Det er underligt at have lyst til at dø – og så samtidig være skrækslagen for det. Måske handler det om, at jeg ikke vil dø – men jeg vil slå det liv, jeg lever nu, ihjel. Jeg vil væk fra det. Jeg kan ikke holde ud at være nogle steder. Alle steder føles ubehageligt.
Det kan ikke beskrives hvor hårdt det er konstant at flygte fra sig selv – hvilket jo aldrig vil lykkes. Det er hårdt ikke at kunne være nogle steder – alle steder er det samme tanker og følelser, der kører rundt. Selvmord, selvskade, stop.
Spørgsmålet om, hvordan jeg skal gøre det, kører rundt i hovedet på mig. Hvornår jeg skal gøre det. Med hvad. Er det pillerne denne gang – eller har jeg ikke nok? Togskinner? Nej – man tager ikke andres liv med sig. At forbløde? Det virker som en god ide – og måske den ”letteste” løsning lige nu – men det er også meget voldsomt. Jeg er i tvivl. Men jeg kan mærke, at lysten til at handle, kun vokser sig større. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan holde til mere. Presset i mig er for stort – og snart springer ballonen.
Jeg ved ikke hvad der sker, når den springer. Jeg stoler ikke på mig selv. Jeg forstår ikke, at jeg er så ked af det. At den følelse har overtaget min krop – og fortsat gør det. At den suger mig ned i et dybt sort hul – hvor man ikke kan komme op igen. Det er vitterligt som at gå i stykker. Som at få tæsk – eller blive kørt over. Det er et sug af sorg, der trækker igennem hele kroppen – flere gange dagligt. Den tapper mig for energi og jeg mister mit skjold. Langsomt, men sikkert, slides det tyndere og tyndere. Det brydes ned.
Jeg kæmper imod nedbrydelsen – men det graver mig blot længere ned i hullet. Jeg prøver at holde mig kørende – men det dræner mig for energi. Jeg prøver at være ovenpå – men jeg er ikke ovenpå.
Det presser mig, at være på det nye bosted. Det presser mig, at skulle leve op til så mange krav. Det presser mig, at jeg ikke selv bestemmer. Det presser mig, at jeg skal leve, når jeg ikke har lyst. Det presser mig, at jeg er tvunget til at stå igennem noget, som jeg overhovedet ikke kan holde til.
Jeg er presset i bund. Af omgivelserne og af mig selv. Af mine følelser. For jeg ved jo godt, at det er den altoverskyggende ked af det hed, der gør, at jeg har lyst til at dø. Det ved jeg. Men jeg kan ikke holde til at være i det. Jeg kan ikke se, hvordan det skal blive anderledes. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal klare det her – jeg kan kun se, at min eneste mulighed for at overleve er at dø.
Det lyder jo skørt – for det kan ikke lade sig gøre – men det er nu engang sådan det er.
Jeg savner at have mit eget. At have noget – som kun er mit og hvor det er mig der bestemmer. Mig, der bestemmer hvornår jeg vil spise – og hvad jeg vil spise. Mig, der bestemmer, hvornår jeg vil have selskab af mennesker – og hvornår jeg vil være i fred. Hvornår jeg vil være isoleret. Og hvornår jeg vil være social. Hvornår jeg har behov for kontakt – og hvornår jeg har brug for, blot at være helt alene. Mig, der bestemmer, hvornår jeg vil have hjælp.
Det er svært at være flyttet væk fra Århus. Det er svært, at være så langt væk fra det jeg kender og altid har kendt. Det er også sværere end jeg havde regnet med. Savnet til Århus vokser – og jeg kan virkelig mærke, hvilken tryghed det har været, at have en omgangskreds tæt på – også selvom jeg ikke gjorde brug af den.
Jeg er presset i bund – på alle punkter. Og det letter sig – desværre – ikke foreløbigt…