Af Lotte (pseudonym, hendes rigtige navn er redaktionen bekendt)
Illustration: Francisca Meena Rude
’Børn skal ikke få børn. Slet ikke børn, der drikker alkohol, når de er kede af det’. Sådan skrev jeg i min dagbog for mange år siden. Nogle finder det muligvis provokerende, at jeg henviser til mine forældre som børn, men for mig var det den følelse, jeg sad tilbage med som voksen: At mine forældre ikke havde været klar til at få børn. Når man har et misbrug, er man ikke i stand til at tage vare på sig selv og sine nærmeste, derfor mente jeg ikke, at det er forsvarligt at få børn med et igangværende misbrug. Sådan har jeg det stadig. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet født. Jeg er meget glad for mit liv og de mennesker, jeg har omkring mig, men der er udfordringer skabt af en utryg barndom, som i dag gør mit liv svært i perioder.
Jeg husker ikke mange konkrete episoder fra min barndom. Jeg tror – uden at vide det – at min hjerne har valgt at skille sig af med unødvendig baggage. De få ting, jeg husker vidner da også om, at der ikke er meget, som er værd at huske. Det jeg husker er stemninger. Jeg husker tydeligt stemningen af usikkerhed og utryghed, når mor var fuld og ikke var mentalt til stede. Jeg husker angsten for, om hun kom hjem, når hun var ude og drikke, og jeg husker de lange timer på diverse værtshuse, hvor min søster og jeg blot ventede på at komme hjem, mens vi blev fodret med Cocio, appelsinjuice og mønter til spillemaskinen.
Når børn bliver små voksne
Når man har et misbrug, er man som sagt sjældent i stand til at tage sig af hverken sig selv eller de nærmeste, hvilket også gælder børn. Derfor bliver mange børn med misbrugsforældre nødt til at tage væsentligt mere ansvar i hjemmet, end hvad der er passende. Madlavning, tøjvask, rengøring og andre praktiske ting bliver ofte børnenes ansvar allerede fra en tidlig alder, men også mere komplekse ansvarsområder som at huske at lave lektier, finde på noget at lege, nogen at lege med og generelt at finde svar på spørgsmål i livet bliver børnenes eget ansvar. Ikke fordi de voksne ikke ønsker at hjælpe – de er oftest bare ikke i stand til det. Konsekvensen af, at mange ansvarsområder bliver tildelt børnene, betyder, at mange børn i misbrugshjem bliver ’små voksne’, der tager alt for meget ansvar for deres eget og forældrenes liv i forhold til deres alder. De får ganske enkelt ikke lov til at være børn. Jeg har altid fået at vide, at jeg er meget moden af min alder, men det tror da pokker. Jeg har jo været voksen, siden jeg var ganske lille.
Fik en aggressiv udstråling
I forlængelse af ovenstående stiller jeg nu dette spørgsmål: Hvem lærer mig at håndtere mit liv? Jeg havde som barn ikke mange stabile voksne omkring mig, som jeg kunne spørge til råds. Min far havde en kæreste i mange år som var stabil og god for os, men derudover var der ikke meget hjælp at hente. De voksne, jeg omgikkedes, drak sig fulde eller det der var værre, hver gang livet gik dem på. I sådan en kultur er det svært at lære nogle hensigtsmæssige handlemønstre, når livet bliver svært. Jeg var personligt vred og bange hele tiden og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Derfor fik jeg en aggressiv udstråling overfor andre børn og voksne. Men sådan en attitude bliver ikke mødt med positivitet. Jeg blev mobbet af både børn og voksne med, at jeg var sur og fik ofte at vide, at de andre børn var bange for mig. Jeg lærte altså, at det ikke er acceptabelt at være vred. Derfor holdt jeg op med det. Eller jeg holdt i hvert fald op med at vise det til nogen. Det gav dog samtidig følelsen af at være forkert. Jeg var vred og bange, fordi min base ikke var tryg. Ikke fordi børnene og de voksne andre steder havde gjort mig noget. Det kunne børnene ikke vide, men de voksne burde nok have undersøgt sagen nærmere, når de havde et barn i institutionen der ikke agerede hensigtsmæssigt. Det er dog en anden snak. Konsekvensen af, at mine aggressioner blev mødt med foragt, blev, at jeg lukkede mine følelser inde. Herefter begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan dem omkring mig udenfor hjemmet håndterede livet og agerede i forskellige situationer. Mit liv blev herefter i høj grad en spejling af andre. Et handlemønster, jeg tog med mig ind i voksenlivet og stadig bruger i dag. Dog i et mere almindeligt omfang end tidligere.
Psykisk sygdom er den største konsekvens
Konsekvenserne af at være vokset op i et misbrugshjem er for mig mange. Det er dog vigtigt endnu engang at pointere, at de udfordringer, jeg oplever, er subjektive og derfor ikke kan ses som en generalisering af konsekvenser ved omsorgssvigt.
Selvom jeg oplever mange konsekvenser af min opvækst, er det igen vigtigt at sige, at jeg generelt er godt tilfreds med mit liv. Der er blot udfordringer som ind imellem gør livet svært. Den største konsekvens har for mig været, at jeg er blevet psykisk syg. At min sygdom er en direkte konsekvens af min opvækst kan jeg nok ikke finde belæg for, men der er ingen tvivl om, at utrygheden og angsten igennem min barndom har været medvirkende til, at dele af min udvikling er gået den gale vej. Min sygdom fungerer sådan, at jeg i lange perioder er ’rask’ og ikke mærker noget til mine symptomer. Derfor kan jeg stadig være tilfreds med mit liv. Men der er også lange perioder, hvor sygdommen bryder ud og sender mig på hospitalet i månedsvis. Disse perioder er ikke sjove at komme igennem. Særligt fordi der opstår en ambivalens i følelserne omkring mine forældre. På den ene side har jeg brug for dem og deres støtte igennem den hårde tid. På den anden side er det svært ikke at være meget, meget vred på dem og give dem skylden for, at jeg er blevet syg. Denne ambivalens giver meget blandede følelser, og det kan være svært at tage imod hjælpen fra mine forældre, fordi der er dage, hvor jeg hader dem. Jeg har dog lært, at det hjælper at tale med dem om det og få luft for de frustrationer, jeg bærer rundt på.
Hvordan skal jeg reagere på følelser?
I forlængelse af forrige afsnit vil jeg sige, at den største udfordring, jeg oplever, er at skulle regulere mine følelser og fortolke dem rigtigt. Jeg har aldrig haft en voksen, der kunne lære mig, hvad man gjorde, når man var vred, ked af det eller noget helt tredje. Resultatet heraf har været, at jeg følelsesmæssigt ikke er specielt udviklet. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan jeg skal reagere på mine følelser. Det har resulteret i, at jeg har udviklet en række uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Disse har indebåret misbrug, selvskade, spiseforstyrrelse osv., hvilket har øget mængden af udfordringer, jeg stod overfor. Generelt kan man sige om mit følelsesliv, at det er ganske unuanceret, men samtidig ekstremt. I min dagbog har jeg beskrevet det kort: ’Når jeg er glad, forsvinder min fortid og når jeg er ked af det, forsvinder min fremtid.’ Med dette som udgangspunkt har jeg i mange år stræbet efter evig glæde, fordi jeg glemte, hvad jeg kom fra. Jeg levede i en illusion om, at glæde var den bedste tilstand – jo gladere, jo bedre. Jeg har siden fundet ud af, at det ikke er sådan livet fungerer, men det er svært at lære at styre og forstå sine følelser langt inde I voksenlivet. Det er noget, man gerne skulle lære som barn. De automatiske tanker og handlemønstre fra barndommen sidder dybt i os og der skal meget, intensivt arbejde til for at ændre disse automatiseringer.
Ovenstående er en kort gennemgang af, hvordan konsekvenserne af misbrug i hjemmet kan se ud. Som jeg har skrevet kan det ikke ses som et generelt billede af, hvad der kan ske hos børn af misbrugere, men det giver en subjektiv beskrivelse af, hvad der kan ske. Utryghed og angst i barndommen er ikke sundt for børn og det vil for langt de fleste have alvorlige konsekvenser. Men det er vigtigt at huske, at der er hjælp at hente, og at det er muligt at arbejde med de følelsesmæssige og adfærdsmæssige komplikationer, der måtte opstå.