Da min søn tog sit liv som 16-årig, havde han ikke talt med nogen om, hvordan han havde det. Det havde jeg heller ikke, da jeg 10 år senere prøvede at begå selvmord. Hvis vi havde åbnet os og fortalt nogen om, hvordan vi havde det, ville hverken min søn eller jeg have valgt den udvej. Det er jeg sikker på. Alene det at tale om vores tanker, ville have fået os til at indse, hvor langt ude de var og hvor meget, vi havde at leve for. Min søn kunne have delt sine tanker med sin bedste ven, en lærer, han havde tillid til, eller med min kone og mig. Den eneste, han havde betroet sig til var en lidt ældre chat-ven fra Sverige. Jeg kunne have ringet til Livslinien.
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da min søn begik selvmord. Det var en ganske almindelig morgen, hvor jeg som sædvanlig skænkede et krus kaffe og gik ned i kælderen for at vække ham. Da jeg åbnede døren til værelset, så jeg i halvmørket en skikkelse lige foran mig. Jeg tænkte, at han nok ville lave fis med den gamle, fuld af humor, som han var. Da fik jeg øje på rebene fra hans hals til dørhåndtaget. Jeg tabte kaffekruset på klinkerne, så det splintredes og kaffen flød. Jeg løsnede febrilsk båndene om hans hals, tog ham i mine arme og mærkede, at han var kold som is. Min verden brød sammen, og tiden stod stille. Det værste, der kunne ske, var sket!
På hans pc var der en side, der viste, hvordan man hænger sig fra et dørhåndtag. En modbydelig side, der også viste hvordan man i øvrigt kan tage livet af sig, og var formuleret i marketing sprog. “Træt af livet? Så se her!”
Jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Senere kastede jeg mig ud i et sandt arbejdsnarkomani. Jeg arbejdede mere end fuldtid på jobbet, var med til at danne foreningen “Efterladte efter selvmord” (www.efterladte.dk), forsøgte sammen med gode kræfter – professor Merete Nordentoft, skolepsykolog Ok Kyed og daværende medlem af de radikale, Elsebeth Gerner Nielsen – at få ulovliggjort selvmordssider på nettet, og jeg skrev bogen “Lev stærkt – dø naturligt”, som den dag i dag bruges som undervisningsmateriale i skolerne. Den er udsolgt men står på biblioteket.
Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde set nogen tegn på, at han var deprimeret. Det kunne jeg fx have gjort på en af de sidste ture, vi gik sammen – ned på tanken for at hente cola og smøger. Undervejs sagde han: “Far, jeg synes altid, jeg er så stresset”. Det slog jeg hen med denne bemærkning: “Det har jeg også næsten altid været. Er du bange for eksamen?” Det svarede han ikke rigtigt på. Og jeg kan blive ved med at vende den samtale i hovedet. Hvorfor gik jeg ikke i dybden? Det var jo et råb om hjælp. Alle siger, at jeg skal holde op med at bebrejde mig selv. Jeg kunne jo ikke vide, at han var så langt ude. Han havde ikke vist nogen som helst tegn på depression. Min senere psykiater, som gav mig diagnosen bipolar, sagde, at min søn givetvis også havde denne lidelse. I øvrigt mente psykiateren, at jeg selv havde haft anlæggene for sygdommen længe, men at det var chokket over min søns død, der triggede den.
En af min søns gode kammerater fortalte, at min søn havde røget hash i et par måneder, var begyndt at pjække fra skolen og hang ud med nogle “forkerte” typer. Misbrugseksperter fortalte os, at man kan få en psykose af at ryge hash én gang, hvis man er meget følsom. Og det var min søn i allerhøjeste grad.
I bogen om selvmord slutter jeg af med at skrive, at jeg aldrig vil tage mit eget liv, fordi jeg ved, hvor ondt der gør på de pårørende – og hvor meget livet er værd. Og både jeg og de psykologer, der er med i bogen, opfordrer til, at man skal tale om sine tanker med nogen. Og hvad gjorde jeg så 10 år efter? Efter at have rejst mig oven på en langvarig depression greb jeg en skarp kniv og gik ned i baghaven bag legehuset, slugte et glas piller, skar dybe flænger i mit venstre håndled. Jeg havde ikke delt mine dystre tanker med nogen, mens jeg var nede i det sorte hul. Jeg bildte mig selv ind, at det var bedst for alle, at jeg døde, og jeg glemte, at depressioner forsvinder – de kommer og går, når man er bipolar.
Bær livet som det er
Heldigvis kom Falck i sidste øjeblik og reddede mig. Jeg husker, at en af Falck folkene sagde: ”Han har sgu næsten skåret igennem”. Jeg kom på håndkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, hvor de flikkede håndleddet sammen. Derefter blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling i Ballerup. Mine nærmeste venner besøgte mig og spurgte, hvorfor jeg ikke betroet mig til dem – og jeg lovede at gøre det, hvis jeg igen kom ned i det sorte hul. Det har jeg bestemt også tænkt mig at gøre. Det gør jeg i forbindelse med min sygdom, og jeg har opdaget, at når jeg åbner mig totalt, viser det sig, at de venner, jeg taler med, også har deres at bære på. Smerte er en del af livet, vores fælles lod. Det bedste, vi kan gøre, er at forstå – og leve efter – I.P Jacobsens ord om “At bære livet som det er”. Det kommer der samtaler i dybden – og dybe venskaber – ud af. Når først man har forstået I.P. Jacobsens sætning, er der ikke langt til den sorte form for humor. Og den elsker jeg og mine dybde-venner at praktisere.
Jeg har ikke haft en egentlig depression siden 2012, da jeg forsøgte at begå selvmord. Jeg er blevet god til at kontrollere udsvingene, hvilket jeg skylder min dygtige psykiater Maj Vinberg stor tak for. Hun lod mig deltage i 18 gruppesessions med såkaldt psykoedukation, hvilket har gjort mig klogere på de faresignaler, jeg skal være opmærksom på. Jeg har et godt og aktivt liv i dag, fordi jeg tager mine forholdsregler og undgår yderpolerne mani og depression. Jeg er tilfreds med mit liv, som på mange måder er mere værdifuldt end det, jeg havde, da jeg udelukkende fokuserede på succes i arbejdslivet. Jeg kan endda indimellem fange lykken, som optræder i glimt. Jeg savner selvfølgelig min søn, men det er ikke hver dag, jeg tænker på ham. Sorgen er på de 15 år gradvist blevet til vemod.
Men min pointe kan næsten ikke siges for tit: TAL FOR POKKER MED NOGEN, HVIS DU HAR SELVMORDS-TANKER!!! Min søn gjorde det ikke. Det blev hans død. Jeg gjorde det ikke. Jeg overlevede, men med dybe sår på sjælen og sort samvittighed overfor min kone og datter.
Hvis du ikke ønsker at åbne dig overfor dine nærmeste, så ring til Livslinien på nr. 70 201 201. Her er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn. Telefonrådgivningen er åben alle årets dage fra kl. 11-04. Skriv nummeret på en seddel og læg den i din pung og bestem dig til, hvem du vil kontakte, når de dystre tanker opstår! Det har jeg gjort.
De unge mistrives
Selv om antallet af selvmord heldigvis er faldet i de senere år, er antallet af forsøg steget. Og meget bekymrende er det, at hvert 5. dødsfald blandt unge (15-24-årige) skyldes selvmord. Her spiller det urimeligt store pres på de unge utvivlsomt ind. De skal gennemføre deres uddannelser til den normerede tid – og helst med lutter 12-taller. Og Facebook, Instagram, og hvad det hedder alt sammen, er med til at isolere de unge fra kontakt med mennesker af kød og blod – mennesker, de kunne dele deres tanker med På Facebook deler man ikke taber-tanker. Det er et vinderunivers, hvor det gælder om at få så mange ”likes” som muligt. På ”messenger” skriver man ikke om angst, stress og selvmordtanker. Man opretholder vinderfacaden, og deler storsmilende selfies med venner, de i ofte ikke kender. Indimellem græder de unge måske indeni, mens de sender sjove emojis.
Gennem mit arbejde hos www.outsideren.dk kommer jeg i kontakt med mange psykisk syge, der lider af ”telefonitis” – de tør ikke tale i telefon, det gør dem stressede. De unge på gaden og i toget lider af telefonistis i samme høje grad. De kommunikerer med sms´er, som de ikke behøver besvare prompte, og som er mindre krævende end en telefonsamtale. Rigtig mange unge er simpelthen mere stressede, end de burde være. De føler, at de kun har værdi, hvis de præsterer – i skolen, til fester, på dates. De skal være smukke, intelligente, humoristiske og sexede ligesom dem på tv. Ingen tid til fordybelse – det tæller ikke i vores præstationssamfund.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage ørebøfferne af dem og sige: ”I har værdi i kraft af jeres personlighed – ikke kun jeres præstationer. Et 7-tal kan være ok, og der er ingen grund til at piske jer selv med skorpioner, hvis I får et 2-tal. I skal ikke lade jeres seksuelle debut ødelægge af præstationsangst. Det er kun på pornofilm, at begge parter får højlydte, samtidige udløsninger. Det er okay at famle helt vildt i begyndelsen, det er ganske naturligt. Det gjorde jeg mildest talt også. Så gutter: Hvis I ikke får en flot rejsning med det samme, er det ikke verdens undergang. Og piger: Det hører ikke til sjældenhederne, at man ikke føler noget særligt i begyndelsen. I øvrigt er sex mere end udløsning – det er også ømhed, kærtegn og følelsen af samhørighed. Men vigtigst af alt: I skal sgu sørge for at dyrke venskaber ”In real Life”, hvor det er tilladt at dele dystre tanker”. Måske ville sådan en velment onkelagtig svada hjælpe – måske ikke!
For stressen og præstationsangsten har et hårdt greb om struben om stort set alle unge. Derfor er jeg bange for, at vi fortsat vil se mange selvmordsforsøg blandt unge.
En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed om mental sundhed blandt unge viser, at 9-10 pct. af de unge piger på ungdomsuddannelserne føler en meget lav grad af livstilfredshed og har forskellige psykiske symptomer på ugentlig basis. Mange føler sig ensomme, har lavt selvværd og føler sig dagligt stressede. Blandt andet på den baggrund har Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) netop forhandlet en aftale på plads om at afsætte 214,6 mio. kr. til afprøvning af en tidlig indsats for børn og unge med tegn på en psykisk lidelse. Der vil blive anvendt Mindfulness-Baseret Stress Reduktion. Det er et skridt i den rigtige retning. Forebyggelse er bedre end helbredelse – og helbredelse er sjældent mulig. Jeg håber, dette pilotprojekt bliver en succes og fører til en massiv indsats for de unge.
Fakta:
Omkring 6,9% af befolkningen rapporterer at have haft selvmordstanker inden for de seneste 12 måneder (Kjøller, 2000).
Det vurderes at der forekommer ovre 7.500 selvmordsforsøg om året (Jensen et al., 2017).
Antallet af selvmordsforsøg har været stigende, specielt blandt unge kvinder (Morthorst et al., 2016)
I alt 580 mennesker døde af selvmord herhjemme i 2016 (seneste tal), svarende til næsten to selvmord om dagen (Sundhedsdatastyrelsen, 2017).
41% af dem som havde et selvmordsforsøg er i året forinden blev diagnosticeret med en psykisk sygdom Særligt depression, misbrugsdiagnose samt angst og personlighedsforstyrrelser forekommer hyppigt (Fedyszyn et al, 2016).
Alle psykiske lidelser øger risikoen for selvmord. For mænd er den gennemsnitlige øgning 25 gange på tværs af diagnoser som misbrug, skizofreni, depression, bipolar sygdom og angst, og for kvinder 38 gange, med størst risiko ved depression. (Nordentoft, 2013). Er der tale om en kombination af flere psykiske lidelse forøges risikoen yderligere, og risikoen er dobbelt så stor, hvis man også har foretaget et selvmordsforsøg (Nordentoft, 2011).
Hvert 5. dødsfald blandt unge (15-24-årige) skyldes selvmord (Sundhedsdatastyrelsen, 2017).
I forhold til antallet af trafikdræbte, dør mere end dobbelt så mange på grund af selvmord (Sundhedsdatastyrelsen og Vejdirektoratet, 2017)
.
PS 1: “Lev stærkt – dø naturligt”, der udkom på Ekstra Bladets forlag, er udsolgt, men står på de fleste biblioteker.
PS 2: Jeg har optaget denne video med de vigtigste af mine råd til selvmordstruede:
https://www.facebook.com/kim.engelbrechtsen/videos/10217333402946673/