Nu synes jeg snart jeg har hørt den mange gange. De siger det ikke direkte til mig. Ofte til min mor.
Det er ikke sjældent jeg kommer hjem på weekend og min mor fortæller at hun har snakket med en veninde, mine bedsteforældre eller en kollega, som synes det er synd for mig at jeg nu er indlagt for tredje gang i år.
Jeg har det generelt stramt med folk der siger det er synd for mig. Jeg kan ikke bruge det til ret meget udover selvmedlidenhed. Og efter over to års kognitiv terapi har jeg da lært, at selvmedlidenhed ikke er det der hjælper mest.
Til dem jeg ved har “det er synd for hende” brillerne på når de snakker med mig, forsøger jeg at forklare at det her er bare mine odds.
Nogle er ordblinde. Andre helt blinde. Andre igen har mistet deres mor, og nogle er blevet mobbet i skolen.
That’s life – and sometimes life sucks!
Jeg kan da godt give dem ret i, at jeg nogle gange slås med lidt mere end gennemsnittet. Nu er det jo ikke gennemsnittet af den danske befolkning der har være indlagt tre gange på psykiatrisk før de fylder 18!
Men igen. Jeg har ikke prøvet andet (det er fordelen ved at være så ung), så det her er bare mit liv.
Og selvom det til tider er røv-sygt og jeg mest af alt har lyst til at springe ud ad vinduet, så er det mit liv. Og man kan jo vænne sig til meget.