For en måneds tid siden lagde jeg en plan. Noget som jeg ikke har kunnet længe, fordi jeg simpelthen har været for fyldt af bipolare svingninger. Dem har jeg nu fået bedre styr på, og at lægge Befri mit liv planen, har faktisk været terapi som har gjort, at jeg har kunnet handle på en måde, så jeg har opnået en sjælden tilstand for mig, nemlig et forholdsvis stabilt stemningsleje. Mit første skridt i planen er at frigøre mig fra hospitalspsykiatrien, som igennem noget tid ikke har bidraget positivt til min kamp for at bevare balancen på det tveæggede sværd. Faktisk er det kommet så langt, at hvis jeg skulle blive overmandet af selvmordstrang igen, så ønsker jeg at blive bundet fast til væggen indtil det er gået over fremfor at blive indlagt. Det vil være mere sundt for såvel mit psykiske som mit fysiske legeme er min overbevisning.
I går gjorde jeg det så, det som jeg har drømt om siden den 24. august sidste år: Jeg opsagde mit abonnement på hospitalspsykiatrien. Det føles så frigørende, selvkærligt og styrkende som intet jeg før har gjort. En beslutning taget i overensstemmelse med mit inderste jeg og i balance. Siden det endte med tvangsindlæggelse for mig, har jeg ikke kunne slappe af. Angstanfald og konstant alarmberedskab har fulgt mig lige siden. Angst for at møde op til aftaler i distriktspsykiatrien – med tanker om, at de måske kunne finde en eller anden lille grund til at gentage den store “succes” med at tvangsindlægge mig. Ved hver eneste aftale er jeg mødt op forberedt på at tage flugten af den planlagte rute. Det er ikke holdbart i længden. Og det er distriktspsykiatriens behandling af mig heller ikke.
Jeg gav dem faktisk en chance, men den forspildte de i den grad. Ved ikke at leve op til de værdier, som de selv har defineret. Værdier som medbestemmelse for patienter og respekt for samme. I de måneder jeg har gået der, har jeg følt mig dybt frustreret over stort set alle aspekter af forløbet og noget måtte gøres. Jeg forsøgte at få en anden læge, da jeg ingen tillid havde til den først tildelte. Det kunne ikke lade sig gøre. Begrundelse: “Det kan man ikke få lov til herude. Det er et princip at patienter ikke selv kan bestemme at skifte læge.” Jeg var nærmest målløs, men da jeg endelig fik forklaringen, som de jo bare kunne have sagt fra starten af, så faldt det på plads inde i mig, og henvisning til privatpraktiserende psykiater blev iværksat sammen med Befri mit liv planen.
En ting er at have et brændende ønske om at klippe snoren over til hospitalspsykiatrien noget andet er at gøre det rent praktisk. Det er både lettere euforiserende at tænke på og samtidig lidt skræmmende. Ikke fordi jeg tror, at jeg vil få svært ved at klare mig udenfor murene, men igen fordi jeg har en angst for, hvad de vil gøre når jeg siger, at det er slut. Men det tog bare 3 dramafri minutter. Mission complete, endda med en lille krølle på historien. Jeg havde opfordret psykologen til at læse lidt i Outsideren, så han kunne få patienternes perspektiv med også. Den opfordring havde han fulgt og måtte indrømme, at det var en oplevelse der havde åbnet hans øjne og gjort gavn. Det starter med en person, og så breder det sig forhåbentligt til flere som ringe i vandet. Der er åbenbart håb.
Det er jo på ingen måde en hemmelighed, at tvangsindlæggelsen har sat dybe spor i mig, og at de spor altid vil være der i et eller andet omfang. Men jeg vil bestræbe mig på, at angsten det har medført skal kvæles i løbet af det første halvår af dette nye år. Jeg har før kvalt angst med succes, og nu fri for psykiatriens massive skygge vil oddsene være mere i min favør.
Et af værktøjerne jeg bruger til at betvinge angst er min evne og ret til at udtrykke mig. Så i februar kommer der en lille hilsen fra mig til personale i psykiatrien i form af en artikel i fagbladet Sygeplejerskens temanummer om nedbringelse af tvang i psykiatrien. Artiklen kommer til at handle om, hvordan det føltes for mig at blive udsat for tvang. Journalisten, synes nemlig, at det er for sjældent patienternes perspektiv kommer med i debatten. Det kan jeg kun tilslutte mig og derfor medvirker jeg gerne. Når den er udkommet, begynder jeg for alvor arbejdet med at tvangen ikke længere skal styre hastigheden af min puls i situationer, der minder om den dag. Artiklen skal være det punktum, som jeg har brug for at sætte i forhold til den oplevelse.
Mit hjerte vil dog stadig i 2017 slå lidenskabeligt for at kæmpe for psykiatriske patienters rettigheder og deres ret til at blive mødt med ligeværdighed og respekt også af lovgivningen. Samt at skabe større forståelse i samfundet for mennesker ramt af psykisk sygdom.
De næste to trin i min plan, er lidt mere tricky og kræver mere tid før der sættes hak ved dem, men mit udgangspunkt er nu bedre og jeg er styrket. Der er håb for mig. Og for dig. Jeg ønsker dig et godt 2017.
Privatfoto taget af Ulven