.
Tiden på Vesterbro
Han begyndte at fortælle om en dag i sin alt for korte barndom på Vesterbro i København.
– Jeg blev drillet af de andre børn, jeg kunne ikke høre, og jeg kunne ikke løbe så godt. En dag legede jeg så med de andre børn. Der kom et papir, om at de var nødt til at fjerne mig, for jeg havde været meget urolig. Jeg ved ikke, om hvem det var, der ville have mig fjernet, om det var min mor, eller hvem det var. Jeg anede ikke noget, jeg kunne jo ikke læse dengang, begynder han.
Jeg forstår, at meget af den historie er blevet sammenstykket af kontakten til hans søster, han heldigvis senere har fundet, for han var kun 2-3 år dengang, og han kan derfor af gode grunde ikke huske noget fra netop den dag.
– Lejligheden var meget lille, og gården var også lille, så jeg skulle bare væk og fik vel ikke noget at vide, om hvor jeg skulle hen. Jeg kom direkte fra Vesterbro til Ebberødgård (senere Svaneparken i Birkerød, Red.), efter papirerne med børneværnet var skrevet under.
Historien bag Erling er også den om knaphed og krigstid, for Erling er født i et af de første krigsår i en familie, som boede på Vesterbro. Hans far var død, og der var tre i forvejen, alle sammen piger. Hun finder så en ven, som kommer og trøster hende, hun skal ikke være alene. Her er der så denne dreng, og han er da meget sød. Men så er det altså, at drengen også viser sig at være lidt mærkelig.
Senere viser det sig, at drengen kan læse og skrive helt normalt, at han bare er noget tunghør, faktisk efter en mellemørebetændelse, han pådrog sig i de tidlige barneår, før han blev anbragt. Alligevel tager det fyrre år, før man slipper ham ud i friheden.
De store institutioner
Ebberødgård var blandt de større institutioner under Åndssvageforsorgen. De andre var bl.a. Hald Ege ved Viborg, Brejning ved Vejle, Livø i Limfjorden og Sprogø i Storebælt for hhv. mænd/drenge og kvinder/piger, Rødbygård på Lolland og flere andre mindre institutioner. Socialreformen i 1937 havde betydet, at staten havde overtaget alle institutionerne fra tidligere private og kommunerne, og nu kunne kommunerne se en klar fordel i at sende de besværlige børn og andre borgere på disse institutioner. Det kan efter manges mening være årsagen til, at mange blev fejlanbragt i disse år.
Det fremgår heller ikke, om Erling nogensinde fik en diagnose, og det kan undre i en tid, hvor man skal have en diagnose for at få en behandling. Hans udskrivningspapirer beskriver ham som debil, lettere psykisk udviklingshæmmet, men med vore dages specialdagpleje, specialklasser og specialskoler er der åbnet mulighed for, at denne gruppe kan vokse op og få et liv, som meget minder om alle andres. Men sådan har forholdene ikke været for Erling.
Børnehjemsbarn
Erling skulle turen forbi nogle børnehjem på sin tur rundt omkring i behandlingssystemet efter et måske kortere ophold på Ebberødgård. Institutionsbarnets første oplevelser var præget af mange flytninger, først til Tårnborg også i Birkerød og så tilbage til Ebberødgård og så først derefter til børnehjemmene. Han fik senere turen forbi Brejning i Jylland mellem Vejle og Fredericia.
-Børnehjemmene lå alle på Fyn. Jeg var glad for at være på det andet af de to. Stedet hed Palleshave. Der var de ikke så strenge. Men jeg ved ikke, hvordan jeg havnede på dem, eller hvordan jeg kom fra det ene til det andet. Jeg gik bare og legede. Det gik bare lynende stærkt, og jeg kom ikke til at kende nogle børn, jeg blev bare kostet rundt. Jeg kan huske, at en fra det sidste hjem kørte mig tilbage til Ebberødgård i en sort bil, og jeg kunne ikke komme ud af den. Der var ikke andet end at knibe en tåre.
-Hvor gammel var du, da du vendte tilbage til Ebberødgård?
-Jeg ved ikke noget som helst. Jeg var helt forvirret. Jeg kunne ikke lide at komme tilbage. Jeg var godt klar over, at de skulle begynde og ødelægge mig, at det var noget med piller og sprøjte. De bandt mig til en jernseng og gav mig en pille. Jeg ødelagde jernsengen. Så stærk var jeg. Det havde de ikke troet. Måske var jeg omkring de 8-9 år, men jeg ved det ikke, fortæller han.
Senere har Erling nu været inde på, at det var væsentligt senere, da han var 14-15 år.
Anbragt under Åndssvageforsorgen
Livet på en institution er bestemt ikke lige sjovt. Det private tøj blev frataget en, og så skulle man gå rundt i institutionens blå uniform. Hverdagen var rent ud sagt drønkedelig. Han kunne få lov at sidde på umagelige stole ved kedelige langborde og spise af bliktallerkner. Sidde hele formiddagen og kede sig ihjel for så kl. 12 at få lov og gå over på værkstedet, hvor tiden som regel gik med lidt tømrerarbejde. Bagefter tilbage til spisesalen og sovesalen. I plejernes vold, og han fortsætter:
– Jeg har oplevet at være ude i sneen uden tøj og at blive badet i kun koldt vand. Det var den straf, jeg skulle have.
– Var det fordi, du var for urolig?
– Nej, jeg var stille og rolig, men jeg kunne ikke få lov at være det, og jeg har kendt mange andre, der heller ikke kunne få lov til det.
Erling fortæller også, at han blev misbrugt sexuelt på institutionerne. Han mener at kunne erindre sig en episode fra Brejning. Han mener, at hans senere forhold til de dele skyldes det alt for tidlige misbrug. Der var nu heller ikke ligefrem nogen sexualundervisning eller oplysning på stedet om det emne. Efter den daværende lovgivning skulle alle åndsvage steriliseres. Det skete imidlertid først omkring 1970 for Erlings vedkommende, da han var først i 30’erne.
– Jeg var så skuffet over det liv. Jeg kom heller ikke i skole, jeg lærte ikke noget, jeg kunne bare sidde der og ikke komme videre.
– Har du nogensinde opfattet dig selv som åndssvag, nu hvor du var indlagt sammen med de åndssvage?
– Nu var det ikke alle, der var det, for nogle var anbragt af Kriminalforsorgen. Dem kunne jeg slet ikke sammen med, er du rigtigt klog! Men de andre havde jeg ikke nogen problemer med, de var stille og rolige ligesom jeg selv. Nej, jeg kunne slet ikke holde det hele ud. Jeg stak af, og jeg blev flyttet rundt på hele Ebberødgård, og jeg har været på alle afdelinger derude.
Hans tidlige springture væk fra institutionen er nok ikke kommet videre end til parken og skoven tæt ved. Men han siger, at de store og stærke gik rundt og stjal personalets private tøj, og så var de på vej væk.
– Hvordan var personalet mod dig?
– De kunne ikke lide, at jeg skulle være sammen med de stille og rolige. Jeg skulle være sammen med de urolige og voldelige. Det gjorde mig aggressiv og vagtsom. Og så gik personalet også og drillede mig: Du må ikke få lov at gå i seng med os, det er kun plejerne. Og jeg kan fortælle dig, at i personaleboligen, der var rigtigt meget sex. Og fra en af afdelingerne kunne man også se, hvad der foregik.
– Jeg turde slet ikke sige noget til dem, for jeg var jo på lukket afdeling. Så jeg sad der musestille. Så en dag kom heldigvis en og sagde til mig, at han syntes, jeg skulle komme ned og arbejde på værkstedet.
– Har du haft nogle venner eller kærester?
– Nej, jeg har aldrig haft nogle venner, og jeg har heller aldrig haft en pige i fred. Jeg kendte en pige på et tidspunkt, efter jeg forlod Ebberødgård, men hun blev voldtaget.
– Var der slet ikke nogle på Ebberødgård, du kom godt ud af det med?
– Jo, jeg spillede musik og teater med nogle. Det gør jeg ikke mere, men det gjorde jeg dengang. De var glade for mig mange af dem, og jeg lærte dem at spille billard, og nogle af dem har jeg heldigvis også mødt senere. Med dem så jeg også, at mange af dem kunne meget mere, end de får lov til på institutionerne.
Lærte at læse alligevel
Selv om der ikke fulgte nogen undervisning med til institutionsopholdet, så kan Erling alligevel læse i dag.
– Hvordan kom du i gang med det?
– Jeg boede i bolig 7 på Ebberødgård, der havde været personalebolig. Der kom jeg til at arbejde som skraldemand. Så havde de smidt nogle børnebøger ud, og jeg tænkte: Nå, det er lige noget for mig. Så fandt jeg både en læsebog og en regnebog og en skriveblok, en blyant og en lineal. Og jeg gik i gang med at øve mig i det at skrive bogstaver og at læse. Der var bare masser af bogstaver. Regnebøgerne havde alle et nr., og jeg nåede til nr.15. Det hele var uden nogen lærer. Senere hen har jeg nu prøvet at komme ind på en skole og lære noget mere, men det kunne ikke lade sig gøre.
Psykisk syg?
Når Erling ikke var åndssvag og heller ikke anbragt af Kriminalforsorgen, hvad var han så? Var han psykisk syg? Eller var han bare helt normal?
– Jeg har faktisk aldrig rigtigt talt med nogle om psykiske problemer. Jeg har kun en gang talt med en læge om det, efter jeg var flyttet tilbage til København om mine problemer, og han kom op i min lejlighed, og vi fik en snak. Det er den eneste gang.
– Men var der alligevel ikke noget personale, du snakkede godt med?
– Nej, de ville ikke lade mig være. Jeg skulle gå og gøre rent for at være sådan en fedterøv. Da jeg var kommet videre til Tårnborg igen ville de have, at jeg bare skulle sidde og hænge i sofaen, og gjorde jeg det ikke, så vidste jeg, at de ville true mig med Ebberødgård. Det var det samme, da jeg boede ude i nærheden af Valbyparken. Tilsidst tænkte jeg, at nu stopper det, nu vil jeg have min egen lejlighed.
På vej væk
Før Erling imidlertid kom så langt, havde han på nogle af sine springture snuset lidt til verden udenfor Ebberødgård, i første omgang Birkerød og nærmeste omegn bl.a. Projekt Hus, som var blevet startet af nogle arbejdsløse i byen.
– Personalet skulle vide alt, hvad man foretog sig. Men det var jeg ligeglad med, selv om man hurtigt kunne blive sendt tilbage, hvis man var havnet nede på gågaden i Birkerød. Det lykkedes mig så heldigvis at finde nogle søde mennesker, som tog sig af mig. Jeg var også snu, jeg vidste hvilke veje, jeg skulle gå for at komme dertil. Der fik jeg lækker mad, og der var fed musik.
– Jeg kæmpede meget for at komme væk fra det lort, for du havde dem hele tiden i røven. Du har ikke noget privatliv, du bliver mødt med en ligegladhed, og jeg føler, jeg aldrig har fået omsorg.
– I Projekt Hus gik jeg også til hånde, malede og lavede ting fx møbler til stedet, og du kan tro, jeg havde det godt med det. De var så søde. Der var ikke noget med: Hvor kommer du fra? For det vidste de godt, og de syntes heller ikke, at det var noget ordentligt sted for mig. Der kunne jeg få lov at more mig. Jeg kunne sidde sammen med de unge, uden der var noget.
Erling fortæller også, at han i huset fik forskellige indianernavne. Han ligner faktisk selv en indianer og har måske også indianermæssige aner. Han har som nævnt ingen erindring om sine forældre. En dag, fortæller han, gik han ud i skoven og stilte sig derud med det store vanskelige spørgsmål, hvem er jeg? Det lange institutionsliv, der først sluttede, da han var et sted i 40’erne havde haft sin pris. Ude i skoven besluttede han at ændre sig selv, finde den, han egentligt var. Og det er måske ikke så underligt, at Erling netop har identificeret sig så meget med indianere:
– Indianerne er et frihedselskende naturfolk, som man har forsøgt at udrydde, fordi man syntes, at de bare var dumme. Man kunne bare have ladet dem være. På samme måde med mig. Hvis jeg ikke var blevet indespærret, så var jeg blevet et helt andet og sundere menneske, mener Erling.
Fortidens lange skygger
Da han kom væk fra stedet og efter en mellemstation i Valby opnåede at kunne flytte i egen lejlighed på Nørrebro, hvor han kunne være fri som fuglen, så indhentede Ebberødgårds lange skygger ham stadigvæk. Nu var det to plejere, som opsøgte ham. De kom helt uden myndighedernes velsignelse. Sagen var den, at Erling havde fortalt, at de havde haft et forhold sammen. Det var noget pinligt for dem, for de var hver for sig gift med nogle andre, og hvis det kom frem, så ville det ikke være så godt for dem.
En del af historien, som åbenbarer en mærkelig side af det at være plejer og det at være beboer. Vi ved, at seksuelle overgreb fandt sted på institutionerne. En beboer på Rødbygård fortæller et sted på nettet, at man spiste hinandens afføring. Hvad har det at gøre med det at være plejer. Når beboeren så fraflyttede, så brændte jorden for den slags plejere (som man må håbe på kun var et mindretal), og så skulle der lige gøres nogle regnskab op her og der.
På det tidspunkt, da den historie var Erling heller ikke et isoleret menneske, som sad i en lille lejlighed på Nørrebro. Han var blevet involveret i Galebevægelsen og havde fået nogle venner der, som havde ressourcerne. Det var måske dem, som havde skræmt plejerne.
Galebevægelsen opstod i de sene halvfjerdsere med udgangspunkt i antipsykiatrien, hvis fædre bl.a. var den skotske psykiater Ronald D. Laing og den franske filosof Michel Foucault. Meningen var, at det var samfundet, som gjorde mennesker syge, ikke deres gener eller forældre for den sags skyld. I den mest hårdkogte version, som bl.a. kendes fra ”Gøgereden” er den, at institutionerne gør folk syge. Det skal naturligvis med, at mange af den tids institutioner, og der var folk, som levede hele livet på disse institutioner, og blot det at blive udskrevet kunne nogen steder være ret svært. Ideen var derfor at få lukket disse store og tunge institutioner. Det mente datidens psykiatere dengang ikke var den gode ide. Herhjemme forsvarede psykiateren Villars Lunn til sin død det hvide snit, hvor de to hjernehalvdele adskilles, hvilket gjorde patienterne apatiske.
Psykiaterne stod altså i deres lange kitler og forsøgte at overbevise en tilsyneladende uvidende offentlighed om den dumhed, som kendetegnede det hele, for hvordan ville patienterne så have det? Middelfart, hvor der havde tronet en patriark som ledende overlæge i sin tid, en dr. Ravn, fik uventet besøg af en masse aktivister, oven i købet bakket op af enkelte læger, heriblandt en psykiater.
Efterspil
Der var ikke nogen gratis psykologhjælp eller psykiater, som Erling kunne gå hos, da han endeligt blev sluppet løs. Han var blevet udsluset. Behandlingen havde været ufuldstændigt, hvis der overhovedet havde været nogen. Hele forløbet havde givet psykiske ar oveni dem, som måske lå der, da Erling havnede på Ebberødgård. Det efterfølgende skulle desværre vise sig at være lige så ufuldstændigt og lindrende for Erling. Han har en hjemmehjælp, som kommer, anden behandling får han ikke. Han skal kort sagt bare passe sig selv.
Familien fik han efter sin udskrivning endeligt en smule kontakt til. Han mødte sin mor, blev inviteret hjem. Han fik kontakt til en ny og bedre stedfar, end ham der fik ham indlagt. Men det blev nu ikke til så mange besøg. Hans mor fik kræft og døde alt for tidligt. En af hans søstre kom til kaffe, mens han stadigvæk opholdt sig i Valby. Ingen forklaringer fra deres side på, hvorfor de havde fået ham indlagt. Han fortæller, at søsteren sagde, at når han levede på denne måde, så kunne der ikke blive tale om at mødes igen.
Der kom aldrig nogen undskyldning fra myndigheder, der i så mange år havde holdt ham indespærret. Ebberødgårds efterfølger Svaneparken videregav kun nødtvungent nogle udskrivningspapirer. Resten forsvandt eller ligger og samler støv et sted, efter Ebberødgård er nedlagt. Han har også forsøgt at få noget erstatning for at være fejlanbragt, men der er desværre forældelsesfrist selv på den slags sager. Ebberødgård eksisterer heller ikke mere som institution. I dag er stedet omdannet til dyre ejerboliger lige opad Rude skov. Der er ingen overlæge eller plejere der, han i dag kan opsøge og bede om en forklaring.
Heller ikke Tårnborg eksisterer mere. Institutionen lå i Birkerød på hjørnet af Ravnsnæsvej og Vandtårnsvej, et sted hvor meget trafik kommer forbi i dag. Det kan også være svært at googl’e sig til noget om åndssvage, for det hedder jo i dag psykisk udviklingshæmmet. Derfor kan man have svært ved at finde noget om, hvordan behandlingen dengang fandt sted, hvis man ikke ved noget om det i forvejen.
Det er, som om Erling har levet et sted, som er ikke-eksisterende i dag med en diagnose, som måske heller ikke eksisterer, og han må bare leve det liv, han lever i dag, og hvordan er det så? Ja, hvad siger Erling selv:
– Jeg har det ad helvede til. Jeg har det svært med bare at sidde og kukkelure i min lejlighed, som også er alt for lille, og hvor der er masse støj rundt omkring. Det går heller ikke så godt på de væresteder, hvor jeg kommer. De unge kvinder kan ikke lade mig være i fred. Jeg har det bedst, når jeg går rundt i de svenske skove. Der er den fred og ro, som jeg længes efter resten af året. Og tilføjer: – Indimellem har jeg da også hygget mig med nogle af mine andre venner deroppe, og vi har haft det rigtigt godt, slutter han.
Det er måske ikke så underligt, at Erling synes godt om indianerne. For det er også et folk, som er blevet noget glemt i historiens forløb.
Af Svend Balle / Tidsskriftet Outsideren 2009 ©