Jeg kan blive noget så træt og frustreret, når lægen siger “jer med borderline er jo..” Dramatiske? Opmærksomhedskrævende? Sådan nogle som bare skaber sig? Eller nogle som man ikke helt skal tage seriøst, for de mener jo i virkeligheden ikke, at de virkelig vil handle på det, som de siger – det er jo bare for at skabe splid og drama. Det er så trættende for en som mig, der har diagnosen, og fordi jeg ved, hvad det handler om for MIG. Selvom vi er blevet puttet i en borderline kasse, så er jeg ikke enig i, at os med borderline diagnosen har lige præcis de samme problemstillinger ned til mindste detalje. Jeg tror, at vi har en masse til fælles, men at vi hver har nogle træk fra diagnosen, der er stærkere hos den ene, svagere hos den anden og omvendt. Så fordi jeg er så træt af, at denne type personlighedsforstyrrelse bliver bombarderet af fordomme, så vil jeg gerne fortælle om, hvordan det er for mig at have borderline.
Helt grundlæggende ser jeg mig selv som et hus uden fundament. Vi kan også vælge, at sige, at jeg ikke har en kerne. Der er ikke noget, hvor jeg kan sige: “Det her gør mig til mig,” og derfor kan jeg godt komme til at låne elementer fra andres personligheder. Når jeg er sammen med den ene kan jeg godt lide gul, men når jeg så er sammen med den anden kan jeg lide lilla. Alt efter hvad de kan lide, og hvad de mener. Det er mit manglende jeg, der spiller ind her.
Det er måske lidt skørt, at jeg ovenover har brugt farver som eksempel. Jeg kan nemlig godt have en noget sort/hvid tankegang. Altså er det ikke altid, at der er særligt mange nuancer. Det er fra den ene yderpol til den anden. Hvis jeg beslutter mig for noget, så går jeg hele vejen. Hvis jeg er ked af det, så er jeg ulykkelig. Hvis jeg er vred, så er jeg rasende. Hvis jeg græder, så hulker jeg. Hvis jeg engang imellem er glad, så er jeg lykkelig. Hvis jeg føler mig tom, så er jeg blot en skal- jeg mærker ikke min krop og min følelser er forsvundet.
Mine følelser bliver så store og på så kort tid, at det føles som om, at min krop er for lille til at rumme dem. De bliver kæmpestore på ingen tid, og det er ofte, at jeg ikke ved, hvad de egentligt kommer af. Jeg føler, at jeg er ved at eksplodere, når jeg har det sådan. Hele mit system er ved at koge over, og det er der, hvor jeg typisk selvskader: fordi jeg ikke længere kan udholde alle mine følelser.
Mine relationer er lige så komplicerede, forvirrende og svære som mine følelser er smertefulde. Jeg er konstant bange for at miste, blive forladt, glemt og svigtet. Det er værste ved det er, at de forfærdelige følelser af svigt og forladthed er en del af min hverdag, for de kommer til mig så let. Det giver mig tre muligheder:
At skubbe personen væk fra mig
Jeg vil meget hellere afvise end at blive afvist. Selvom det ikke er sjovt, at skubbe nogle væk, som man rigtigt godt kan lide, så gør det mindre ondt, hvis jeg skubber væk, for så er det ikke den anden part, der sårer mig.
At lænke sig fast til personen
Jeg bliver så bange for at miste, at jeg nærmest lænker mig fast til en person. Jeg bliver personens skygge, og jeg kan slet ikke finde ud af, at tage afstand.
At selvskade
Med selvskade dæmper jeg alle de følelser, der gør så ondt. Det giver mig en pause fra følelsen af svigt og forladthed. Det er nok også en måde at straffe mig selv på, fordi jeg får følelsen af ikke at være noget værd, for den person jeg føler mig svigtet af.
Jeg ved med min fornuft, at der er mange flere muligheder end disse, men det er dem, som jeg nærmest automatisk bruger gang på gang. Det er nemlig sådan, at jeg bedst passer på mig selv. Det er selvlært, og skulle du være i tvivl, så er det nok de dårligste løsninger til dato, hvis man har det, som jeg har det.
Relationer er dog ekstremt vigtige for mig, og selvom jeg kan være noget så svær at danse med, så er jeg ufatteligt taknemmelig for, at der faktisk er nogle, der bliver, selv når jeg viser mig fra min værste side af. Jeg ved, at der er mange, der mener, at man skal passe på med at skabe relationer til os med borderline, men jeg kan kun sige, at jeg aldrig nogensinde var kommet så langt, hvis jeg ikke havde relationer, der insisterede på at blive, selvom jeg ikke altid er fair.
Jeg har også en kæmpe angst for at være alene. Det har jeg, fordi det er der, hvor jeg kan mærke alle min følelser, og der er ikke nogen til at udholde dem sammen med mig. Jeg er utroligt dårlig til at være i mit eget selskab, og jeg har derfor et stort behov for kontakt til andre – især til mine tryghedspersoner.
Jeg har beskrevet, hvordan jeg mærker min borderline. Det er ikke sikkert, at alle andre med den personlighedsforstyrrelsen mærker præcist det samme, eller handler på nøjagtigt samme måde. Jeg kan godt forstå, at det for nogen kan virke som om, at jeg er en dramaqueen, men det er langt fra hensigten. Jeg kan godt komme til at handle på en “dramatisk” måde, men det er kun fordi, det bliver så stort inde i mig.
Så jeg tør godt sige på andre med diagnosens vegne, at vi ikke er opmærksomhedskrævende mennesker, der skaber splid og kaos omkring os med vilje. Vi føler bare alt meget mere intenst end andre.