Hvad er min identitet? Min titel?
Jeg har tænkt meget de sidste uger og overvejet frem og tilbage og efter et par ugers skriverier på denne blog, er jeg kommet frem til, at jeg har brug for en titel at kunne sætte på mig selv. En titel der indeholder det, jeg laver i min dagligdag. Det jeg laver er først og fremmeste at holde styr på mig selv. Det er ikke nemt, og det tager meget tid og mange kræfter. Det er mit job. Det står jeg ved. Hvis jeg selv skal sige det, klare jeg det efter omstændighederne blandet og udemærket.
Jeg har tænkt over, hvor mit behov for en titel kommer fra og jeg vil fortælle om et minde. Jeg er måske syv år gammel og jeg er sammen med min mor et eller andet sted i et supermarked og vi møder tilfældigvis en af mine ny klassekammerater, Emilie og hendes mor Marianne. De voksne falder i snak og Marianne spørger min mor, hvad hun laver. Min mor svare X. (Hendes præcise uddannelse vil jeg ikke skrive)
Senere samme aften spørger jeg min mor, hvorfor hun ikke svarede, at hun var min mor. Hendes svar var hendes uddannelse, hendes job. Det var det, hun svarede. Jeg må med mine barneøjne have set hendes job som at være min mor.
Hvad laver du? Jeg har idag intet svar, som hun har, jeg har ingen uddannelse, jeg har intet ordinært job, jeg hader børn. Hvad er mit arbejde så? Min titel?
Jeg skal ikke kunne sige, at det kun er denne erindring, der gør, at jeg har brug for en titel. Der kunne være mange flere grunde til det, men der er ingen tvivl om at min alkoholiske mor har sat sit præg på mit liv.
Holder fast i roen
Som jeg har skrevet om i mine tidligere blogs, er jeg flyttet væk fra min alkoholiske mor, væk fra København og på landet i stedet. Her sker mindre, færre indtryk og jeg kan tåle at leve her i, for det meste, harmoni med mine sensitive og overfølsomme sanser. Her kan jeg lytte til fugle pip hele dagen og fasanen, der vækker mig om morgenen, i stedet for en dum ambulances skrig og hyl. Jeg kan starte dagen med at dufte til mine blomsterkrukker, som jeg tager ind og ud hver dag pga nattefrost og dufte til gødning og gylle på marken… Ja, det er duft i min næse. Bondeknold. Jeg elsker naturlige og enkle påvirkninger af mine sanser, men lyd kan stadigt blive for meget, selv her på landet. Nu ved jeg, at når jeg her tager høreværn på, så handler det mest om min alkoholiske mor (fik jeg sagt hun drikker for meget?), min fortid i larmende københavn og gammel angst. Jeg skal hver dag minde mig selv om at her altså er roligt og at jeg ikke er handlinslammet her på landet i mit ny liv, selvom jeg godt kan få korte øjeblikke med voldsom angst. Jeg kan uanset, hvad der måtte være af udefra kommede problemer godt klare det mest nødvendige i min hverdag. Indkøb (selv på cykel i stormvejr, hvor det kan hjælpe på pedalkræfterne at synge Disney sange), hjem og have kan jeg klare, kun med lidt hjælp fra far. Jeg er stolt af, at klare mig selv. Jeg er sgu god nok.
Forfatter
Det arbejde jeg laver for mig selv som blogger og forfatter, har jeg et lidt andet forhold til, for her føler jeg ikke ret tit, jeg er god nok, men det er der ikke noget at gøre ved. De dumme dage, hvor jeg ikke har kræfter til at koncentrere mig om at skrive noget som helst, er svære at komme igennem. Min restløshed, alkoholiske mor, stakkels far, anoreksi, sårbare sanser, angst og motion er svært at klare. Så jeg kan ikke sætte mig ned, hver dag fra kl 7-12 og bare beslutte mig for at skrive og “gå på normalt arbejde”. Der er alt for mange ting, der kan forstyre mig. Mit mere eller mindre massive og kortere eller længerevarende koncentrations besvær piner mig. Så synes jeg, det er svært at føle mig god nok som forfatter, men så længe jeg forsætter med at producere en vis mængde på min roman, passet min branding/mine sociale medier og kontakter og jeg får udgivet nogle blogs en gang imellem, så kan jeg godt slå logikken til og sige:
Jeg er god nok som forfatter. Også selvom jeg ikke… hader dog denne sætning… også selvom jeg ikke bliver den nye Jens Henrik Jensen, Sara Blædel, Rowling, Tolkien, Stig Larson, Dan Brown, eller Mille Eigard Andersen fra spiseforstyrrelses/psykiatri miljøet… Jeg vil jo helst være dem alle sammen på en gang, for at blive min egen rigtigt gode Mentalista blanding.
Jeg har det der drive i mig med, at det altid kan blive bedre, og så længe det driver mig frem og ikke i sænk, er det, det der gør mig bedre og bedre som forfatter, og det der måske en dag kunne give et håb om at lave egne tjente penge. Drømme kan jeg godt. Men statistisk set har jeg oftest kørt mig i sænk i jagten på udgivelser, end oplevet et positivt drive. Men jeg har ikke skrevet som rolig mig før, så denne gang er der rent faktisk et reelt håb.
Ting og fremtiden tager tid. I det omfang jeg får skrevet og udgivet noget, jo bedre får jeg det, og jo mere respons jeg får fra venner, der glæder sig til at læse mine ting, og fra omverdenen, jo mere får jeg lyst til at fortsætte. Det har også hjulpet mig meget at komme med i nogle grupper på facebook for seriøse forfattere, følge forfattere på instagram, tilmelde mig nyhedsmails fra forlag og se hvad der sker i branchen, for så bliver jeg nysgerrig på, hvad andre forfattere laver og kan, deres rutiner og tricks, og det giver mig også blod på tanden til at forsætte. Måske er min niche lige rundt om hjørnet? Er det der, jeg skal udgive? Er det på den platform, ebog, papir? Hvordan og hvorledes gør man?
Men uanset hvad fremtiden bringer, er jeg ved at danne mig en grundlæggende følelse af, at jeg er god nok, som jeg er, uanset hvordan jeg har det, og hvilken titel jeg tager på mig.
Følg mig her
Min egen hjemmeside Mentalista.dk
Facebook side: Forfatter Ida Eowyn
Linkedin: Ida Eowyn
Twitter: Forfatter Ida Eowyn
@EowynIda
Instagram: forfatter_IdaEowyn
Tak
Denne blog er til 2 stk Louise, Amager og Vesterbro, Hr Dit, Lone og Camilla… og der er sikkert flere, jeg har talt med om identitet de sidste uger, så også tak til dem. Og min far selvfølgelig 🙂
Min bedste ven Bølle, som jeg delte mange tanker med, da jeg var helt lille.
