Marie Herløvsen beskriver gennem en vandring i sindet og med brug af sprogets metaforer, hvordan det kan føles at have en borderline-personlighedsforstyrrelse, hvor hun oplever verden som forskellige jeg’er – set gennem forskellige prismer og filtre.

Af Marie Herløvsen

Der findes to sameksisterende filtre gennem hvilke, min verden erindres. Nøjagtig som i en tegnefilm med en split screen, hvor den ene del af billedet er happy go lucky, og den anden del er mørk og dyster.

Det ene filter er en idyllisering af verden og relationer, badet i lyserøde nuancer og fyldt med blomster, balloner og sommerfugle. Det er dér, hvor de rare minder bor. Det er det filter, der forstærkes, når jeg er rigtig glad og lykkelig. Det andet er en verden af sorg, frygt og angst. Det er badet i blå nuancer, og dér fylder eksistentiel smerte, psykisk sygdom, misbrug og tanker om selvmord.

Jeg mærkede tidligt, at stemninger har farver, og jeg lærte at farve verden, som jeg gerne ville have, at den skulle se ud.

Min barndom var præget af dysfunktion, og derfor eksisterer der færre erindringer uden blå toner. Til trods for det husker jeg umiddelbart alle de lyse først, når folk spørger mig, hvordan min opvækst var. Det er først, når jeg så skraber i overfladen, at alt mørket vælter frem. Tænker at det vidner om den optimisme, der har fået mig gennem livet, men også om alle de fortællinger, der er blevet fortalt, og som jeg har fortalt mig selv.

Fornemmelsen af disse sameksisterende filtre har fulgt mig hele livet.

Når jeg er afbalanceret, opleves virkeligheden mere harmonisk. Jeg kan se ud gennem begge filtre samtidigt, som hvis man forestiller sig, at man kigger ud gennem et par briller. Et sted i midten folder virkeligheden sig ud. Alt er mere neutralt, lidt mere afdæmpet i toner, og mit følelsesliv fylder mindre. Tror at nogen kalder dette hverdag. Når jeg destabiliseres, bliver verden mere enten-eller. Mere lyserød eller mere blå. Når jeg bliver syg med depression, bliver den næsten kun blå, og når jeg er hypomanisk, er alle farver klare og badet i et lyserødt skær.

De mange jeg’er
Derudover findes mange jeg’er i mange aldersvarianter i mit indre. De er ikke kun abstrakte måder at tale om psyken på. De føles virkelige, og når jeg bliver syg, føles det næsten, som om de er materialiseret med hver deres krop og personlighed.

Der er barnet. Hun er hjerteskærende ensom og savner. Men hun er også helt utrolig stærk, og hun tror sjovt nok på, at hun er elsket. Hun er ikke så gammel og er selv fuld af kærlighed. Så er der hende, der er voksen, selv om hun ikke er mere end 10-12 år. Hun er så uendelig træt af at føle sig alene, og hun er meget slidt. Så er der teenageren. Hun er vild og impulsiv og utrolig følsom. Hun begejstres nemt, men hendes følelsesliv er ikke særlig modent. Hun er ufattelig nem at såre, og hun bliver passiv aggressiv, når hun føler sig usikker. Samtidig er det hos hende, at poesien og kreativiteten bor som sprog. Hun kæmper ligesom de andre for ikke at blive forladt.

Så er der den intellektuelle. Hun er ældre, men hun har alligevel altid været der. Hun står ved siden af alle aldrene. Hendes fornemmeste rolle er på fineste dekonstruktivistiske stil at analysere alt og dermed næsten få alle de andre jeg’ers følelser på plads. Hun er dygtig. Hun er en overlever, og jeg ville aldrig være foruden hende. Hun har haft den rolle overfor min mor hele livet, og hun er toptrænet. Jeg har dog for nylig i terapi erkendt, at jeg har mistet tilliden til den side af mig selv. For det er hende, der skærer kroppen fra og kun er oppe i hovedet. Hende der forsøger at kontrollere det hele. Men det er også hende, der to gange er blevet ramt af depression. Det er hende, der ”blev” psykisk syg. De andre var ”bare” skøre og anderledes. Jeg ved godt rent logisk, at de alle sammen er mig, og at sårbarheden skete meget tidligt i mit livsforløb. Men det var hende, der knækkede.

Jeg ved godt, at hun ikke findes som sådan. Jeg ved godt, at det var, fordi jeg i årevis løb ufattelig hurtigt for at dække over alt det, der belastede mig. Jeg ved godt, at det var, fordi jeg ikke kunne holde til mere belastning, at jeg knækkede. Men mens jeg skriver denne artikel, befinder jeg mig i et grænsepsykotisk mellemland, og jeg synes, at jeg kan se dem derinde – i dén der fysiske skal, der er mig. De vil alle sammen gerne styre, hvad vi skal føle, og hvor vi skal hen. De er ikke altid enige. Teenageren siger én ting, og følelserne får lov til at bestemme, eller følelserne gør opmærksom på sig selv og bliver ignoreret af den intellektuelle.

Det føles tit, som om der er et rungende fravær af at være rigtig voksen. Som om den facet endnu gemmer sig. Men måske er det der voksen også bare en illusion. Måske er det i virkeligheden sådan her for alle – at der findes mange aldre, og vi alle blot er en skal, der indeholder de her temperamenter og modenhedsniveauer.

Forvrængninger
Følelser føles ligesom kugler inden i mig, der bevæger sig rundt. Jeg mister nemt fornemmelsen af min fysiske kropsafgrænsning. Vågner og synes, at verden er forkert, eller at jeg er forkert i den. Mine mareridt flyder ind i det vågne, og jeg kan ikke komme ud af stemningen. Jeg kan ikke mærke, hvor jeg slutter, og hvor verden begynder. Min kugledyne hjælper på det. Jeg kommer tilbage ind i kroppen, der får form igen og holder op med at flyde ud.

Der er færre af de morgener, når solen skinner, når jeg er almindelig glad, eller når jeg svæver op i stemninger og hypomani. Jeg kan ikke få armene ind til kroppen. De vil op og svæve sammen med tankerne, der kører på højtryk, og sanserne, der er helt vågne. Den tilstand holder mit kropshad på afstand. I den tilstand synes jeg, at jeg er smuk i en verden, der er smuk.

I kontrast står de morgener, hvor jeg føler mig helt forkert, hvor alt er forvredet, og jeg ikke kan se mig selv tydeligt i spejlet. Eller rettere: det kan jeg, men det ligner ikke det jeg, som jeg ser, når jeg er glad. Hende, som jeg ser de dage, hvor jeg er forkert, er håbløs og grim. Hun er også meget tykkere. Hvem af dem, der er mit rigtige jeg, ved jeg ikke, for jeg undgår kameraet, med mindre jeg selv styrer det. Jeg udvælger, hvordan min repræsentation skal være. Hader chokket over at se mig selv fra andre vinkler. Det er frygteligt, når der ikke er sammenhæng mellem det indre og det ydre, og der ikke er sammenhæng fra dag til dag i, hvem det er, der kigger tilbage fra spejlet.

Borderlinens prisme – en porøs identitet
I de perioder, hvor jeg er syg, ser jeg verden gennem det blå filter. Det påvirker alt, hvad jeg ser. Det er depressionens natur, men forvrængningen af verden er borderlinens natur. Alt fortolkes gennem følelser.

Det er længe siden, at depressionen har været på besøg. Dens fravær gør, at jeg ind imellem snydes til at tro, at jeg er længere i min recovery, end jeg er. For borderlinens forvrængninger har jeg levet med hele livet. Jeg tror stadig, at alle har det, som jeg har det. At de tager verden ligeså meget ind.

Jeg konfronteres løbende med, at sådan er det ikke. Det er, som om at mange andre har et tykkere lag hud. De tager ikke ting ind råt og ufiltreret og fanges ikke i samme grad af at tage ting personligt. Jeg spejler mig i det, jeg gerne vil være. Jeg spejler mig i det, jeg gerne vil have, at andre skal se, men det gør min identitet porøs. Den bliver afhængig af samspil, og uden det er jeg ikke noget. I hvert fald ikke så længe denne socialiseringsmodel er min strategi.

Rigtig meget af præcis borderline-diagnosen handler om ikke at have en fast kerne. Det føles, som om min personlighed drejer sig som et prisme i solen. Den måde, strålerne brydes på, udgør hvem jeg føler mig som. Prismet kan fastholdes i samme position længe, men pludselig drejer det lidt, og over tid opdager jeg, at jeg har ændret mig markant. Det sker oftest i samspil med det sociale. Mit behov for at genvinde den tabte symbiose med mine forældre er der. Samtidig har jeg min kamp for at komme ud af den usunde symbiose med min mor. Det skaber et mildest talt anstrengende dilemma, hvor jeg befinder mig i en evig kamp efter at opnå nærvær, ikke at blive forladt og samtidig forsøge at frigøre mig.

Fanget i spejlkabinettet
Reelt set bryder jeg mig ikke om at blive investeret i folk, for det betyder, at jeg bliver konfronteret med min angst for at blive forladt. Alligevel søger jeg kontinuerligt relationer og indgår i dem som en form for ekstremsport. Og så kommer vi til det festlige, for ud over at hade at stille krav, hader jeg at have behov. Men jeg har ligesom alle andre mennesker en masse behov. Dem forsøger intellektuelle Marie med alle sine analyser at få til at forsvinde. Hun har ikke nødvendigvis en høj succesrate, men hun kan snyde de yngre jeg’er til at tro, at der er styr på situationen. Det er desværre bare ofte en illusion, der dækker over en manglende evne til at indgå i autentiske relationer, hvor jeg tør melde ærligt ud, hvordan jeg har det.

Denne ekstremsport slider på mig. Jeg har for nyligt indset, at jeg jo reelt ikke er i relationen, hvis jeg ikke er i stand til at sige, hvordan jeg har det og tør stille krav. Men det føles stadig mere trygt kun at tillade andre at se, hvad de ønsker at se. Men på den måde bliver det hele jo bare et spejlkabinet, hvor andre kun ser de spejlinger, som jeg tillader. Jeg bliver forvrængninger af mig selv i stedet for det menneske, jeg er. Og et sted derinde står jeg således helt alene og føler mig uendelig ensom, fordi jeg aldrig bliver set.

Men måske er det allerværste, at jeg på den måde tilmed mister evnen til at se og genkende mig selv. Alligevel gør jeg det for at slippe for at mærke ensomheden. For at slippe for at stå helt alene og se på alle de spejlbilleder, der kigger tilbage på mig. Derfor knytter jeg mig til andre, selv om det ikke er ukompliceret, selv om det koster.

Jeg knytter mig til folk umiddelbart – som barnet, der sætter sig på skødet af den første voksne, der smiler og siger ”Kom, sæt dig her!” Samtidig tager det uendelig lang tid, før jeg er tryg i en relation. I den periode bliver mit indre som en trykkoger. Min tilknytning til andre reduceres nemt til, at der kun findes idyllisering eller devaluering som muligheder. Jeg kæmper for at se alle nuancerne af grå, men så snart jeg er såret, er der – på det emotionelle plan – stort set kun sort og hvid.

Når jeg ikke længere er såret, vender farverne og nuancerne tilbage. Men alt ses stadig gennem de splittede briller. Dem kommer jeg nok aldrig af med, men jeg kan lære at være bevidst om, at jeg har dem på.

Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
En samtale i den store hvide villa
Sæbebobler
Brev til min far
Forvandlende fortællinger – mit livs historie
Eventyret om den yngste prinsesse

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.