Da vi flyttede langt ud på landet, drømte jeg om at få en hund og selvfølgelig skulle det være en hvalp. Jeg var rigtigt glad for at det kunne lykkedes. Jeg var så utryg ved at skulle flytte så langt ud i ingenting. Jeg følte mig bare så fanget der, fordi jeg stadig var meget bange for at køre bil.
Jeg blev så deprimeret, at jeg ikke kunne overskue noget… I den periode var det godt at gå mange ture med hunden. Med tiden fik jeg en form for hverdag op at køre med min datter, uddannelse og arbejde med min angst for at køre…
Jeg følte mig meget alene, men jeg kom langsomt ud af min depression og angsten blev mindre med tiden. Til sidst satte jeg mig i bilen, som alle andre.
Efter et hårdt år, blev jeg endelig færdig med min uddannelse. Desværre fik jeg det rigtigt skidt igen… Jeg blev meget træt og kunne ikke overskue tingene.
Så drømmen om en hund blev et mareridt. Jeg tog alt for meget på min skuldre og til sidst var jeg slet ikke glad for mit valg…
Jeg havde så mange ting, jeg ville, som hørte med til at have en hund. At min datter skulle have en bedste ven. I stedet var han alt for vild… Han trak utrolig meget, når vi endelig kom ud at gå. Når jeg lukkede ham ud i haven, stak han af hele tiden…
Han endte med at blive far til hvalpe, som slet ikke var meningen. Desværre blev jeg så frustreret, at jeg til sidst lukkede ham ud i hundegården, for at jeg kunne få lidt ro… Han kunne heller ikke være alene hjemme uden at han splittede hele hjemmet ad. Derfor fik han en hundegård.
Da jeg kunne se, at han havde brug for mere end jeg kunne give ham. Forsøgte jeg at finde et andet hjem til ham, men det måtte jeg ikke for min eks. Hvilket jeg synes var meget egoistisk, da han havde mere travl med at arbejde. Det er selvfølgelig også bedst at beholde sit kæledyr i hele dens levetid. Omvendt er jeg også vokset op med, at hvis det ikke fungerer, kan et kæledyr få et andet hjem, som har flere ressourcer i hverdagen og på den måde kan hunden få det liv, den fortjener.
Da jeg flyttede til byen igen, valgte jeg, at jeg ikke skulle have kæledyr igen, for det ekstra ansvar, kan forværre min sygdom. Derfor skal jeg huske, at hver gang jeg synes et kæledyr ser sødt ud. Skal jeg tænke på, at jeg er nødt til at tage et bevidst valg, for at jeg kan klare min hverdag.