“…jeg har ikke taget min medicin!” er en sætning jeg har sagt ufattelig mange gange.
I 2011 fik jeg stillet diagnosen epilepsi, efter 4 ugers indlæggelse på Epilepsihospitalet i Dianalund. Jeg har formentlig haft epilepsi siden jeg var omkring 13 år, men led også af PNES anfald. For flere år tilbage troede man at jeg kun led af PNES, men efter indlæggelsen i 2011 skulle det vise sig at de anfald som var tilbage, var egentlige epileptiske anfald.
Lige inden jeg blev udskrevet startede jeg på medicin, med rigtig god virkning. Når jeg er på højeste dosis får jeg ingen anfald, med mindre jeg ikke tager min medicin!
I sommeren 2011, var jeg helt anfaldsfri og kunne nu nyde, at jeg ikke længere skulle gå og frygte anfald. Før i tiden gik jeg rundt med en konstant angst for at falde om med et anfald i offentligheden, for under et anfald var jeg helt uden kontrol, og mit liv var op til andre mennesker!
Jeg var glad for ikke at have anfald mere, og jeg kunne nu lægge 100% vægt på at få det bedre psykisk.
Hvad der skete efter at mine anfald stoppede, ved jeg ikke, men jeg fik en eller anden idé om at jeg kunne lade være med at tage min medicin. Det skete oftest når jeg var træt af det hele, og jeg brugte det som en flugt fra omverdenen. Men det var ikke den eneste måde jeg udnyttede min epilepsi på. På et ubevidst plan gjorde jeg det også for at prøve folk af. Specielt nye ansatte fik lov til at stå for skud, og i dag kan jeg egentlig kun ryste på hovedet over at jeg kunne få den tanke. Jeg har nok ikke tænkt over de konsekvenser som det kunne få, både for mig selv og for andre.
Igennem flere år har jeg brugt min epilepsimedicin som våben, og som en midlertidig vej ud af mine problemer og min dårligdom. Under og efter et anfald, skulle jeg ikke forholde mig til noget og ansvaret for mit liv, lå i hænderne på andre da jeg jo ikke var ved bevidsthed.
Jeg har det rigtig skidt med at jeg har udsat andre mennesker for at stå med mit liv i deres hænder, og at det har været en mere eller mindre bevidst handling.
Efter jeg er flyttet ind på Frederiksberg har jeg ikke haft lysten til at lade være med at tage min medicin. Tanken har strejfet mig, men jeg er ikke hoppet med på bølgen og trangen til at fralægge mig alt ansvar for mit liv.
Carl har siden jeg startede med medicinen, snakket med mig om at jeg leger med mit liv, og at det er en rigtig farlig leg. Egentlig har jeg bare skudt det hen, men med tiden er jeg blevet mere bevidst om hvor farligt det egentlig er, for i værstefald kan jeg risikere aldrig at vågne efter et anfald igen.
Inden for det sidste års tid, har det været et par enkelte gange, hvor jeg har glemt at tage min medicin, og jeg er hver gang blevet spurgt om jeg nu havde glemt det, eller om jeg lod være med at tage medicinen. Jeg er nået så langt i mit liv, at jeg begynder at snakke om det, når tankerne presser sig på så jeg kan nå at få stoppet mig selv inden det går galt. Men jeg kan da uden tvivl godt forstå folks tvivl og skepsis, og jeg vil ikke benægte at jeg nogensinde ville lade være med at tage min medicin, fordi jeg ikke kan overskue verden og det bare er en nem flugt, men jeg ved at det er farligt og der er en overvejende risiko for ikke at komme hel igennem uden mén.
Jeg er imponeret over at folk har været der, når jeg har ligget på gulvet og danset Electric Boogie med en ansigtsfarve som mindede om udrykningen på en brandbil. Folk har stået model til savl, bræk, sved og pis mens de har kæmpet for at jeg skulle trække vejret, for at undgå at det skulle ende ud i et kæmpe kys. Ambulancen var i en periode min personlige limosine og jeg havde VIP kort til sygehuset. Den eneste som nok ikke led så meget mentalt under mine anfald var nok mig selv, men hold kæft hvor har jeg haft det så dårligt med mig selv, når jeg er kommet over til en af personalerne og sagt “…jeg har ikke taget min medicin!”
Det kan godt være at jeg kan lide fart og spænding, men der er nok grænser for hvor spændende man behøver at gøre sit liv, og så spændende behøver mit liv heller ikke at være mere.