…mine venner synes jeg er udadvendt – men mine bedste venner ved at jeg er rablende vanvittig.
Jeg tror de fleste mennesker kender til følelsen af at sidde til et større selskab med mennesker man ikke kender, og hvor ubehageligt det kan føles. For hvem er den som sidder til højre? Hvilken humor har vedkommende? Hvordan er temperamentet og evt. samtale- og diskussionslyst? Spørgsmålene er mange, i hvert fald for mig.
Som oftest har jeg meldt fra til fødselsdage hvor jeg på forhånd vidste at der ikke var nogen jeg kendte. Generelt bare arrangementer hvor jeg følte mig usikker. Bonusfamilien har også oplevet det, men med tiden har vi i fællesskab lært at få mig “placeret” på en måde så utrygheden ikke rammer mig. Jeg kommer altid et godt stykke tid før alle andre. Så har jeg lige ro til at lande og finde fodfæste i hele situationen. Da Anne blev student i sommer fik jeg tjansen som grillmester sammen med Per. Det at jeg faktisk skulle lave noget praktisk fik mit fokus et helt andet sted hen, så jeg faktisk kom til at føle mig godt tilpas.
I søndags var jeg så inviteret til en venindes babyshower. Jeg havde virkelig svært at forholde mig til det, for jeg var faktisk forberedt på at der ikke rigtig var nogen jeg kendte. Angsten startede allerede da jeg stod op om morgenen og jeg gik lidt rundt om mig selv uden at kunne finde ro.
Jeg var den første der ankom, da jeg som altid kom alt for tidligt, så jeg blev sat i gang med lidt småopgaver. Det var nok også det bedste at gøre netop der, men jeg kæmpede så meget med angsten at sveden haglede af mig og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Da alle var kommet og havde hilst på hinanden satte vi os for at spise. Jeg sad meget stille og observerende mens der blev snakket på livet løs henover bordet. Ingen tvivl at der var mange som kendte hinanden.
Vi skulle lege en lille leg hvor vi hver fik udleveret to plasticsutter. Det gjaldt nu om, den næste time, at få indsamlet så mange af de andres sutter som muligt. For at få en sut skulle man få en anden til at sige noget med “baby”. Jeg sad med mine to sutter og vidste at jeg ville komme til at sidde med dem hele den time, hverken flere eller færre sutter. Hvad jeg sagde de første mange timer svarer nok til en uges stilhed i min normale hverdag.
Når jeg har haft forskellige praktikker så har jeg det første stykke tid været enormt stille og indadvendt. Til tider har andre kigget lidt rundt for at se om jeg overhovedet var til stede. Jeg forsøgte konstant at gå i et med væggen. Men som tiden gik og jeg faldt til ro, fandt min plads i den sociale- og hierarkiskforstand så blev jeg mere mig, og jo mere folk lærte mig at kende jo mere åbnede jeg op og blev den tossede skøre nørd jeg nu engang er.
Når jeg fortæller folk om min angst for nye mennesker, så glor de altid mærkeligt på mig. Når jeg fortæller at jeg kan stå nede i Netto og lede efter en vare, så vil jeg hellere undvære end at spørger en medarbejder om hjælp. Det er her hvor folk løfter det ene øjenbryn og ser meget uforstående ud. Og så kommer spørgsmålet altid “Jamen hvordan kan du så holde foredrag?”
Jeg kan holde foredrag fordi det er min hjemmebane. Det er her jeg ved at jeg har styringen og mig som sætter dagsordenen. Og det er her hvor mine kompetencer og viden er bedst.
Fremmede synes jeg er stille
mine venner synes jeg er udadvendt
men mine bedste venner ved at jeg er rablende vanvittig.
Jeg arbejder i den grad på min angst for nye og ukendte mennesker, og jeg er godt på vej. I morgen tager jeg til Brugernes Bazar i Odense med Gitte, Nicolas og EN AF OS landssekretariatet og her skal jeg endnu engang stå ansigt til ansigt med det ukendte, for standarbejde er noget af det jeg hader allermest, men heldigvis har jeg to fantastiske venner som ved hvordan jeg har det med det, og som altid vil støtte mig i udfordringerne.