Lad mig fortælle jer en historie om tab. Om at gøre regnskabet op, for at se om der alligevel kan tilstræbes en form for balance i udgifter og indtægter. En historie, om en kvinde, jeg kender. Hendes historie er helt unik for hende, selvom hun ved, at der findes andre med lignende historier. Det trøster hende, selvom hun ville ønske, at livet var mildere ved alle. Her er hendes historie:
Der står en kvinde i en have. Det er en af de sidste dage af foråret. Hun hænger tøj op, mens hun lader tankerne vandre: “Lige nu er jeg egentlig tæt på at være lykkelig, selvom der er mange ting, der ikke er perfekte. Jeg har en mand, som tager mig som jeg er, to børn der trives, et dejligt hjem og et arbejde med gode kolleger. Pyt med de ting der ikke lige er som jeg ville ønske. Alt skal nok ende godt.” Hun smiler, mens hun tager det næste stykke tøj.
Fem måneder senere står der en kvinde i sort, koldt vand. Hun er på vej ud i fjorden for at blive opslugt på en stille, stjerneklart nat. Kvinden er den samme fra før. Hendes liv er ikke længere det samme. Tæppet er blevet trukket væk under hende. Hendes chefer har flået hende fra hinanden for fire måneder siden og hun har mistet store dele af sig selv, mødt psykiatrien for første gang og har måtte sige farvel til sit arbejdssted for at passe på sig selv. Alt er gået så hurtigt, at hendes sjæl slet ikke kan følge med. Hendes børn redder hende ved at fylde hendes tanker.
Ti måneder senere leder hun efter træer, der kan ende hendes liv ved et sammenstød. Hendes arbejde dræner hende, for hun kan ikke længere holde koncentrationen eller huske det hun skal. Hendes kolleger snakker om hende bag hendes ryg. Hun sygemelder sig for at passe på sig selv, men det eneste hun ønsker er at dø. Tabet af hende selv og det gode arbejdsliv året før gnaver så frygteligt, at det er uudholdeligt. Hun bliver indlagt i 6 uger. Da hun tager hjem tænker hun: “Nu har jeg lært det. Nu kan jeg passe på mig selv uden psykiatrien.”
I over et år går det godt, selvom hun er blevet fyret på grund af depressionen i hendes sind. Hun løber og løber. Kommer i sit livs form. Sætter mål og når dem. Nu er hun klar til arbejdslivet igen. Men intet er det samme som, da hun stod i haven og hang tøj op. Der er huller i vejen. Hjernen slår stadige kognitive knuder på sig selv. Indimellem er hun energisk for igen at falde dybt ned i huller så sorte som den mørkeste nat. Hun kæmper, men siger op, for hun kan ikke klare at blive mindet om, at hun ikke er den kompetente medarbejder mere. Hendes værste tid venter forude. Psykose truer med at tage resten af den hun kender sig selv som. Hun vælter rundt i mørke og angst i flere måneder, mens diagnoser kastes rundt i flæng. Hun kæmper igen og kommer igennem nogenlunde intakt. Men den onde mandestemme i hendes hoved vil altid give et ekko i sårbare stunder sidenhen.
Hun bliver fulgt tæt af psykiatrien. Hendes anamnese fortæller om en impulsiv fighter med selvdestruktive tendenser når skyldfølelse og selvbebrejdelse konspirerer mod den rationelle del af hendes hjerne. Hendes krop og hjerne afprøver medicin i lange baner. En dag bliver det for meget, og rebellen som altid har gemt sig i hende, kommer frem i lyset for alvor. Livet er ikke nemt for hjemmet hun følte sig tryg i må afhændes, fordi det arbejdsliv hun har forsøgt at tilpasse sig ikke er foreneligt med de ar, som hun har pådraget sig. Hun er dog nået til et sted, hvor hun på trods af modgang og sygdom har fundet noget i sig selv. En kerne af den hun er. Hvad hun står for. Hvad hun vil finde sig i. Hun kæmper for at blive behandlet værdigt og med respekt uagtet hendes utroligt tykke journal. Det ender med tvang, at hun holder på sit.
Lige nu har hun været fri for psykiatrien i næsten et år. Uden medicin i flere måneder. Ikke at hun kan mærke forskel. Hun holder stadig fast i sig selv. At hun er god nok som hun er. At hun har krav på at blive respekteret og set som ligeværdig. Det sidste er svært for hendes familie at håndtere. For de har været vant til at hun fandt sig i det hele uden modsvar. Det er slut nu, og det straffes med at hun lige så stille bliver ignoreret ved sammenkomster for over tid at blive fravalgt og invitationer til sammenkomster udebliver. Det gør ondt at blive fravalgt for at være sig selv.
Der har været så mange tab i de sidste seks år af hendes liv: Tabet af troen på det gode, tabet af håbet om at noget godt venter, tabet af et velfungerende arbejdsliv, tabet af familie relationer, tabet af et trygt hjem, tabet af selvbestemmelse. Hun sørger stadig over alle tabene samtidig med at hun glædes over, at hun nu er det menneske udadtil, som hun altid har været indeni men ikke har turde vise til andet end nogle ganske få.
“Giver det dig en følelse af, at der er balance i regnskabet, nu hvor vi har gennemgået de væsentligste hændelser de sidste mange år?” spørger jeg hende afslutningsvist. “Hvis regnskabet skal gøres op, vil jeg sige, at selvom jeg på mange måder gerne ville være foruden al smerten ved tabene, så er det svært at gøre op. For det har en utrolig stor værdi for mig at have lært mig selv så godt at kende med andre ord at have fundet mig selv og turde stå ved mig selv. Men smerten og sorgen vil altid være en del af mig. Regnskabet går ikke helt i nul. Men livet er heller ikke slut endnu, så måske kan jeg endnu nå at komme tæt på kassebalance.”
Jeg minder kvinden om, at det er vigtigt, at hun husker at rose sig selv, for de små og store sejre, der også har været i historien. Selvom de har været bygget på ruiner. Hun er her stadig og er stadig helt sig selv. Og hun er mig.
Privatfoto taget af Ulven