Dette er mit første indlæg på bloggen, og det er med sommerfugle i maven, at mit skriv bliver lagt op. Jeg har tænkt meget over, hvad mit første indlæg skulle handle om, for jeg har så meget på hjertet, men jeg er blevet enig med mig selv om, at skrive lidt om den pige på 21 år, der langt fra er klar til at blive kaldt kvinde, som sidder omme bag skærmen. 

Jeg kan starte med at fortælle lidt om tankerne bag mit navn her på bloggen. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle have mit fulde navn til stå her. Det ville gøre det svært for mig at være hudløs ærlig, og det er faktisk rigtigt vigtigt for mig, at jeg kan være det her. Hvorfor skulle jeg ellers skrive på en blog som denne, hvis ikke det var ærligt og oprigtigt? Derfor valgte jeg navnet Kaos og recovery. Det er nemlig sådan mit liv er. Det er et stort kaos, hvor jeg prøver at finde min vej mod recovery. 

Mit kaos skyldes nok mest, at min barndom ikke altid var let. Min far var alkoholiker og misbruger, og jeg har oplevet en masse voldsomme og grimme ting, men jeg tænker, at det er en historie, der skal have sin egen plads. På papiret står der borderline, ADD og spiseforstyrrelse. Jeg har været meget syg af anoreksi, men jeg kan nu sige, at jeg aldrig har været mere fri af den, end jeg er nu, og det håber jeg selvfølgelig fortsætter. Det, som fylder meget i mit liv lige nu er borderline, som er en personlighedsforstyrrelse. 

Men hvem er jeg, hvis jeg ikke må beskrive mig selv med diagnoser? Det helt ærlige svar er, at jeg aner det ikke. Jeg har ikke en fornemmelse af, hvad det er, der gør mig til mig. Jeg er et hus uden fundament, og jeg har det med at låne andres personligheder alt efter, hvem jeg er sammen med. Jeg kan godt selv høre, at det kan lyde skørt, men det er nu engang sådan, det er at være mig. 

Lige nu er jeg patient på en psykiatrisk afdeling. Jeg er indlagt, fordi jeg har svært ved at passe på mig selv. Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal hjem. Min læge har spillet bolden lidt over til mig i forhold til en udskrivelsesdato, men jeg synes, at det er svært. Både fordi jeg er så ustabil, og ikke aner hvornår jeg er klar, men også fordi, jeg synes det er svært at bede om en plads her på afdelingen, som jeg i bund og grund ikke synes, at jeg fortjener. Jeg elsker at bo på mit bosted, fordi de kan rumme mig, og fordi der er det mest vidunderlige, rummelige og omsorgsfulde personale. 

Det er dog ikke uden en knude i maven, at jeg skal hjem snart. Jeg kæmper meget med selvmordstanker og selvskade, og som det ser ud nu, så er det enormt svært at styre. 

Én ting ved jeg dog: Jeg er stædig som bare fanden. I de otte år jeg har været i det psykiatriske system, har det ord fulgt mig hele vejen. Jeg har været stædig i kampen om ikke at ville spise, om at ville dø og om at ville selvskade, men jeg er godt i gang med at øve mig i, at være stædig på den konstruktive måde, og det går for det meste godt. 

Det I kan forvente af mig her på bloggen er mine kringlede, snørklede og finurlige tanker. I kan forvente ærlighed, også selvom sandheden kan være barsk. I kan forvente, at jeg deler mine følelser, tanker og erfaringer på godt og ondt, og I kan forvente at jeg går imod min usikkerhed og deler, hvad jeg føler for, selvom det uden tvivl bliver skræmmende til tider.

Jeg vil til at runde af nu. Jeg har skrevet mere, end jeg lige havde planlagt, og jeg tror, at mine afsluttende ord skal være, at jeg vil prøve at lave den bedste dag jeg kan, og at I vil gøre det samme.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej “Kaos og recovery”!
    Det er da en udmærket start som blogger. Jeg håber, at du vil blive glad for at skrive her. Nogle af os er hærdede skrivekugler. Somme tider står man og har noget, som man egentligt godt vil ud med, og selv har jeg 15 artikler her på Outsideren, som jeg har ladet stå. fordi jeg selv syntes, at de var i orden.

    Under coronaen skete der den mulighed at medvirke i et dagbogsprojekt om, hvordan psykisk syge klarede sig under coronaen. Der var to gange ugentligt en række spørgsmål, som man skulle besvare – de varierede fra gang til gang. Men så var der også en mulighed for fri tekst, og i hele perioden sendte jeg 51 A4-sider med fri tekst.

    Blandt mange emner var der også det vigtige punkt, du berører, “stædighed”. Det er jo den, vi skal overleve ved, og jeg skal hilse og sige, at hvis jeg ikke havde været så stædig, som jeg er, så havde jeg ikke levet i dag. Vi, der er psykisk syge, består jo nogle eksaminer, som man ikke kan skrive i sit CV, og jeg synes selv, at det er skrap kost at være psykisk syg. Men er man så heldig at komme helskindet ud på den anden side, kan det meget vel vise sig, at man er både mere stabil og mere robust end folk uden disse erfaringer, fordi man kender sig selv bedre, og ved, hvor mange mærkelige problemstillinger livet kan sætte én overfor.

    Det er min erfaring, at især ungdommen kan rumme megen psykisk ustabilitet. Senere ser det ud til at jævne sig. Jeg har haft utallige diskussioner og samtaler om medicin gennem årene, og meningerne blandt patienter er delte. Nogen gange er dette reelt funderet, idet nogle kan have visse somatiske sygdomme, der er en hindring for folk at modtage psyiatrisk medicin, men i en del tilfælde er der tale om fordomme, fejlvurderinger og uvidenhed, der er tale om. Det er ihvertfald en kendsgerning, at jeg selv og mange andre er godt hjulpet af den psykiatriske medicin, men dertil kommer, at det i dag er et enormt område for en psykiater at holde sig orienteret om. Og psykiatere er jo også mennesker. Ofte leder patientens tilstand til utålmodighed både hos patienten og hos psykiateren, hvilket leder direkte til overmedicinering, og så optræder der en masse ubehagelige bivirkninger – i mange tilfælde. Som jeg ser det, kræver det megen tålmodighed at være psykiatrisk patient, og det er jo netop det, ordet “patient” hentyder til. Dette ord betyder på engelsk “tålmodig”. Derfor er det nødvendigt, at vi er sejge i betrækket.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.