Basilikumplanten

Af Louise.

Der var engang en Basilikumplante, som stod blandt alle de andre basilikumplanter, der lignede den på en prik, for de var gensplejset sådan, det var sådan de alle 30 var kommet til verden. Men den Basilikumplante, der står ude i hjørnet, dets eget venstre, længst henne mod det mørklagte vindue, den fik en times sol om dagen, altså rigtig sol, og ikke det lede LED-lys, der var det eneste, der lyste det ellers mørke lille rum op. Det gjorde dog, at de andre basilikumplanter blev sure, begyndte at kalde den tilfældige heldige basilikumplante skældsord og ville ikke have noget med den at gøre.

Det blev så til, at den nu lidt større og frodigere basilikumplante blev en smule ked af det, for den havde jo ikke nogen at snakke med, snakke kunne de andre, der kunne den så stå i sin pragt og høre på. Bortset fra dets dags lyspunkt, hvor den blev bragt væk af menneskene, væk fra de andre, og blev stillet inde i det lyse rums vindueskarm. Der stod den og kunne betragte den store verden, der udfoldede sig for enden af dets rødder, fra tredje sal, i den herlige sol. Den var nemlig begyndt at komme væk fra de andre, dets søstre var det jo nu, for tvillinger var de ikke helt mere, det var Basilikumplanten vokset fra.

En sensommerdag i vindueskarmen stod Basilikumplanten og kiggede op på himlen, der var så dejlig lyseblå, den havde skyer på sig, der stille bevægede sig hen over den. Og dér var der en sky formet som et basilikumblad, helt lige som den allerførste gang den blev ført væk fra sin plads og ind i vindueskarmen, på menneskenes kontor, der hvor solen skinnede ind ad vinduet og ramte dets basilikumblade, der blev varmet så herligt op, de skyer, tog den tilbage til tankerne på den dag. Først havde den været noget så bange, tænkte den, bange for adskillelsen fra sine, dengang tvillinger, der alle den dag stadig snakkede med den, for der var det da spændende og farligt at høre om menneskenes verden, høre om computere og om hvordan det er, at en bygning ser ud udefra, hvordan der er så mange detaljer, såsom fuger, vinduer og flotte mønstre, franske altaner, lamper uden LED, træer og selvfølgelig himlen beklædt med skyer og solen.

Det var en herlig dag at stå at drømme sig tilbage på, det burde den gøre noget oftere, tænkte Basilikumplanten til sig selv. Den stod der og dagdrømte på de vidunderlige tider, før alle stoppede med at snakke med den, men lyttede ihærdigt på dens daglige eventyr, da den pludselig blev fanget i at høre på menneskenes snakken. “Ej, Lotus, du skulle have været der! Det er ubegribeligt at tro, at det er her i lille Danmark, at der findes så blødt, rent og hvidt sand, det masserede mine fødder og rensede ens negle, så fint var sandet der! Så smukt altså! Jeg er så glad for, jeg tog afsted til Bornholm”. “Bornholm Bornholm Bornholm, det er din dejlige ferie ø” sang Lotus, og Michelle sang med videre på teksten, og de lavede hele tiden lidt om i den, så det blev Michelles dejlige ferieø. Og Basilikumplanten begyndte i stedet at dagdrømme om at befinde sig på den, på den flotte strand, hvordan det mon ville være at mærke det fine sand, hvad er mon sand egentlig helt præcist?

Lotus begynder at fortælle Michelle om sin tur til stranden, imens lytter Basilikumplanten intenst, ligesom Michelle: “Det var forrige sommer, den sommer, der var ulidelig dejlig varm. Mikkel og jeg havde det så godt, for vi bor ved Brøndby Strand, vi var der hver dag stort set, den overdrevne hedebølgende sommer. Det er jo ikke den bornholmske strand, du har været på, men dejlig er den dog alligevel. En dag ankommer vi til broen, hvor vi passerer brakvandet, hvor der er kajakker der sejler under os. Vi går videre videre forbi krattene, der består af de dersens kløpulverplanter, hvor der er smukke vildtroser i blandt, jeg har nu taget mine sandaler af i sandet, og træder i et af de stikkende blade, der er havnet på sandstien. Mikkel trøster mig, skørt og for sjov, men lille pus dog. Vi går videre i det nu brændende sand, for vi er ikke på den skyggelagte sti mere, men ude blandt skaren af alle de mange andre strandbrugere, der” Basilikumplanten når at tænke, det er dog utroligt, jeg kan nærmest se det for mig, selvom jeg aldrig har været der før, hvor vil jeg gerne se en strand, inden den lytter spændt videre på Lotus fortælling, mens den spejder op på himlen. “Vi er nået frem til vores sædvanlige plads, der heldigvis er fri, smider vores ting, og løber forsigtigt blandt alle de andre, ud i det dejlige kølige vand, der egentlig stadig er varmt, men det er køligere med håret vådt.” “Jeg elsker når du fortæller om dine oplevelser, det er som om du er en fortæller, Lotus”. “Tak Tak, nå men hvor var jeg, jo, der er tang i vandet, mange forskellige slags og farver, og Mikkel tager noget af det der pang lysegrønne, lådne og bløde tang i sin ene hånd, uden jeg ser det, så efter jeg har dykket mit hoved under vandoverfladen igen, og har gnedet mig i øjne og kigger på ham, i det øjeblik siger han atjuuv, mens han holder sig høfligt for munden og næsen, der lader han også tangen glide ud mellem hans fingre, som var det en koloenorm snotter, og jeg flækker af grin Michelle,” Hun griner med Lotus og nikker, og Lotus fortsætter: “Jeg flækker så meget, at flækker vandet, og fortsætter så meget jeg nu kan med at grine, imens at vandet prøver at trykke sig ind igennem mine næsebore og mund, der er på vid gab. Jeg prøver at finde bunden med mine ben, der ligger stort set vandret i vandet og Mikkel skynder sig hen og griber mig i det grumsede vand, og jeg kan mærke hans varme arme, løfte mig fnisende ovenvande igen.” Michelle udbryder: “ I er så søde sammen i to!” Imens hun kigger på sit ur, og tager Basilikummen i hånden og går ind mod det lille rum.

Basilikumplanten, inspireret af Lotus og sine egne eftertænksomme tanker, beslutter sig for, at den også vil være en fortæller, igen, om den bliver lyttet på eller ej. Det må være sådan, når den jo nok ved eftertanke aldrig kommer til at se en vaskeægte strand, med mindre den bliver endnu heldigere end den er nu, og bliver taget derud, ud i sandet ved det blå hav tænker den, på vejen hjem til sit og de andre basilikumsplanters mørke lille hjem.

Den har ingen anelse, hvad den skal sige, den er lige pludselig blevet overvældet af følelsen af at skulle præstere og ved ikke, hvad den skal gøre af det. Der går en million tanker af mulige sætninger rundt i dens topknopshoved, og så er der tomt, hvad skal den sige? De er nu ankommet til den blege dør, der bliver åbnet og mørket (fryser dets øjne), fryser på Basilikumplanten. Der nu er helt panisk stille i topknoppen, den tænker til sig selv, det skal være noget vist, der skal lægges ud med, vist, hvad er vist i forhold til dens situation, hvad vil de andre forstå og gide at lytte på igen? Hvad? HVAD?!
Da Basilkumplanten var placeret på sin plads, og døren var gået i, begyndte den på at fortælle om sin dag, om opdagelsen af hvor rart, det er at tænke tilbage på en rar dag, hvordan den har følt sig udenfor, hvordan den igen vil begynde at nyde dens held, om uretfærdigheden i held fører til uheld, hvordan det egentlig er tarveligt at ignorere, da de andre jo engang også nyder lidt godt af at høre om verden udenfor, Basilikumplanten sluttede af med pointen, at de jo kunne nyde en historie omkring sand og strand, hvis de altså ville lytte.
Men de andre basilikumplanter lyttede slet ikke efter, de begyndte at sludre om, hvis rødder der flettedes sammen, og hvem der nu havde sagt dit og dat, de ignorerede Basilikumplanten totalt. Det fik den til at føle sig stum igen.

Den næste dag gentog den sine mange pointer, mens de andre sludrede videre, nogen endda provokerende højt med vilje.
Dagen efter igen skete det samme, og sådan fortsatte det ud i en uge.

Men dér på den syvende dag, der var der en, der spurgte: “Hvad er sand egentlig?”, og Basilikumplanten rystede sig helt ekstatisk, sådan at dets blade ruskede ovenud lykkelighed, for der var én, der havde lyttet, hvilket gjorde den lettet. Og den begyndte straks at fortælle alt, hvad den havde lært om sand og strand. Imens lyttede den spørgende Basilikum, og der begyndte at være nogle flere styks, der lyttede med, det skete som en dominoeffekt, rundt blandt basilikumplanterne, men der var stadig nogle der ignorerede og snakkede i munden på dens fortællinger, men det gjorde den ikke spor, da det vigtigste jo var der var nogle af dens søskende der lyttede igen, og måske, måske, med tid, kunne de sidste være med.