Fotos: Outsiderens street art crew

Vote for weird!

Outsideren opfordrer alle til at stemme på partier og politikere, der oprigtigt bekymrer sig for psykiatribrugerne, og som vil sætte handling bag ordene om at gøre noget positivt for området. Billederne viser Outsiderens street art crew i aktion med deres perlepladekunst.

Af Thomas Larsen

Outsideren vil hermed opfordre alle, der oprigtigt bekymrer sig for psykiatrien og dens brugere, til at stemme på partier og politikere, som vil sætte handling bag ordene om at gøre noget positivt for området. Vi har brug for politikere uanset partifarve, der tager psykiatrien alvorligt og ikke blot holder floromvundne skåltaler. Det er let at love guld og grønne skove, når valgkampen raser. Men det er i lyset af den daglige drift på de psykiatriske afdelinger og de konkrete livsomstændigheder, at de reelle forhold for psykisk syge skal vurderes.

Vote for weird 4

Og som Outsideren har dokumenteret, så halter psykiatrien bagefter på alle fronter. Trods penge og ny lovgivning er der langt endnu. Dertil kommer, at det ikke nytter ret meget med økonomiske tilskud fra regeringens side, hvis kommunerne samtidig sparer og skærer ned på den hjælp, der skal få mennesker på ret køl efter en udskrivelse. Og det er jo ingen hemmelighed, at ud over diagnoser og sygdom må de fleste psykisk sårbare også kæmpe med en elendig privatøkonomi. Så vi er dobbelt ramt!

Vote for weird 3Det er desværre heller ingen hemmelighed, at der tilsyneladende ikke er mange stemmer i at gøre psykiatrien til et tema i valgkampen. Psykisk sårbare råber sjældent højt, og vi kommer kun på forsiden af aviserne, hvis det slår klik for os. Men så er der til gengæld mediedækning et par dage eller tre, mens de såkaldt ansvarlige politikere lover bod og bedring… Indtil en ny sag dukker op. Derfor er det ikke blot vigtigt at stemme på politikere, der rent faktisk vil arbejde for den berømte forskel; det er også påkrævet, at vi fastholder dem i deres løfter. Og det kræver sammenhold og bevågenhed, og vi på Outsideren vil gøre vores for at stille de relevante politikere til ansvar.

Læs mere:

Penge til forskning og ny lov om tvang