Vi med en psykisk sygdom er en magtfaktor – alene i kraft af vores størrelse. Vi er nemlig ifølge Psykiatrifonden ikke færre end 700.000 personer. Og hvis vi regner vores pårørende med – lad os nøjes med at sige tre per person – så er vi altså 2,8 mio. Det er da ”tosset” ikke at bruge den magt, vi vitterligt har. Det nytter ikke at vente på, at vores forhold bedres af sig selv. Selv om vi er syge og svage, må vi ikke resignere og tænke ”det bliver aldrig bedre”. Det bliver kun bedre, hvis vi selv bestemmer.
Jeg opfordrer derfor kraftigt til, at vi alle stemmer til kommunal- og regionsvalget den 21.11. – på politikere, der brænder for psykiatrien. Lad os følge med i lokalavisen, lokalradioen og lokal-tv, og deltage, hvis vi orker, i vælgermøder. Valget er af stor betydning for os. Det er i kommunerne, vi ser, hvor kynisk vi behandles på jobcentrene.
Jeg har for nylig overværet en demonstration foran et center på Nørrebro, hvor en kvinde med hjernesvulst, kræft i halsen og PTSD ankom i en seng for at blive vurderet til eventuel førtidspension. Kvindens bisidder fra organisationen ”Jobcentrets Ofre” havde tårer i øjnene, da hun kunne fortælle demonstranterne, som havde forsamlet sig udenfor, at kvinden ikke havde fået pensionen. Kommunerne bliver ligefrem belønnet for ikke at give førtidspensioner. Det er vanvittigt, og det skal laves om. Derudover er det mit klare indtryk, at der mangler mennesker med forstand på psykisk sygdom i kommunerne, og at der er stor forskel på behandlingen mellem kommunerne. Ved at vælge de rigtige ind, kunne der komme en garanti for et godt og vedvarende behandlingstilbud til psykiatriens kernepatienter
Valget til regionsrådene er også vigtigt. Det er regionerne, der bærer ansvaret for den håbløse behandling, psykisk syge får på de psykiatriske afdelinger. Hvor alt for mange udskrives alt for tidligt. Hertil kommer, at kommunerne og regionerne, så vidt jeg kan se, er dårlige til at samarbejde. Der er for megen kassetænkning – hvem, der betaler for hvad, trænger til at blive afdækket. Ligeledes om pengene skal følge den enkelte. Aktuelt ser det endvidere ud til, at rigtigt mange også ret ressourcestærke får en bid af kagen, og prisen betaler “de rigtigt syge” dvs. mennesker med svære psykiske sygdomme som skizofreni/bipolar lidelse/tilbagevendende depression/svær angst. Prisen kan blive høj, idet man afslutter dem, som bør være i psykiatrisk behandling. De forsvinder fra afdelingerne i en periode og kommer så tilbage på fuld kraft – ofte meget sygere, end da de blev afsluttet og desværre også ind imellem med en dom til behandling.
Samtidig mærker de psykiatriske afdelinger et stort pres fra de privatpraktiserende psykiatere, da de iht. den seneste overenskomst skal afslutte de fleste af deres patienter – og de som ikke kan afsluttes – henvises så til hospitalspsykiatrien.
Selv om stadig flere får psykiske sygdomme og flere og flere går ”ned med stress” i et samfund, der med psykologformand Eva Secher Mathiasens ord ”ikke er egnet til mennesker”, er der ikke sengepladser nok. Hvor galt det står til, viste en artikel i Politiken i juli 2016, der afslørede, at der på tre år var 27 psykisk syge, der havde begået selvmord efter et (for kort) besøg på hospitalet.
I 2012 havde jeg en svær depression, hvor alt var gråt og håbløst, og jeg havde kun selvmord i tankerne. Jeg tog derfor til psykiatrisk skadestue på Ballerup sygehus, hvor en ung læge ikke var længe om at konstatere, at jeg ikke var suicidal. Jeg blev afvist, og dagen efter greb jeg en skarp kniv og gik ned i baghaven bag legehuset, skyllede et glas piller ned med en flaske Vodka, skar dybe flænger i mit venstre håndled og lagde mig til at dø. Jeg havde ikke delt mine dystre tanker efter en lang periode med dyb depression med nogen. Jeg bildte mig selv ind, at det var bedst for alle, at jeg døde, og jeg glemte, at depressioner forsvinder. Hvor dum kan man være? Heldigvis kom Falck i sidste øjeblik og reddede mig. En af Falckfolkene sagde: “Han har sgu næsten skåret helt igennem!” Jeg kom på håndkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, hvor de flikkede håndleddet sammen på yderst professionel vis. Derefter blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling i Ballerup!
Vi skal ikke finde os i den slags afvisninger. Systemet er ikke gearet til at hjælpe os, der er i den yderste nød og desperation. Derfor er det vigtigt, at vi benytter os af chancen den 21. november – og at vi ved et kommende folketingsvalg – sætter kryds ved personer/partier, som holder, hvad de lover og ikke nøjes med ”skåltaler”.
Hvis vi ikke stemmer, så er det et tegn til samfundet om, at det kan rende os lige i nougatstjernen, eller at vi er ligeglade med stemmeresultatet, og altså en accept af, at de andre nok skal klare det for os. Hvis vi er utilfredse med siddende politikere, så er det vigtigt at få dem ud af politik. Det kan vi kun gøre på én måde, nemlig ved at stemme på en af de kandidater som vi ved vil hjælpe os med vores ønsker til politik. Ved IKKE at stemme, så accepterer vi resultatet!
Når det gælder det kommende folketingsvalg, så husk på, at den nuværende regering ikke tager os seriøst. Et godt eksempel er, at psykiatrien ikke blev nævnt med ét eneste ord i Lars Løkkes åbningstale til folketinget i år. De velbjærgede skal nok stemme – på blå blok, og så fortsætter klapjagten på syge og svage.
Ved folketingsvalget må vi sikre, at psykiatrien sidestilles med fysiske sygdomme – vi skal selvfølgelig på finansloven. I dag må vi tigge om midler, der i forvejen er bevilget til sociale formål – de såkaldte satspuljer. De er finansierede ved at tage penge fra folkepensionister, førtidspensionister, arbejdsløse og studerende. Det fungerer konkret ved, at man hvert år mindreregulerer ydelserne, så de taber værdi i forhold til den almindelige velstandsstigning i samfundet. Og de penge man snupper, putter man så ned i satspulje-honning-krukken, som partiernes social-ordførere så kan dele gavmilde gaver ud af. Som hunden i Storm P.s tegning fodres vi altså med vores egne haler. Men vi logrer ikke!
Når vi har fået de rette politikere og de nødvendige midler, skal vi gå helt nye veje i psykiatrien. Vi skal konvertere de store psykiatriske afdelinger til små lækre, samarbejdende huse, bofællesskaber, væresteder og små refugier. Og vi skal have tilbud om mestringskurser og meningsfyldte aktivitetmuligheder. Mening er det, der skaber mennesker.
En af regeringens helt store fejltagelser var førtidspensionsreformen, som har medført helt urimelige og groteske forløb på jobcentrene. Helt uværdige arbejdsprøvninger af mennesker, som er aldeles ud af stand til at arbejde.
Nok er da også nok! Det mener 59 store fagforbund og interesseorganisationer, som for nylig er gået sammen i en alliance for at få ændret førtidspensionsreformen. De har samlet en lang række personlige beretninger om syge, nedslidte og handicappede, der er kommet i klemme i systemet. Det er nu næsten fem år siden, at reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft den 1. januar 2013. Målet var, at unge under 40 år som udgangspunkt ikke skulle på førtidspension og dermed blive parkeret på samfundets sidelinje i mange år frem. De skulle i stedet tilbydes såkaldte ressourceforløb, i håb om at de kunne hjælpes videre til et job eller en uddannelse. Reformen blev vedtaget af den daværende S-R-SF-regering med et bredt flertal sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Nu lægger de mange organisationer ekstra stort pres på regeringen for at få rettet op på nogle af ”skampletterne”, som de kalder dele af reformen. De vil bl.a. have sat en stopper for, at mange udsatte mennesker tvinges gennem nytteløse arbejdsprøvninger og perspektivløse behandlinger for at få afsøgt, om de blot skulle have en bagatelagtig og måske endda temmelig imaginær arbejdsevne.
Noget andet, der skal laves om på, er måden, man måler psykiatrien på. Regeringen har indført en såkaldt to pct. regel, der måler på kvantitet i stedet for kvalitet – på antal ydelser og drift i stedet for effekten – dvs. om borgerne blev raske eller reduceret sygdommen så meget, at de blev i stand til at tage en uddannelse eller et job. Det er gak i låget.
Personligt har jeg fundet personer og partier, jeg vil stemme på, og jeg røber nok ikke for meget ved at sige, at de befinder sig yderst i det røde felt. Det er her, man finder personer og partier, der har menneskelig trivsel i fokus – og som vil genskabe et samfund, der egner sig til mennesker – blandt andet ved at indføre nedsat arbejdstid på vejen mod den helt naturlige konsekvens – borgerlønnen.
Jeg ønsker alle et godt valg. Husk, at vi er en magtfaktor. Hvis I føler jer for svage til at gå til urnerne, så få pårørende til at følge jer eller vælg at brevstemme igennem borgerservice.dk.
Læs mere om dette her:
http://valg.oim.dk/vaelgere/brevstemmeafgivning.aspx
Min reportage fra jobcentret på Nørrebro, kan ses her:
https://outsideren.dk/2017/09/30/jobcentrets-ofrekraeveranna-mees-afgang/
Jeg har tidligere skrevet om mit selvmordsforsøg:
https://outsideren.dk/2017/05/29/selvmordstanker-skal-tales-vaek/