En meget velskrevet og modig beretning om det knugende favntag med Kong Alkohol – og om resten af livet at skulle stå ved korsvejen med valget mellem at leve eller dø.

 

Af Thomas Larsen

Efter lang tids tørke er det første glas øl en sand vederkvægelse. Det er ikke smagens skyld. Det er virkningen. Den er at sammenligne med at ankomme til en oase og en livgivende kilde midt i ørknen. En blød og omsorgsfuld varme breder sig fra maven og ud i hele kroppen. Det lysner i de mørkeste afkroge, og en engel går gennem rummet. En kær, gammel ven er kommet på besøg. Og ens hjerne vågner op til dåd, parat til at påtage sig enhver udfordring og granske universets hemmeligheder. Kong Alkohol er en gavmild hersker. Intet er for stort eller uoverskueligt at give sig i kast med, hvis man er en del af hoffet og trofast tjener Ham. At der er en høj pris at betale i længden glemmes let, når stjernerne tændes i ens hoved, og alting stråler lystigt. Kong Alkohol forstår at holde fest, hvor alle inviterede føler sig som særligt udvalgte.

Sådan er det første dag.

Der er styr på det. Man kan altid holde op. Imorgen er jeg klar til at begynde forfra på en frisk. En sidste øl, og så er det uigenkaldeligt slut for denne gang. Hvor svært kan det være?

Og så bliver det dagen derpå.

Tømmermændene er ikke længere, hvad de var engang. Når ungdommens evne til at hele sig selv tilhører fortiden og ikke fungerer optimalt, så sætter nye symptomer ind. Og de bliver værre og værre med tiden alt efter, hvilket stadie du er nået til. De kan komme snigende som angstens spottefugle, der river og flår i en, som om de vil æde en op indefra. De kan sætte ind som kramper og ukontrollerbar rysten på hænderne, når abstinenserne melder sig. Der er ingen ende på elendigheden, hvis man først er nået derud, hvor Kong Alkohol viser sit sande ansigt. Og det er ikke noget kønt syn. Så hvorfor ikke bare give efter og lade Ham få sin vilje: Et par øl til at reparere systemet og ellers sparke dagen i gang – det gør vel ingen skade. Det er jo kun andendagen, og alt bliver hurtigt godt og smukt igen, når de værste tømmermænd har fået fast arbejde. Og så vender lyset og englene tilbage. Så længe øllet flyder, følger inspirationen i kølvandet.

Tredjedagen: Fortsætter, hvor jeg slap i går.

Afgrunden forude

Bussen kører, og jeg er sprunget på af egen fri vilje. Jeg er godt nok blind passager og aner ikke, hvor jeg er på vej hen. Men jeg holder den gående, en øl ad gangen. Der bliver længere og længere mellem englene. Mørket kalder. Det trygge mørke, hvor jeg kan forsvinde i fred. Melde mig ud og give slip på denne verdens krav og stress og drømmene, der alligevel aldrig går i opfyldelse. Den lidet flatterende konklusion: Måske vil jeg helst være i det velkendte helvede – frem for at kæmpe med den angstprovokerende frihed...

Efter en uge på bunden af flasken er hvert daggry i sig selv en anklage. Sollyset blænder. Verden udenfor en trussel. At drikke er et spørgsmål om ren overlevelse. Selvmedicinering hedder det i fagsproget. Jeg undskylder mig selv med det faktum, at jeg i det mindste ikke bliver fuld eller sætter forbruget op. Til gengæld holdt jeg op med at spise på fjerdedagen. Kroppen opbruger langsomt sine i forvejen sparsomme reserver. Mine tanker kommer ingen vegne. Benene begynder at give efter under mig. Det er et marathon at gå i supermarkedet for at tanke op. Svarer kun på telefonopkald, hvis det er strengt nødvendigt. Eller slukker for skidtet. Går helst ud efter mørkets frembrud, hvis jeg er løbet tør for flydende kost. Ellers holder jeg mig indendøre. Lukker ned lidt efter lidt. Alene.

Til sidst siger kroppen, hjernen og hele systemet: STOP!

Og her står jeg endnu engang ved korsvejen. Det er egentlig meget enkelt, når man er nået helt derud. Valget mellem at leve eller dø er det eneste, der er tilbage. Et skridt fra afgrunden. Den sidste rest af viljestyrke skal mobiliseres.

Jeg vælger at leve – trods alt. Og jeg ved, hvad der venter. De første 24 timer uden alkohol er slemme, men de følgende døgn er ofte langt værre. Søvnløshed og mareridt med åbne øjne. En film af grusomme billeder, der i vanvittig fart ruller forbi mit indre blik. Ren horror skabt af indtryk og forestillinger jeg ikke har den fjerneste idé om, hvor stammer fra. Og så er der edderkopperne under huden. Giftslangerne der vrider sig langs nervebanerne. Rædslen der lurer i øjenkrogen, et sted i halvmørket, hvor monstre fødes og trives. Og det bliver bare ved de næste to-tre-fire døgn – uden rigtig søvn eller ordentlig hvile. En hjerne der truer med nedsmeltning. Hænder der knapt nok kan holde om et glas. Fingre der sitrer, som om de blev styret af en usynlig dukkefører. Måske en personlig forsmag på helvede. I hvert fald voksende paranoia, tankemylder, identitetsforstyrrelser, skyld og skam for fuld skrue.

Uskyldens tid

Der var ingen druk i mit barndomshjem. Ikke engang til fødselsdage eller ved højtider blev der udskænket spiritus af nogen art. Jeg fik altså ikke den dårlige vane med hjemmefra, snarere det modsatte. Da jeg fyldte atten, var jeg en af de få i min omgangskreds, der aldrig havde prøvet at drikke sig fuld. Og da jeg begyndte at gå i byen, ville jeg hellere ryge en joint end kæve bajere. Hellere skæv end stiv. Det sagde mig absolut ingenting at vælte pinligt rundt i en brandert og brække sig til sidst. Men Kong Alkohol er en tålmodig herre. Han venter i kulissen, indtil man igen er moden til at falde for løgne og bedrag. Og er man først faldet i for alvor, så findes der altid en anledning til at drikke og pantsætte morgendagen. Det kan være hjertesorg eller udsigt til regn. En undskyldning for at drikke er altid god.

I begyndelsen var det bare en gang Rock ‘n’ Roll for mig. Ungdommens tid har et strejf af uskyld, ligemeget hvor naiv man er. Og alle mine helte havde jo taget for sig af de våde varer, skrevet sange og digte om Gudernes Nektar. Smukke sange og udødelige digte der stadig blev sunget og læst. Ja, hvilken kunstner med respekt for sig selv har ikke haft et alkoholproblem? Fra Hemmingway til Bob Dylan. Fra Jack London til David Bowie. Listen er lang og navnkundig. Nogle døde unge, andre overlevede og kunne berette om livet i overhalingsbanen. Under alle omstændigheder hvilede der et romantisk skær over denne trang til musik og bægerklang, poesi og selvudfoldelse, der trodsede borgerlige normer og begrænsninger. Selv Søren Kierkegaard havde skrevet om In Vino Veritas, så hvorfor ikke selv smage på vinen? Så længe man var tro imod sine idealer og ikke gjorde nogen ondt, men tværtimod blev kærlig, storsindet og inspireret; hvilken skade kunne det da gøre at beruse sig engang imellem?

Ja – hvorfor ikke drikke sig til lidt stjernedrys? Somme tider kræver poesien en smule brændstof.

I mange år var det da heller ikke et problem for mig at stoppe, mens legen endnu var god. Mine nærmeste venner drak ikke mere end andre. Ingen pressede mig til at drikke noget som helst, jeg ikke havde lyst til. Men også her er Kong Alkohol tålmodig og afventende. Han lokker og trøster på samme tid. Han mildner ensomhed og hjertesorger. Og Kong Alkohol ved, at der kommer en dag, hvor Hans hidtil skjulte magt omsider trænger igennem og besætter, hvad besættes kan. Det skulle jeg lære på den hårde måde. Og det skal jeg kæmpe med resten af mit liv. Det er som en krig, der begynder forfra hver eneste morgen. Og der er ingen våbenhvile at håbe på.

Kulturens byrde

Danmark ligger konstant i Top 3 over lande, hvor alt for mange drikker alt for meget. Men det er jo et træk ved vores kultur, lyder det ofte som en noget overfladisk forklaring. Som om kultur er et statisk begreb, en form for social naturlov der ikke står til at ændre. Og hermed gør vi alkohol til en “naturlig” del af både hverdag og fest. Det styrker angiveligt den såkaldte sammenhængskraft. Vi skåler i fællesskab, men drukner alene på bunden af flasken. Ikke mindst børn i hjem med alkoholmisbrug bliver ofre på den bekostning. Og selv om de relevante myndigheder har langt større indsigt i problemstillingen end for blot få år siden, så er det stadig et tabu, som det er vanskeligt at konfrontere konstruktivt den dag i dag.

Der er ingen lette svar eller hurtige løsninger. Hvis mennesker beslutter sig for at drikke livet bort, er der ingen magt på jorden – udover tvangsindlæggelse – der kan forhindre dem i det. Hverken antabus, medicin eller terapi hjælper i længden, hvis man ikke selv vil holde op. Det er ikke det samme som at sige, at ydre påvirkninger intet betyder. Her er familien første vigtige omdrejningspunkt, hvilket burde sige sig selv. Og selvfølgelig spiller det en rolle, hvilke signaler det omgivende samfund udsender. Og hvilken politik der føres på området. Og sådan kunne man blive ved – med kampagner, oplysning, rollemodeller og alle de gode intentioner. Men så længe der er sprut på markedet, så længe skal det nok blive drukket. Og moralske pegefingre har sjældent gjort den store forskel.

Kong Alkohol er forklædningens mester. Han kan være din bedste ven, din mor eller far, en hyggeonkel, en hvis skulder du kan græde ud ved. Kong Alkohol skelner ikke mellem høj og lav, rig eller fattig. Han er forførende og venligt charmerende, altid lyttende og altid klar med et godt råd: Her! Tag en lille én, så får du det meget bedre og glemmer, hvor ond og ubarmhjertig verden er!

I modsætning til Kong Alkohol har jeg ingen “gode råd” at tilbyde. Der kan være tusind forskellige årsager til, at manden på bænken og direktørfruen drikker åbenlyst eller i smug. Alle har en historie at fortælle, og hver og en er noget særligt i sig selv. Og selv bag den mest forsumpede, sørgeligt udseende facade er der stadig et menneske, der også var et barn engang.

 

PS: Tilegnet personalet ved Alkoholenheden Nord, Ørnevej 18 – Kbh. NV
Tak for jeres måde at være til på, og for at have reddet mit liv mere end én gang.

 

 

3 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Hvis de ti bedste artikler fra Outsideren skal nomineres, skal denne artikel helt klart være i blandt.
    Thomas, du skriver på en og samme tid fængende, gribende, poetisk og smukt om dit forhold til alkohol. Din artikel gav mig en helt anden indsigt i temaet, end jeg ville have kunnet fået andre steder, jeg lige kan komme i tanker om.
    Jeg ønsker dig alt godt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.