Den perfekte kvinde, den perfekte kæreste, den perfekte i det hele. Det er hvad dette samfund søger og forlanger.
Men glansbilledet er en illusion. Jeg har altid som så mange andre søgt efter det. Men det findes ikke. Det er ikke.
Det er derimod det uperfekte, det forkerte, det almindelige.
Jeg er sårbar, jeg ser mig omkring, på reklamer, på film, på verden. Ser på overfladen det perfekte liv. Folk omkring får hus,børn, bliver gift og har gode job. Igen på overfladen perfekt. Men under overfladen er sandheden en anden, det har jeg indset for længst, men har ikke helt accepteret det.
Jeg har derimod accepteret min skæbne, der aldrig bliver noget i retning af ovennævnte, hverken på overfladen eller under neden.
Jeg har accepterer at jeg er sårbar, at jeg har en bagage der gør at jeg reagerer og agerer på en måde, der betragtes som værende ikke normal. Jeg har ar på krop og sjæl, men jeg har accepteret at dette er min skæbne.
Og alligevel søger jeg det perfekte inden for min accept. Selvom jeg er psykisk sårbar, selvom jeg bor på et bosted, selvom jeg går i behandling og til tider bliver indlagt, søger jeg stadig det perfekte i det uperfekte.
At være den perfekte beboer i en god udvikling, at være den perfekte patient, den perfekte veninde, medbeboer ja kort og godt det perfekte menneske.
Jeg forsøger at rumme andre samtidig med at jeg skjuler mig selv. Jeg bygger mure og facader og holder dem det meste af tiden, til tider, i ny og næ falder paraderne dog for korte stunder og man kan se hvad der ligger bag.
Udadtil har jeg i forhold til de muligheder jeg har, bygget et glansbillede. Jeg har bygget mig selv en illusion som mange hopper direkte i og tror på ved første og andet øjekast. Måske først ved tredje opdager man de småbitte revner i den omhyggeligt skabte illusion. Min omhyggeligt skabte illusion, der får nogle omkring mig til at misunde mine materielle goder. Min hest, min hund, min bil. Igen det perfekte. Men de ofre jeg giver for det perfekte er enorme. Jeg giver meget mere af mig selv til andre og til illusionen end godt er.
Alle kan regne ud at når man bor på et bosted er den ikke helt god, men ingen kan regne ud hvor hårdt man er ramt inden under det såkaldte perfekte glansbillede. For selvom man har udfordringer søger man stadig det samme som resten af samfundet. Nemlig illusionen af perfektion.
Smuk, succesfuld, korrekt, klog, vittig, god veninde, god mor eller datter.
Min illusion er bygget til andre, til deres øjne, deres opfattelse af mig. Den er mit forsvar. Piller man lidt i overfladen vælter betændelsen frem og glansbilledet er revet i tusind stykker. Alligevel forsøger jeg at give de mange erfaringer, jeg trods alt har draget videre til dem, jeg føler har brug for det.
Jeg kommer til at spejle dem i noget, der inden for min og deres verden virker næsten perfekt. Jeg kender ensomhed, jeg kender angst vrede, tristhed og håbløshed. Jeg har været ramt af dem så ufatteligt mange gange og er det til dels stadig, men jeg viser set sjældent.
Jeg viser en kvinde i en god udvikling, en måske endda begavet kvinde, reflekterende, analyserende kvinde. En kvinde i stand til at tage i mod behandling og bruge den. Og ja, det kan jeg langt hen ad vejen. Jeg kan sige det rigtige, gøre det rigtige på rigtig msnge områder.
Men dragen med de mange mange hoveder stikker stadig snuden ind i min tilsyneladende perfekte verden. Den ryster mig ud af glansbilledet og viser mig at alt er i fare for at krakelere og nogle gange gør det.
Jeg er en person, når jeg er alene, når det er nat og ensomheden rammer. Når søvnløshed, mareridt og flashbacks er min verden. Når jeg står op og morgenen, går ud af min dør og møder verden er jeg for det meste en anden. Udstråler overskud, måske endda livsglæde og st kunne utrolig mange ting. Både rent praktisk og også menneskeligt. Jeg giver indtryk af at hvile i mig selv, at tro på mig selv, st acceptere mig selv. Men det er bare et glansbillede, en illusion for at overleve i en barsk verden.
Jeg sætter altid mig selv i sidste række. Jeg er mindre vigtig, mindre værd, ja ingenting i mine egne øjne. Jeg ved at min egne og andres opfattelse ikke stemmer overens, men jeg vil kun i yderste nødstilfælde indrømme at jeg har kaos indeni. At det hele er en heksekedel, der truer med at koge over.
Tidligere brugte jeg selvskade til at få afløb for min heksekedel og for at vise folk at jeg ikke er perfekt, langt fra, ikke noget at stræbe efter. Jeg brugte det som et sprog, en straf og en måde at lukke ned for alt på. Jeg har lagt selvskaden bag mig, besluttet mig for at det er en tid, der er forbi. At det er en fortid, hvorfra kun arrene er tilbage.
Men jeg har stadig behov for kommunikation til mig selv og til omverdenen om det indre, der er revet helt i stykker. Det indre, jeg slet ikke kan håndtere at være i. Jeg har valgt at sige farvel til den direkte, den dramatiske, ukontrollable og voldsomme måde at fortælle min historie på. Jeg har valgt at sige farvel til den direkte kommunikationsform. Til det hurtige fix, der muligvis kan føre til en hurtig død, hvis jeg rammerxforkert, når jeg skærer eller ikke bliver fisket op af havnen i tide.
Men behovet er der endnu. Jeg har bare valgt en mere stille, mere diskret, ved første blik ikke så synlige måde at gøre det på. Jeg forgifter mig selv og mit sind på samme måde som før. Måske endda værre, jeg risikere stadig at lave uoprettelig skade på mig selv og min krop. Jeg har lagt kontrollen og spiseforstyrrelsen. Jeg har valgt at lade maden kontrollere mit glansbillede, at være tynd og perfekt. Vi søger i denne verden det slanke, det tynde, det der på overfladen ser sundt ud. Men indenunder er det stadig kaos, stadig destruktivt, stadig dræbende. Du ser det ikke, for det kommer snigende, stille og roligt , dag for dag overtager spiseforstyrrelsen mere og mere dit liv. I starten føler du ingen begrænsninger, du føler kontrol og overskud. Men som tiden går begynder du st vælge fra, at sige nej til ting, at nægte dig selv, det der er godt for dig. Det er en langsom dræber, men i sidste ende en dræber.
Og dit perfekte glansbillede bliver revet itu for det findes ikke og har aldrig været der.